Omnibus prik

DEBAT: AU vil have internationale talenter – men lukker døren for dem på Cognitive Science

Nuværende og tidligere studerende ved Cognitive Science appelerer til, at universitetsledelsen genåbner sin beslutning om at omlægge Cognitive Science fra engelsksproget til dansk uddannelse. Hvorfor skal Arts fra 2027 stå uden en international bacheloruddannelse, mens tre nye netop er åbnet på et andet fakultet, spørger de.

Studerende fra Cognitive Science undervises ved MR-scanneren under det daværende Kommunehospital. Billedet er fra 2016, da uddannelsen blot var godt ét år gammel. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Deltag i debatten

Omnibus bringer gerne debatindlæg skrevet af universitetets studerende og medarbejdere.

Hold det under 4.000 anslag inkl. mellemrum. 

Send dit indlæg til omnibus@au.dk

Læs mere om debat i Omnibus 

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribenternes holdning.

Indlægget er skrevet af Sabrina Zaki Hansen, Mikkel Krøjer Svendsen, Grete Liis Reimand, Zara Hrovat, Terézia Sabajová, Bryan Roemelt, Lydia Pauli Rambrand, Fabienne Michelle Baaser og Julianne Silke Swärd på vegne af arbejdsgruppen ‘Keeping Cognitive Science International'.

Vi er studerende og alumner fra Cognitive Science, som har samlet os efter at AU's ledelse besluttede, at bacheloruddannelsen fra 2027 skal være dansksproget og dermed lukket for internationale ansøgere. Vi mener, at beslutningen bør genovervejes. Cognitive Science har været international siden begyndelsen, og gennem ti år har lektorer og studerende lagt et stort arbejde i at skabe og udvikle det faglige og sociale miljø, som AU nu vil ændre uden først at have inddraget uddannelsen, instituttet eller de studerende.

AU skal nedbringe antallet af internationale studiepladser for at holde sig inden for den politisk fastsatte ramme. Det forklarer, hvorfor der skal skæres, men ikke hvorfor Cognitive Science skal miste sit internationale optag. AU's egen begrundelse er, at uddannelsen er fagligt stærk og har nok kvalificerede danske ansøgere til at fylde pladserne. Men det er et snævert mål for en uddannelses værdi. Det internationale optag påvirker også, hvem der søger og underviser, hvilket sprog faget læres på, og hvilket studiemiljø der opstår.

Svært at forstå prioritering

Prioriteringen er svær at forstå, fordi AU for nylig gik den modsatte vej andre steder. I 2024 fejrede universitetet godkendelsen af tre nye engelsksprogede bacheloruddannelser i Computer Science, Data Science og IT Product Development, som åbnede i 2025 for at tiltrække flere internationale studerende. Erhvervslivet efterspurgte kandidaterne, Aarhus Kommune ønskede flere internationale IT-talenter, og AU fremhævede, at mange internationale dimittender bliver i Danmark. Nu skal Cognitive Science gøres dansk for at skabe plads under den samme kvote.

250 underskrifter imod beslutning

Hvordan har ledelsen besluttet, hvilke dele af AU der fortsat skal have internationale bacheloruddannelser? Hvis planen gennemføres, vil Arts fra 2027 stå uden en eneste engelsksproget bachelor, mens Natural Sciences netop har fået tre nye. Internationalisering har længe været en ambition på Arts. Hvorfor skal fakultetet nu afskæres fra at optage internationale bachelorstuderende?

Reaktionen fra dem, der kender uddannelsen, viser, hvad der står på spil. Mere end 250 studerende, ph.d.-studerende og medarbejdere  har skrevet under imod beslutningen. Mere end fire ud af ti er internationale studerende eller alumner, og mange beskriver Cognitive Science som grunden til, at de kom til Danmark. De vælger Danmark til, bliver en del af faglige og professionelle miljøer og bliver ofte her bagefter for at arbejde og forske. Danske studerende og alumner beskriver samtidig gevinsten ved at studere side om side med dem: erfaring med at arbejde på tværs af kulturer, faglig sikkerhed på engelsk og bedre forberedelse til internationale virksomheder og forskningsmiljøer. Cognitive Science tiltrækker allerede internationale talenter til Danmark og forbinder dem med det danske arbejdsmarked.

Vi gør det, I efterlyser

Det ligger tæt på AU's egen argumentation for flere internationale studiepladser. Prorektor Berit Eika har advaret om, at den nuværende kvote rammer Aarhus og Vestdanmark skævt, og AU har peget på både manglen på højtuddannet arbejdskraft og gevinsten ved internationale kandidater, som bliver i Danmark. Cognitive Science gør allerede det, universitetet efterlyser.

Derfor beder vi universitetsledelsen om at genåbne beslutningen, inddrage uddannelsen og undersøge alternativer: et mindre internationalt optag, danske og engelske spor eller en anden fordeling af reduktionen på tværs af AU. Ledelsen bør også forklare, hvorfor Arts skal stå uden en engelsksproget bachelor, mens nye netop er åbnet andre steder på universitetet. Vi opfordrer samtidig politikerne bag loftet over internationale studiepladser til at genoverveje det og AU's ledelse til fortsat at arbejde for en politisk ændring, mens den tager ansvar for, hvordan reduktionerne fordeles internt.

AU siger, at Aarhus og Vestdanmark har brug for internationale talenter. På Cognitive Science er de her allerede.