DEBAT: Når alle protesterer med én stemme, bør man lytte
Det er usædvanligt, at så mange parter på alle niveauer i organisationen reagerer så hurtigt og med så enslydende kritik, som det er tilfældet i protesten mod fakultetsledelsens beslutning om at nedlægge ph.d.-adminsitrationen på Arts som selvstændig enhed. Af den grund bør ledelsen lytte, skriver lektor i historie Charlotte Appel.
Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Den fælles og velfungerende ph.d.-administration på Arts vil blive nedlagt i sin nuværende form, hvis dekan Maja Horst vælger at følge alle anbefalinger i en ny rapport med planer for en administrativ reform på Arts. Rapporten handler om at sikre bedre forskningsunderstøttelse. Et fint mål. Men hvorfor smadre den ph.d.-administration, som alle berørte parter mener fungerer exceptionelt godt?
Medarbejdere protesterer mod påtænkt ledelsesbeslutning på Arts
Reformforslag fører ofte til protester. Der er altid nogle, der bliver ramt og hellere vil have tingene, som de plejer. Men nogle protester er velbegrundede. Her kommer tre gode grunde til i dette tilfælde at lytte, gå i dialog, og ikke ødelægge Arts-fakultetets ph.d.-administration:
1. Alle råber op – og siger det samme
Det er usædvanligt, at alle involverede parter på alle niveauer i organisationen reagerer hurtigt og skarpt, med mange og samstemmende argumenter (se indlæg i Omnibus): De ph.d.-studerende (repræsentanter i fakultetets ph.d.-udvalg og over 140 ph.d.-studerende, der har underskrevet protestbrev), menige vejledere (en gruppe på 42 alene fra DPU), VIP-repræsentanterne i ph.d.-udvalget (fra alle tre institutter), og de otte ph.d.-programledere. Alle taler som med én stemme. I mine snart 40 år med universitetspolitik kan jeg ikke mindes at have hørt en så klar og enslydende melding fra så mange!
2. Ph.d.-studerende ER en særlig gruppe
De ph.d.-studerende er en stor og vigtig gruppe på Arts (pt. er over 250 indskrevne), spændt ud mellem uddannelse og forskning og en rolle som både studerende og juniorforskere. Trivselsundersøgelser viser, at de er særligt udfordrede. Alle er enige om, at den nuværende ph.d.-administration formår at støtte og guide maksimalt godt, på tværs af komplicerede regelsæt.
Argumentationen om at ”stille medarbejdere lige” (dekanens svar her i Omnibus), holder simpelthen ikke. Også adjunkter og postdocer har udfordringer, ja, men slet ikke af samme type (og antallet af adjunkter er forsvindende lille). Til en stor og særlig gruppe som de ph.d.-studerende er der brug for en målrettet støtte.
3. En rapport er vel bare et input?
Rapporten, der lægges til grund, er bestilt af dekanen for at styrke forskningsunderstøttelsen. Men der stod, så vidt vides, intet i opdraget om, at der var problemer med ph.d.-administrationen (hvilket der jo heller ikke er). Ideen om at nedbryde lige denne enhed, synes at være fostret ved et skrivebord – givetvis uden onde intentioner, men med ekstremt uheldige konsekvenser.
Dekanen forsvarer hastværk, manglende høring af ph.d.-skolen og af den internationale evaluering, der vil komme til efteråret, med, at man må "tage hensyn til, at de administrative medarbejdere har arbejdet med dette i over et halvt år”. Mon hun primært tænker på administrationschefen og den chefkonsulent, der har udarbejdet rapporten (for der er vist ingen andre, der har arbejdet på sagen så længe)? Det er altid pænt at kvittere for udført arbejde, men der må også være hensyn at tage til de syv dygtige medarbejdere ved ph.d.-administrationen, til alle de mange VIP’er, der dagligt har med ph.d.-området at gøre, og sidst, men ikke mindst, til de over 250 ph.d.-studerende. Hvordan kan man tale om ”en ren administrativ reorganisering”, når hele strukturen for, hvem ledelse, VIP'er og ph.d.-ansatte fremover skal interagere med, bliver opsplittet, og man ikke længere har viden og erfaring samlet. – Den administrative rapport er på 27 sider, hvoraf to (s. 12-13) handler om lukning af ph.d.-administrationen. Det er heldigvis normalt, at man som modtager af en administrativ rapport selv kan udvælge forslag, man gerne vil følge, og omvendt fravælge forslag, der er uhensigtsmæssige.
Det er mit håb, at vores dekan vil gribe muligheden for at leve op til sine principper om at lytte og inddrage sine medarbejdere. I denne sag, hvor alle taler med én stemme, må det faktisk være relativt let at høre, hvad der bliver sagt – og vise, at man er en leder, der både tør lytte og handle derefter.
Charlotte Appel er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund og er VIP-repræsentant i fakultetets ph.d.-udvalg (2021-). Hun har desuden tidligere været ph.d.-programleder (2018-21).