Omnibus prik

Campusguide - Aarhus: Kaffe i termokanden, billig brandert i Børsbaren og eksamenslæsning med pensionister

Hvor er den gode kaffe og den billige øl, og hvordan bliver man en del af studielivet på AU? Tre garvede AU-studerende giver her tips og tricks til dig, der skal til at træde de første, spæde skridt på campus i Aarhus.

Med omkring 9 års AU-erfaring til sammen er Martin Larsen og Cecilie Tarpø mere end kvalificerede til titlen som garvede studerende. De deler ud af deres viden om studielivet til nye studerende. Foto: Melissa Yildirim.
Universitetsparken på campus. Foto: Lars Kruse.

Martin Larsen, studerer cand.merc.aud. (revisor, red.) på 10. semester.

Cecilie Tarpø, studerer medicin på 12. semester.

Her finder man billig frokost og kaffe:

”Der er altid kaffe på Statsbiblioteket, men jeg ved ikke hvor billig den er. Den koster 9 kr. per kop. Men ellers er matematisk kantine generelt billig, også med mad.”

Her følger man med i, hvad der sker på campus:

”På AU’s Facebook-side og deres Instagram. Der kommer ret mange ting op der, både sjove og seriøse. De er også gode til at låne deres Instragram ud til studerende, og det giver et godt indblik i, hvad andre studerende laver. De gør det tit op til store events og i eksamensperioden.”

LÆS OGSÅ: Campusguide - Herning: Studenterhus i centrum, billig frokost og mængderabat på kaffe

Her kan man få en billig brandert – både på og uden for campus:

”Vi plejer at drikke specialøl – men det er ikke en billig brandert!” griner de to kandidatstuderende. ”Studenterbaren har et af Danmarks største udvalg af specialøl, også aflåste skabe med øl, der koster flere hundrede kroner. Det er umuligt at nå gennem menukortet [over øl, red.], inden de skifter det ud. Vi har forsøgt. Det billigste, vi kender til uden for campus er Kurts Mor – men der vil vi ikke anbefale, at man tager hen. Af fredagsbarer kan vi anbefale medicinernes, der er altid mange mennesker og gang i den. Hvis man vil have en sjov oplevelse, skal man tage til Børsbar på BSS. Her bliver øllene solgt efter udbud og efterspørgsel. Hvis der i et stykke tid ikke er blevet købt øl, falder de pludselig til 5 kr. stykket. Så står der hundrede mennesker i kø, og så stiger priserne til 40 kr.”

Det bedste sted til fordybelse og eksamenslæsning er:

”Statsbibliotekets gamle læsesal, der er noget hyggeligt over den, og folk derinde er gode til at være stille. Det er ikke kun studerende, men også pensionister, der skal læse Søndagsavisen, der bruger den, og det er lidt hyggeligt. I eksamensperioden skal man være der kl. 8 for at få en plads. Der er også kommet massagestole og bordtennis i den nye lounge nedenunder, hvis man trænger til en pause.”

LÆS OGSÅ: Campusguide - Emdrup: Lurvede værtshuse, studenterdrevne køkkener og instant kaffe

Det må du ikke gå glip af:

”Kapsejladsen! Det er det eneste ultimatum, der er.”

Dit studieliv bliver ikke komplet uden:

”Cykel, cykelhjelm og termokande. Selvfølgelig med kaffe i.”

Når studielivet kradser, er der hjælp at hente her:

”I læsegruppen og fra de andre medstuderende. Man skal heller ikke undervurdere studievejledningen.”

Et sidste godt råd:

”Nyd det! – og nyd de lange sommerferier”