Omnibus prik

Fakultetsledelse udskyder beslutning efter skarp kritik

Beslutningen om at nedlægge ph.d.-administrationen på Arts som selvstændig enhed er udsat til november. Der er brug for mere inddragelse, konstaterer fakultetsledelsen.

Dekan Maja Horst, og den øvrige fakultetsledelse på Arts, har taget konsekvensen af den skarpe kritik, der rejste sig med udsigten til en omstrukturering i administrationscentret, som blandt andet betyder, at ph.d.-administrationen skal lukke som særskilt enhed. Nu skal en forlænget proces sikre mere inddragelse. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Sagen kort

Fakultetsledelsen på Arts ønsker en omorganisering af Administrationscenter Arts (ACA) og dekansekretariatet. Baggrunden er, at ”balancen mellem uddannelse og forskning forskyder sig i disse år, og at dette giver anledning til at tilpasse ACA’s administration.” 

Uddannelse kommer til at fylde mindre og forskning mere, og det skal afspejles i administrationen, mener ledelsen. Derfor vil ledelsen blandt andet etablere den nye enhed Arts Forskning, omvendt vil man nedlægge Ph.d.-administrationen på Arts som selvstændig enhed og overføre opgaver og medarbejdere til den nye enhed Arts Forskning og til Arts HR. 

Beslutningen har været til høring i Fakultetets Samarbejdsudvalg (FSU) og det lokale samarbejdsudvalg (LSU) i Administrationscenter Arts (ACA) med høringsfrist 13. marts. Men hverken Ph.d.-udvalget på Arts eller de otte ph.d.-programledere har været omfattet af høringen. 

Det har de protesteret over. Det samme har over 140 ph.d.-studerende.

Fakultetsledelsen på Arts har truffet sin endelige beslutning om fremtidens organisering af Administrationscenter Arts (ACA). Beslutningen blev taget torsdag, og efter drøftelser i samarbejdsudvalgene på fakultetsniveau og i ACA, blev beslutningen fredag meldt ud til medarbejderne i en mail. 

”Som I vil se, er beslutningen blevet delt op i to trin pga. høringssvarenes bekymringer om konsekvenserne for ph.d.-skolen/ph.d.-administrationen,” skriver administrationschef Ulla Gjørling til medarbejderne.

En del af den nye organisering af Administrationscenter Arts har været at nedlægge ph.d.-administrationen som selvstændig enhed. Det resulterede i skarp kritik fra både ph.d.-studerende, ph.d.-udvalg, ph.d.-vejledere og ph.d.-programledere.

Medarbejdere protesterer mod påtænkt ledelsesbeslutning på Arts

Ledelsen har reageret

”På grund af de mange og bekymrede høringssvar har vi vendt lidt rundt på rækkefølgen. Det kræver naturligvis en proces at finde ud af, hvem der skal lave hvad i administrationscentret. Vores plan var at lave organisationsændringen først og så tale om opgaver bagefter. Nu gør vi det den anden vej rundt, så vi taler opgaver først og organisation bagefter. Det har været nødvendigt, at vi begynder med at tale opgaver på grund af den uro, der har været,” siger Arts-dekan Maja Horst.

I stedet for en samlet beslutning om fremtiden for Administrationscenter Arts er beslutningen delt i to. En del af omorganiseringen implementeres umiddelbart. Det betyder blandt andet, at Arts IT-Support gøres til et selvstændigt område og omdøbes til Arts IT.

Afventer evaluering af ph.d.-skole

Men fakultetsledelsen har også konstateret, at der er behov for yderligere inddragelse, ”før snitflader, opgavefordeling og -prioritering fastlægges i forbindelse med oprettelsen af Arts Forskning og forandringen af Arts HR,” skriver ledelsen i det reaktionspapir, der følger den delte beslutning.

Og så erkender ledelsen pointen i flere høringssvar om, at det er uhensigtsmæssigt at ændre ph.d.-skolens administration på et tidspunkt, hvor ph.d.-skolen evalueres.

Resultatet er, at den endelige beslutning om at lukke ph.d.-administrationen som selvstændig enhed udskydes til november. Dermed afventes den igangværende evaluering af ph.d.-skolen som nu bliver en del af processen sammen med inddragelse af de berørte medarbejdere.

Udvalgsformand er tilfreds

Professor Anders-Christian Jacobsen er formand for Ph.d.-udvalget ved Arts. Han glæder sig over, at fakultetsledelsen nu finder en vej, som ligner den, udvalget har efterspurgt.

”Jeg tænker, at processen nu ligner den, vi har efterlyst hele tiden. Det er vigtigt, at man afventer evalueringen af ph.d.-skolen, så der er klarhed over, hvilke opgaver der skal løses, inden man laver organisationen om. Nu bliver det så spændende, hvor mange, der reelt bliver inddraget i den proces, ledelsen lægger op til,” siger Anders-Christian Jacobsen.

Ph.d.- studerende er stadig kritisk

Dina Winther, der er ph.d.-studerende ved Afdeling for Religionsvidenskab og medlem af ph.d.-udvalget, er lidt mindre optimistisk.

”Jeg er ærgerlig over, at jeg skal have nyheden fra Omnibus. Hvis man gerne vil lytte til og inddrage vores bekymringer, synes jeg, det er mærkeligt, at ledelsen fortsætter med en mangelfuld kommunikation,” siger Dina Winther med henvisning til at ledelsen ikke har skrevet til de ph.d.-studerende og oplyst om beslutningen om at udskyde dele af beslutning.

Som ph.d.-studerende mener Dina Winther stadig ikke, at ledelsen har svaret på bekymringerne.

”Jeg mener stadig, at ledelsen mangler at svare på de bekymringer, vi som studerende har. Vi har forsøgt at få ledelse i tale, og vi er blevet talt rigtig meget om. Men ledelsen anerkender efter min opfattelse stadig ikke de centrale punkter i vores kritik og mangler stadig at svare på dem,” siger hun.

Set i bakspejlet ville dekan Maja Horst selvfølgelig helst have været uroen og kritikken foruden.

”Jeg tager med mig, at vi ikke er lykkedes med at forklare formålet med den her organisationsændring. Det sker for at efterkomme ønsker fra forskningsmiljøerne om bedre forskningsstøtte og for at stille alle lige HR-mæssigt. Det ville jeg ønsker, at vi som fakultetsledelse havde været bedre til forklare,” erkender Maja Horst.