Efter snart 40 år på AU er det mødet med mennesker, der står stærkest

Hvis du har spadseret gennem tunnelen, der kan føre dig tørskoet under Nordre Ringgade fra AU’s Aula og til rektoratet og Studenternes Hus, har du måske undret dig over, hvad der gemmer sig bag døren lige midt i tunnelen. Et glemt beskyttelsesrum fra den kolde krig? En hemmelig loge? En eksklusiv gourmetrestaurant kun for de gæster, der kender kodeordet?

Claus Pedersen kan give dig svaret. Som betjent – eller rettere ejendomsservicetekniker – ved Aarhus BSS bygningsdrift bærer han det helt store nøgleknippe til AU i sit bælte. Ikke alene kan han bogstaveligt talt åbne alle døre i bygningerne i det nordøstlige hjørne af Universitetsparken, som hører under Aarhus BSS, han kender de fleste rum, kringelkroge og smutveje – også dem, man må tage krybende fra den ene bygning til den anden. Og han kender dem ikke blot fra en arkitekttegning, han har været der.

Claus Pedersen kan i år fejre 40-års jubilæum som ansat ved staten, og næste forår når han lige netop at runde 40 år på Aarhus Universitet, inden han afleverer nøglerne og går på pension.

Og han mærker, at han har erfaringen på sin side:

”Der er efterhånden flere, der siger: Det må du da vide, du har været her i snart 40 år.”

Ind til storbyen

Da den unge Pedersen i april 1986 mødte ind på universitet for første gang, var Reagan præsident i USA, Schlüter var statsminister herhjemme og Europa var delt af jerntæppet.

Pedersen havde afsluttet handelsskolen i Silkeborg, hvor han stammer fra, været i militærtjeneste og arbejdet som arbejdsmand i statsskovene omkring Slåen Sø. Men så skulle der ske noget nyt, så han fik job som portør på det daværende Sankt Josephs Hospital i Aarhus. Og det var gode tider – og gode fester.

”Det var et godt sted, jeg ser stadig nogle af de gamle ”fysser” fra hospitalet, vi har en madklub den dag i dag, hvor vi skiftes til at lave tre retter til hinanden,” fortæller han.

Da hospitalet i midten af firserne lukkede, fik Claus Pedersen i stedet job på Amtssygehuset, inden hans kones onkel anbefalede ham at søge job på AU.

”Arbejdstiderne var bedre end på hospitalet, der var færre nattevagter, så jeg var til samtale hos vagtmester Torben Poulsen på biologi og fik jobbet,” fortæller han.

De første ti år på AU gik Claus Pedersen vagt på biologi og medicinsk biokemi i den sydlige del af parken. Vagtmestrene boede på campus – og alle, der beskæftigede sig med bygningsdriften, kendte hinanden på tværs af ansvarsområder. Sådan er det ikke længere, fortæller han.

Claus Pedersen har i sine mange år på AU set universitetet vokse sig større. Han har set Herbariet og Steno Museet blive bygget. Institutter er rokeret rundt. Gipsvægge er blevet sat op. Og brækket ned igen.

”Når vi gik vagt, skulle vi ind i alle rum og tjekke, om alle vinduer var lukket og låse alle døre manuelt og tjekke hele bygningen. Vi havde ingen computere, og ingen elektroniske låsesystemer, som i dag,” fortæller han.

En dag kom der en ny vagtmester på biologi, som ifølge Claus Pedersen ”ikke ville drikke kaffe med dem, han skulle skælde ud på.”

Den indstilling brød Claus Pedersen sig ikke om, så han søgte videre og kom i stedet til bygningsdriften i den nordlige del af parken, der dengang husede jura, teologi og økonomi, som i dag hører under Aarhus BSS. Her har han været siden.

Blandt mennesker

Du har været snart 40 år på AU, kan man ud fra det konkludere, at helt skidt har det ikke været?

”Der er selvfølgelig dage, der er trælse, men jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde. Aldrig nogensinde,” svarer Claus Pedersen.  

”Jeg kan godt lide uforudsigeligheden. Vi ved aldrig, hvad vi møder ind til. Det kan godt være, at vi har planlagt at flytte et kontor eller lignende, men så sker der noget uforudset, det er et meget afvekslende arbejde, hvor jeg også møder mange mennesker hver dag.”

Når man spørger Claus Pedersen, hvilke hændelser, der stikker ud i hans snart 40 år på universitetet, kunne han have nævnt evakueringen i oktober sidste år som følge af fejl i et UV-anlæg, der førte til, at flere studerende fik svejseøjne. Oversvømmelsen af flere AU-bygninger i oktober 2023. Eller coronanedlukninger. Royale besøg. Årsfester. Kapsejladser. Men Claus Pedersen nævner i stedet mennesker, han har mødt gennem årene på AU’s gange. Og han nævner mange. Flere, end vi kan nævne her. Men særligt virker det til, at de mere skæve typer har en plads. Dem, han har mødt på sine aftenvagter, når alle andre var gået hjem.

”Der er Hans Hansen, der altid gik i armytøj og læste præcis 200 dage om året. Jura og økonomi. Han kom meget på Statsbiblioteket og havde et skilt, hvor der stod: Vil ikke forstyrres, læser til eksamen,” husker han.

”Eller DapDap, som vi kaldte ham, som læste teologi. Han sad om natten på sin faste læseplads med stearinlys. Han kommer stadig på biblioteket, og jeg mødte ham for et par måneder siden.”

”Jeg kommer!”

Som betjent i bygningsdriften er det Claus Pedersen og hans kolleger, der kommer springende, hvis en kælder pludselig står under vand, når der skal skiftes lysstofrør i et undervisningslokale, flaget skal hejses, eller når Aulaen eller Vandrehallen skal gøres klar til en stor begivenhed. Claus Pedersen har sågar prøvet at blive udpeget som særlig vagt for Natos tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i det tilfælde, at generalsekretæren skulle få brug for at gå på toilettet. Den service blev der dog ikke brug for, griner han.

Telefonen ringer og snurrer jævnligt, og Claus Pedersen svarer beredvilligt:

”Jeg kommer!”

Det giver en del skridt på tælleren dagligt – faktisk op mod 15.000-20.000 skridt om dagen.

”Så jeg behøver ikke gå i fitness, selv om mine to børn laver sjov med, at jeg har drukket kaffe og spist trøfler på AU i snart 40 år,” griner han.

Kroppen er stadig med ham. Men trods det finder han det passende at gå på pension næste forår. For ingen kender jo udløbsdatoen:

”Og de skal dæleme have lov til at betale pension, 41 år i staten må være nok.”

Med det sagt, aner man også, at det bliver en tilvænning ikke at skulle op og på arbejde hver dag.

”Jeg er spændt på, hvordan det bliver. Først var det min plan at gå på pension 1. januar næste år, men så kom jeg i tanke om, at jeg gerne vil have de 40 år på AU med, og jeg tror også, det er bedre at gå på pension om foråret end midt om vinteren,” siger han.

Derudover har han ikke lagt store planer. Jo, de fem børnebørn i alderen 1,5 til 6 år skal han se endnu mere til. Og sommerhuset i Fjellerup vil han også bruge mere.

”Og så kunne det da være sjovt at tage på afbudsrejse. Den spontanitet har der jo ikke været plads til, når man arbejder på en vagtplan.”

Nå ja, tilbage til døren i tunnelen. Claus Pedersen låser døren op.

”Forbered dig på at blive skuffet,” griner han og låser op til et pumperum på halvanden kvadratmeter.