DEBAT: ”Det gør ondt at se sit universitet prioritere på en måde, der får mig til aktivt at undersøge muligheden for at skifte til KU”

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning. 

I Omnibus kunne man 17. december læse artiklen Aarhus Universitet forventer stort overskud for tredje år i træk. På papiret er det en succeshistorie. Men som en sproglig studerende på Arts føles virkeligheden meget anderledes. 

Aarhus Universitet forventer stort overskud for tredje år i træk

Jeg ved godt, at AU’s samlede økonomi ikke er det samme som økonomien på det enkelte fakultet. Arts er presset af blandt andet vigende optag, faldende STÅ-indtægter m.m., og den virkelighed forstår jeg. Alligevel er det svært ikke at undre sig, når universitetet taler om overskud og strategiske satsninger, mens mit studie år for år føles mere skrabet: færre undervisningstimer, færre faste undervisere og færre ressourcer til det, der er kernen i et sprogfag – kontinuerlig, kvalificeret undervisning med progression, feedback og nærvær.

Sprogfag behandles som et bilag

Samtidig oplever jeg et stærkt fokus på IT, AI og økonomi. Teknologiske kompetencer er vigtige, men AI kan ikke stå alene. AI er netop værdifuldt, fordi mennesker med sproglige, kulturelle og analytiske kompetencer udvikler, kritiserer og former teknologien, og fordi den skal bruges i en verden, der kræver forståelse af sprog, kontekst og kultur. Derfor gør det ondt, når sprogfag i stigende grad behandles som et bilag i stedet for som en værdig del af universitetets kerneopgave.

Det ses også i de konkrete prioriteringer på sprogområdet. Studier med fokus på ikke-europæiske sprog og kulturer er blevet markant svækket: Indien- og Sydasienstudier samt Brasilianske studier er lukket for fremtidigt optag. På mit eget studie, Japanstudier, mærker vi konsekvenserne i undervisningen. Tidligere årgange havde gæsteundervisere, der kunne supplere japanskundervisningen, men de er nu afskaffet. I stedet er der indført en ordning, hvor en ældre studerende fungerer som instruktor og underviser to-tre forskellige årgange på én gang i samme lokale. Trods instruktorens passion og drive fungerer dette dårligt, fordi vi er vidt forskellige steder i sprogtilegnelsen. Når undervisning “samles”, ender det i praksis med at blive for lidt – og fagligt inkompatibel undervisning for alle.

På vej mod udfasning

Jeg er også klar over, at der fra politisk side er et midlertidigt millionløft på vej til sprogfagene, og det er positivt. Men for os på de mindre studier skaber det ikke meget tryghed, når vi samtidig ser os selv bevæge os mod udfasning og en ny samlet linje under “Globale Områdestudier”, hvor det er uklart, hvad der sker med sprogene. Vi mærker  ikke effekten endnu, men erosionsfølelsen er allerede til stede. Når ressourcer fjernes først, og forbedringer kun måske kommer senere, er det de nuværende studerende, der betaler prisen: i form af færre undervisningstimer, mindre faglig støtte og i sidste ende færre kvalifikationer end både tidligere og kommende årgange.

Sprogfag får midlertidigt millionløft igen – ”Vi står et meget bedre sted nu, end vi gjorde sidste år,” siger Arts-dekan

Undersøger muligheder på KU

Det påvirker både motivationen og følelsen af tilhørsforhold. Det gør ondt at se sit universitet prioritere på en måde, der får mig til aktivt at undersøge muligheden for at skifte til Københavns Universitet. Det handler ikke om en forestilling om, at KU er fri for de samme strukturelle udfordringer, som præger hele sektoren. Men Asienstudier (Japanstudier) på KU udbydes fortsat som en samlet uddannelse med en kandidat, der giver mulighed for at fastholde og videreudvikle sine sproglige kompetencer i højere grad end den nuværende fælles kandidat under Globale Områdestudier på AU. Hvilket er en faglig kontinuitet, jeg i stigende grad savner på AU. 

Når man taler om økonomisk ansvarlighed og fremtidens universitet, bør man også tale om, hvilken viden man er villig til at miste. Sprog, kulturforståelse og kritisk humanistisk viden forsvinder ikke fra samfundets behov, bare fordi de ikke passer ind i et regneark. 

For mig føles AU’s overskud ikke som et overskud, men mere som et underskud på prioritering og omsorg for Arts og humaniora.