Jeg har altid været stolt af at arbejde på DPU, fordi DPU’s kandidatuddannelser har bidraget til at bryde den sociale arv for mennesker – fortrinsvis kvinder, der udgør langt hovedparten af instituttets studerende – for hvem et akademisk studium ikke stod i horisonten, da de første gang skulle vælge uddannelse. Denne stolthed har imidlertid fået nogle alvorlige knæk undervejs i mine 22 år på DPU. Jeg skal her nøjes med at nævne de mest afgørende.

Alvorlige knæk i stoltheden

Første gang var ved afskaffelsen af suppleringsuddannelserne i 2013. Disse uddannelser bidrog ellers til at udligne forudsætningerne for kandidatuddannelse mellem universitetsbachelorer og studerende med mellemlang videregående uddannelse. Det er ikke min erfaring, at der er sket noget markant akademisk løft med de såkaldte professionsbacheloruddannelser. Akademisering kræver dannelse i en akademisk institution. 

Anden gang var ved indførelsen af fremdriftsreformen i 2014, der stiller samme krav til gennemførelsestid for en akademisk bachelor og en professionsbachelor. Den udligning, der kunne ske, ved at en studerende indhenter manglende forudsætninger gennem en lidt længere studietid, blev hermed annulleret. 

Politiske chikaner for social mobilitet og ligestilling

Ansvaret for disse to chikaner for social mobilitet og ligestilling ligger selvsagt hos det politiske flertal. Men universitetetledelsens bestandige økonomisk motiverede påtale af et længere tidsforbrug ved specialer på DPU og tilhørende pression for at ekspedere de studerende hurtigst muligt igennem vidner om manglende vilje til at tolerere virkningerne af DPU-studerendes særlige uddannelsesvej – for ikke at tale om manglende anerkendelse af deres vilje til uddannelsesmæssig mobilitet. 

Tredje gang er nu, 2022, hvor DPU's særlige status som primært ’overbygningsinstitut’ – instituttet udbyder primært kandidatuddannelser og kun 1 bacheloruddannelse – betyder, at besparelserne i kølvandet på det politiske flertals beslutning om udflytning af studiepladser rammer med dobbelt kraft, fordi de skal effektueres på kortere tid hos os end på de øvrige dele af AU. Det indebærer, at 22 af instituttets 157 fastansatte medarbejdere akut skal afskediges eller fratræde frivilligt.

DPU skal spare 15 millioner kroner – 22 stillinger skal skæres væk

Hastværk i sparerunde er ikke politisk dikteret

Dette kissejav er imidlertid ikke nogen politisk dikteret nødvendighed, men en AU-beslutning. Jeg tør ikke tænke på de indskrænkninger i undervisning og vejledning og faglig bredde og mangfoldighed, der vil følge af denne reduktion allerede i næste semester, endsige stressniveauet hos de resterende medarbejdere.

AU har her ikke noget at være stolt af, men skulle skamme sig over sin manglende vilje til at respektere og understøtte den indsats for social mobilitet inden for videregående uddannelse, som DPU er en del af. Ikke kun ved at uddanne vores aktuelle studerende med professionsbaggrund, men ved at give dem forskningsbaseret viden og forståelse for de pædagogiske og uddannelsesmæssige betingelser for social mobilitet. Det er ligesom det, vi er her for: bedre uddannelse til flere – også for fremtiden. 

Lukning af administrationscenter føjer spot til skade

For at føje spot til skade flytter Administrationscenter Arts nu også alle studieadministrative medarbejdere til Aarhus, inklusive den lokale studievejledning. Hermed har DPU-studerende i København ikke længere et sted at henvende sig og tale med et menneske face-to-face om deres særlige problemer og muligheder. Der er heller ikke her tale om nogen politisk – og næppe heller økonomisk – dikteret nødvendighed, men derimod for mig at se en diskriminerende handling over for den store gruppe studerende i København, at de ikke skal have samme muligheder for personlig fysisk betjening som de studerende i Aarhus.

Studieadministrationen på AU's campus i Emdrup lukker – 12 stillinger flytter til Aarhus

Det er også de facto en usaglig og diskriminerende fyringsrunde rettet specifikt mod mangeårige DPU-medarbejdere, der selvsagt ikke kan forventes at flytte sig selv og deres familier til Aarhus for at udføre det arbejde, der af gode grunde hidtil har været udført på Campus Emdrup. Det er ikke kønt.

Hvor er forståelsen for DPU's bidrag til samfundet?

Men det er altså heller ikke kønt, at DPU skal diskrimineres på grund af sin organisering omkring kandidatuddannelser til professionsbachelorer og akut gennemføre en fyringsrunde, der får uoverskuelige konsekvenser for studerende og ansatte. Der er imidlertid også et samfundsperspektiv. Den økonomiske ulighed i Danmark er voksende, og den sociale mobilitet i videregående uddannelse har længe været stagneret. I det lys er det sørgeligt at måtte konstatere, at AU ikke er stolt af at yde det særegne og ikke uvæsentlige bidrag til social mobilitet og ligestilling i samfundet, som DPU står for med sin uddannelsesmæssige opgave og faglige profil, men faktisk direkte modarbejder det. Det ville være klædeligt at udvise større forståelse for DPU's særlige kandidatorienterede profil og som minimum tilbyde DPU samme tidsmæssige muligheder for økonomiske justeringer som andre institutter. Men en lidt større solidaritet med DPU's rolle i et større samfundsmæssigt perspektiv ville heller ikke være af vejen.

Korrekturlæst af Charlotte Boel