Omnibus prik

Forsker: ”Vi skræddersyr praktikanterne til det, vi har brug for”

Charlotte Rohde Knudsen er lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik og forsker i proteinstruktur og proteinsyntese. Hendes laboratorium har hidtil benyttet sig flittigt af praktikanter. Og selvom praktikanterne kræver en del oplæring, så profiterer forskningsmiljøerne af dem, mener hun.

”Vi skræddersyr praktikanterne til det, vi har brug for. Det er nogle helt andre arbejdsmetoder, der er brug for inden for forskning i forhold til industrien, der er præget af rutineopgaver. Derfor tror jeg, det kan blive svært at rekruttere kvalificerede laboranter fra det private.”

”Hidtil har vi haft en fremtidssikring i form af praktikanterne. Men det frygter jeg, at vi er ved at sætte over styr nu.”

Ifølge Charlotte Rohde Knudsen skal man ikke undervurdere, hvad det vil sige at have en kvalificeret laborant tilknyttet et forskningslaboratorium.

”Laboratorier med en god laborant er simpelthen mere velfungerende. Der er orden i tingene og styr på sikkerheden. Det sikrer et godt arbejdsmiljø og giver på sigt bedre forskningsresultater. Akademikere er ofte så fokuserede på at opnå ny viden, at de risikerer at nedprioritere egen og andres sikkerhed.”

Når AU er så afhængig af en medarbejdergruppe som laboranterne, mener Charlotte Rohde Knudsen også, at universitetet har en samfundsmæssig forpligtelse til at være med til at uddanne dem.


Elev eller praktikant – potato, potato?

Mens EUD-elever (kontorelever, gartnerelever og dyrepasserelever) på AU fortsat finansieres af en central pulje, besluttede universitetsledelsen sidste år, at laborantpraktikanter per 1. januar 2014 skal finansieres decentralt af institutterne. Begrundelsen var blandt andet, at laborantpraktikanterne ikke på samme måde som EUD-eleverne har behov for central opfølgning og heller ikke skal forbi flere forskellige afdelinger som led i deres praktik.