Det har krævet en aktiv indsats at blive frustrationen kvit

Det har taget lektor Annette Skovsted Hansen mange år at gøre op med følelsen af at være utilstrækkelig som videnskabelig skribent. Men erfaringen og respekt omkring skriveprocessen har gjort det lettere.

Skriveri er en kamp. Sådan oplever mange grønne akademikere ifølge Helen Sword skriveprocessen.

En af dem, der kan nikke genkendende til den oplevelse, er Annette Skovsted Hansen, lektor i Japans historie og global historie.

»Mit ph.d.-forløb var svært. Det tog lang tid for mig at blive færdig med mine ting, og jeg syntes ikke selv, at kvaliteten af mine produkter var god nok.«

På trods af frustrationerne afleverede Annette Skovsted Hansen sin ph.d.-afhandling til tiden og har løbende publiceret siden, men følelsen af, at det at skrive akademisk er drænende og frustrerende, har siddet i hende i mange år.

»Følelsen har fulgt mig indtil for ganske nyligt, selvom det er 13 år siden, jeg blev færdig med min ph.d.«

Det handler om respekt

Erfaringen, der kommer med årene, har dog fået skriveriet til at flyde mere sikkert, og gennem det seneste års tid har Annette Skovsted Hansen arbejdet aktivt med sine skrivevaner og kan nu ligefrem nyde at skrive.

»Jeg har opbygget rutiner omkring det at skrive og afsætter tid til det. For at få inspiration læser jeg artikler, som jeg synes er velskrevne. I perioder, hvor jeg underviser meget, reserverer jeg tid i min kalender til at sidde på mit kontor og skrive. Det fungerer. For mig handler det om respekt. Om at respektere min skrivetid og at få andre til også at respektere den,« fortæller hun og tilføjer:

»Bare inden for det sidste år har jeg færdiggjort og udsendt fire artikler, hvoraf den ene allerede er optaget i et velrenommeret internationalt tidsskrift.«