Omnibus prik

Forskningsmediet Vid&Sans lukker

Vid&Sans har ikke kunnet finde de fondsmidler, der skulle sikre mediets overlevelse, efter at en afgørende samarbejdspartner i december sidste år trak sig. Det tvinger det forskningsbaserede medie til at lukke 30. april. Vid&Sans' hjemmeside vil dog bestå med alle de publicerede artikler.

Det er halvandet år, siden mediet Vid&Sans gik i luften, men nu er det slut.

Vid&Sans har ikke kunnet finde finansiering, efter at en afgørende samarbejdspartner – et dansk medieselskab – i december trak sig, netop som mediets etableringsstøtte slap op. Det oplyser mediet i en pressemeddelelse.

Siden december har Vid&Sans, der udgives af Aarhus Universitetsforlag, forsøgt at skabe en alternativ forretningsmodel, som skulle sikre mediets overlevelse.

I marts oplyste Aarhus Universitetsforlag, at alle fastansatte medarbejdere var blevet fritstillet per 1. maj som konsekvens af den økonomiske situation. Men mediet håbede, det kunne finde en løsning inden, så opsigelserne kunne trækkes tilbage.

Forskningsmediet Vid&Sans er udfordret på økonomien og fyrer seks medarbejdere

Men de må nu erkende, at det ikke kan lykkes.

”Det krævede en intensiv fondsansøgningsproces, som vi godt vidste ville blive svær. Men vi troede alligevel på, at det kunne lade sig gøre. Vi er stolte af vores medie, og vi synes, vi har et unikt journalistisk produkt. Derfor var vi optimistiske. Men nu, fire måneder senere, er vi nødt til at sande, at det ikke er lykkedes”, udtaler ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Aarhus Universitetsforlag, Anne Engedal, i et nyhedsbrev fredag.

Ville gå væk fra abonnementssalg

Vid&Sans begyndte 1. oktober 2021 med 3,1 millioner kroner i støtte  fra Slots- og Kulturstyrelsen til etablering. Samtidig satsede mediet på at hente penge gennem abonnenter. Målet var at have mellem 5.000 og 6.000 abonnenter i 2023. Den samarbejdspartner, der trak sig sidste år, skulle for eksempel have hjulpet med at løfte mediets digitale salgs- og marketingstrategi.

I den nye forretningsmodel, der ikke lykkedes, forsøgte mediet derimod at gå væk fra abonnementssalget til fordel for finansiering gennem fondsmidler. Det fortalte forlagets nu tidligere administrerende direktør, Carsten Fenger-Grøndahl, i marts. Dengang vurderede han også, at en lukning af Vid&Sans var urealistisk.

Målet for Vid&Sans har været at skabe et alternativ til de traditionelle nyhedsmedier og kun bruge forskere som kilder. Forskerne har skullet bidrage med en nuanceret forståelse af emner og problemstillinger i en form, der strakte sig ud over de klassiske nyhedskriterier, og som skulle distancere sig fra det sensationsprægede og kortsigtede.

Chefredaktør: Alle har udvist stor kreativitet og holdånd

Ansvarshavende chefredaktør Anne Engedal takker i pressemeddelelsen de mange, der har bidraget gennem mediets levetid.

”Selvom vi nu står, hvor vi står, er jeg utrolig stolt af Vid&Sans’ medarbejdere: På kort tid er holdet lykkedes med at skabe en ny journalistisk genre, samtidig med at de byggede et nyt medie fra bunden. Alle har udvist stor kreativitet, udholdenhed og en fantastisk holdånd undervejs. Jeg vil også gerne takke de mange forskere, hvis engagement har været det hele værd, og ikke mindst vores trofaste medlemmer, der har bidraget med idéer til artikler og spørgsmål til forskerne”, siger Anne Engedal.

Vid&Sans har stadig 14 dage tilbage, inden det lukker, og i den periode vil journalisterne fortsat producere indhold. Hjemmesiden Vidogsans.dk lukker heller ikke. Aarhus Universitetsforlag har investeret i at holde den åben, så det i fremtiden bliver muligt at finde alle de udgivne artikler og læse dem gratis.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.