DEBAT: Vi har glemt den magt, vi besidder som studerende

AU-valget har en bekymrende lav stemmeprocent, og dette har været tilfældet i mindst 15 år. En populært citeret begrundelse for dette lader til at være, at man ikke ved, hvilken forskel ens stemme gør. Så de opstillede kæmper bravt for at orientere os om valgets betydning: Vi stemmer om, hvilke studerende der skal repræsentere vores interesser i spørgsmål, der spænder så vidt som fra bestyrelsens beslutninger om universitetets fremtid til undervisningsplanerne på de enkelte uddannelser.

Jeg er taknemmelig for at have medstuderende, der arbejder for at fremme de studerendes interesser inden for universitetets rammer. Jeg håber og tror, det gør en forskel, omend deres arbejde kan føles fjernt fra hverdagen som studerende, da man generelt ikke hører om det udover op til valget. 

Fra ledelsens side kunne man dog også gøre mere for, at de studerendes stemmer blev inkluderet i AU’s organisering, hvis der var et reelt ønske om det. Man kunne f.eks. give ECTS-point til studerende i studenterpolitiske udvalg, fremfor at det er på frivillig basis.

Desillusion ved AU's demokrati

Men desillusion ved AU’s demokrati er måske også en grund til, at så mange ikke stemmer til AU-valget. Som studerende oplever man ikke, at man faktisk bliver inddraget i ledelsen af universitetet, fordi det i virkeligheden ledes af andre interesser. Selvom vi stemmer to studenterrepræsentanter ind i  AU’s bestyrelse, er det for længe siden blevet besluttet fra regeringens side, at halvdelen af bestyrelsen skal bestå af eksterne medlemmer. Disse medlemmer kommer både fra den private, den offentlige og den kulturelle sektor, men repræsenterer alle arbejdsmarkedets interesser. 

Derfor siger den lave stemmeprocent måske mere om AU’s såkaldte demokratiske organer end om de studerendes politiske engagement. Og opfordringen til at stemme til AU-valget bliver en opfordring til, at studerende skal spille med på den farce, valget er, så illusionen om et studenterdemokrati opretholdes. 

Føles håbløst at kæmpe imod

Det kan derfor også føles håbløst at kæmpe imod, når eksterne interesser får lov til at dominere. Men som studerende er vi ikke nødt til passivt at tage imod alt, hvad regeringen eller universitetets ledelse kaster i vores retning. Mange af os er utilfredse, f.eks. med den nye reform af kandidatuddannelserne, og over at få frataget det sjette års SU. Jeg kender mange, der er påvirkede af de nye SU-regler, og stort set ingen – udover Konservative Studenter – som synes, de er fornuftige eller retfærdige.

Snakken går livligt om det i fredagsbaren, hvorefter vi drukner vores sorger, for jeg tror, at mange af os har svært ved at se andre muligheder end det for at få afløb for frustrationerne. Hvad kan vi egentlig gøre?

I ASAU (Anarkistiske Studerende på Aarhus Universitet) er det intentionelt, at vi går uden om de af systemet givne 'demokratiske' organer og derfor f.eks. ikke stiller op til universitetsvalget. Vi mener, der er andre metoder til at få politisk indflydelse og gøre sig hørt. Vi har f.eks. samarbejdet med SATUR (Students Against The University Reforms) om at demonstrere imod kandidatreformen. Den 'udenomsparlamentariske’ kamp mod erhvervslivets interesser på universitetet er slet ikke ny. For ti år siden blokerede en gruppe studerende rektoratet i seks dage af samme årsag. Studerende mod Besættelsen på KU har for nylig benyttet samme strategi i kampen for en akademisk boykot af Israel.

Politisk træghed

Generelt oplever jeg dog en politisk træghed blandt os studerende, også i mig selv. Selv når vi præsenteres for alle disse midler til at kæmpe imod, kan det føles som en orker at gøre det. Hvad skyldes det mon?

Der er masser af frivilligt engagement på AU: fredagsbarer, fest- og fagudvalg, filmklubber og lignende foreninger af enhver afskygning. Det er tydeligvis ikke dovenskab, der er problemet. Jeg tror tværtimod, at vi er blevet fanget i følelsen af, at kampen er tabt på forhånd. Der er blevet demonstreret, blokeret og strejket i årevis, og alligevel er den ene reform efter den anden blevet gennemført uden hensyn til eller inddragelse af de studerendes perspektiv.

Vores magt som studerende

Men kampen er med garanti tabt på forhånd, så længe vi ikke tager den op i første omgang. Vores resignation i mødet med regeringens og universitetets elendige tiltag er præcis, hvad de ønsker, så maskineriet fortsat kan smadre derudaf uden et bump på vejen. Vi har glemt den magt, vi besidder som studerende. Magten til at lave ballade og spænde ben for deres planer, når vi er uenige. Så vær med til at styrke AU’s studenterdemokrati ved at gøre din stemme hørt! Tag de studenterpolitiske emner op i jeres vinterbadeklub eller til vinsmagning, og brainstorm de kreative bud på, hvad lige præcis jeres fællesskab kan gøre. Mærk, at du kan gøre en forskel ved at gribe til handling, om det er stort eller småt.

Korrekturlæst af Charlotte Boel