AU-konference om Thailands flora får royalt besøg
I næste uge er Aarhus Universitet vært for en konference om Thailands flora, som får prominent besøg af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Maha Chakri Sirindhorn af Thailand. Flere AU-botanikere har været dybt involveret i at kortlægge Thailands flora, og projektet, der har stået på siden midten af 1960’erne, nærmer sig nu sin afslutning.
Aarhus Universitet er i næste uge vært for en konference om Thailands flora. Siden midten af 1960’erne har botanikere fra Aarhus Universitet nemlig været dybt involveret i kortlægningen og beskrivelsen af Thailands planteliv i samarbejde med europæiske og thailandske botanikere. Konferencen afholdes hvert andet år – på skift i Thailand og på et af de tilknyttede europæiske universiteter – og i år er turen altså kommet til AU.
Professor emeritus i botanik, Henrik Balslev, er faglig vært for konferencen ’19th Flora of Thailand Conference’ og tager imod i Aarhus Universitets herbarium på en dansk sommerdag, der er alt andet end tropisk. Herbariet huser intet mindre end 750.000 forskellige tørrede planter sirligt arrangeret og arkiveret på syrefrit papir.
Herbariet rummer 750.000 planter fra hele verden fordelt på tre etager – og nye kommer til hver uge
Iblandt er en samling bestående af 100.000 planter fra Thailand, som er en af de største af sin art uden for Thailand. Samlingen blev grundlagt af Aarhus Universitets første professor i botanik, Kai Larsen, og han er også årsagen til, at AU lægger hus til denne konference. For Kai Larsen var blandt initiativtagerne til projektet Flora of Thailand sammen med botanikere fra England, fortæller Henrik Balslev.
”Kai Larsen havde været på flere feltrejser i Thailand og spillede en central rolle for projektet, som tog sin begyndelse i 1965.”
”Faktisk var det på en af disse rejser, at Kai Larsen – som dengang var tilknyttet Danmarks Farmaceutiske Højskole – siddende på en tømmerflåde på floden Kwai skrev sin ansøgning til professoratet på AU, som han siden fik tildelt,” fortæller Henrik Balslev.
Henrik Balslev var som ung botaniker på AU ansat under Kai Larsen og var egentlig mest optaget af tropiske palmer, men havde angiveligt ikke rigtigt noget andet valg end at involvere sig i projektet. Da Kai Larsen døde i 2014, overtog Henrik Balslev Kai Larsens plads som AU’s repræsentant i projektet samt ansvaret for de 100.000 thailandske planter i herbariet. Dengang, knap 50 år efter sin begyndelse, var projektet halvt færdigt, fortæller Henrik Balslev.
”Der er mange planter, men ikke mange mennesker involveret.”
Han peger på hylden foran sig, der rummer talrige bind med beskrivelser af Thailands flora. Det seneste bind udkom sidste år og beskriver thailandsk ingefær. Det er planen, at det sidste afsluttende bind kan tilføjes i 2026. Indsamling, beskrivelse og bestemmelse af arter sker i et internationalt samarbejde, hvor flere af de involverede forskere har været på forskningsophold på AU.
Royal deltagelse
Henrik Balslev fortæller, at sommerens konference gæstes af 50 deltagere, primært forskere fra Thailand og Europa med tilknytning til projektet. Derudover deltager en særlig prominent gæst, nemlig Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Maha Chakri Sirindhorn af Thailand med følge. Hun kommer i egen interesse – og altså ikke som led i et statsbesøg.
Prinsesse Sirindhorn er søster til Kong Vajiralongkorn, Rama X af Thailand, og hun nøjes ikke med at overvære konferencen; hun åbner den sammen med rektor Brian Bech Nielsen og vil også holde et fagligt oplæg på konferencens første dag.
”Prinsessen har dedikeret sit liv til at støtte og promovere kultur, natur og videnskab i Thailand, og hun har deltaget i Flora of Thailand-konferencerne flere gange. Dette er hendes andet besøg på Aarhus Universitet. Hun er autodidakt botaniker og meget vidende – de af hendes oplæg, jeg har overværet, har været botanisk meget præcise,” fortæller Henrik Balslev.
Det thailandske kongehus er trods prinsesse Sirindhorns interesse ikke involveret i projektet. Carlsbergfondet har støttet projektet med en bevilling på 15 millioner kroner.
Flora – helt fundamentalt
Anders S. Barfod, lektor ved Institut for Biologi, har siden 1990 også været involveret i Flora of Thailand-projektet samt lignende projekter i Ecuador, Kina og Vestafrika. Han fortæller, hvorfor det er væsentligt at få kortlagt et lands flora.
”Det er helt fundamentalt. Vi har brug for at identificere og navngive planter for at afkode naturen og forstå de mange samspil mellem organismer, som understøtter økosystemet. For at sætte det lidt på spidsen kan man sige, at vores trang til at beskytte naturen bliver overgået af vores manglende viden om samme. Det gælder ikke mindst i troperne,” forklarer han og fortsætter:
”Der er flere steder i troperne det, vi kalder et Linnean shortfall – altså at et stort antal arter aldrig er beskrevet og som sådan er ukendte for videnskaben. Vi har brug for at dokumentere deres eksistens og geografiske udbredelse, og det gøres traditionelt i floraværker. En flora fungerer som et standard referenceværk for den botaniske udforskning, blandt andet fordi den rummer forskellige redskaber til artsbestemmelse,” siger Anders S. Barfod.
Herhjemme tog kong Christian IV som bekendt initiativet til at få afdækket Flora Danica – den danske flora. Og typisk har det netop været regenter og kolonimagter, der har taget initiativ til at kortdække et lands flora.
”Det har været væsentligt for at kende et lands naturressourcer,” fortæller Henrik Balslev.
Dette er med til at forklare, hvorfor Thailand først så sent kom i gang med at kortlægge landets flora:
”Netop Thailand har ikke været koloniseret, som det ellers gælder for mange af landene i regionen,” pointerer Henrik Balslev.
Konferencen finder sted fra mandag 15. juli og varer hele ugen. Aarhus Universitets herbarium er ikke åbent for offentligheden, men kan besøges efter forudgående aftale.
Korrekturlæst af Charlotte Boel