Omnibus prik

I Alkymia kan du få ethanol i alle afskygninger til langt ud på natten

Alkymia er et populært stop på fredagsbarcrawls, for baren har prioriteret siddepladser og beerpong over et larmende dansegulv. Med en beliggenhed midt i Universitetsparken behøver baren ikke at imponere med prangende pynt (og gør det heller ikke …), men det bugnende barkort er til gengæld pænt imponerende.

ANMELDELSE: Alkymia
Anmeldt d. 10. februar 2023 (tidlig aften)

Alkymia: Fredagsbar for kemi og medicinalkemi

Hvor: Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C

Hjemmeside: alkymia.dk

Facebook: @lkymia (facebook.com)

Åbningstider: 15.30 – 02.00

Særkende: Masser af siddepladser og et stort menukort med noget for enhver smag

Priser:

Flaskeøl: 10 kroner

Fadøl: 16 kroner

Drinks: 25 kroner (15 kroner for temadrinks og semesterets tilbud)

Alkoholfrie drinks: 10 kroner

Shots: 1 stk. 10 kroner, 3 stk. 25 kroner

Plus:

Gode tilbud på drinks og et stort menukort

Masser af siddepladser og mulighed for at spille spil

Behageligt lydniveau, så man kan tale sammen uden at råbe

Garderobeplads uden for baren

Minus:

Mangelfuld pynt, der gør det svært at få øje på aftenens tema

Ingen isterninger til drinks

Kraftig belysning

Klokken kvart over fem fredag eftermiddag er festlighederne i fuld gang i Alkymia. Fredagsbaren på kemi bugner af siddepladser – men stort set alle er optaget, og vi sætter os ved et af lokalets eneste ledige borde. Denne fredag er der skitema, fremgår det af facebook-begivenheden. Havde man set frem til fullblown afterski-stemning bliver man dog skuffet. Det store, kraftigt oplyste lokale er yderst skånsomt pyntet med et enkelt pap-snefnug på væggen, to par papski på barens åbne indgangsdøre og en planche, der reklamerer med aftenens gode tilbud: en isbjørn til 15 kroner. En af barens frivillige har sågar svunget sig op til at bære et par hjemmelavede skibriller.

Der er flere gæster i baren denne eftermiddag, end der normalvis er så tidligt. Det fortæller barens personale. Signe Pladsbjerg, som er frivillig i baren og læser medicinalkemi på sjette semester, går og samler tomme øl og sætter dem på plads i kasserne bag baren, da vi fanger hende.

”Det plejer at vælte ind omkring midnat, når de andre barer i uniparken lukker, så vi får mange gæster sidst på aftenen på grund af vores placering og vores sene åbningstider,” fortæller hun.

Hun har også et bud på, hvad der skyldes den usædvanlige travlhed netop i dag.

”Det er nok, fordi det er en temabar,” vurderer hun.

Ud over isbjørne, lokker baren også med semesterets særlige tilbud: en passion piss. Den smager, som man kunne håbe, af passionsfrugt og er dejligt frisk. Det havde pyntet endnu mere på oplevelsen og været ret on theme med et par isterninger, men drinken er kølig, og til den nette sum af femten kroner er vi godt tilfredse.

Er man vægelsindet anlagt, må vi advare om, at det kæmpestore menukort kan blive en udfordring. Alkymia tilbyder nemlig svimlende 26 forskellige drinks og 17 forskellige slags shots. Vi tør godt garantere, at selv den mest kræsne fredagsbargænger vil finde noget på kortet, der falder i vedkommendes smag. Og ellers er der øl både på flaske og på fad.
 

Hvad siger baren?

Fredagsbaren har prioriteret at have plads til mange siddende gæster. Det betyder, at der ikke er lagt op til dans, og at musikken har et behageligt niveau, så man kan føre en samtale i et almindeligt toneleje. Frem for floor inviterer Alkymia til snak, beerpong og brætspil. Med et studiekort som depositum kan gæsterne låne alt fra terninger til gamle klassikere som Bezzerwizzer, Tegn og Gæt eller Klodsmajor.

Barens tilbud trækker mange studerende til, og ikke kun fremtidens kemikere.

”Der kommer rigtigt mange forskellige studerende her. Vi er et populært stop til fredagsbarcrawls. I dag sad der for eksempel en flok på tyve mennesker og ventede på, vi åbnede, fordi vi var deres første stop,” fortæller Kasper Friis Kjær, som studerer kemi på sjette semester.

Ifølge ham er det både barens faciliteter og priser, der trækker gæster til.

”Vi er billige, og vi har længe åbent. Vi har godt nok ikke noget floor, men det er til gengæld et rigtigt godt sted at sidde og drikke en masse øl,” lyder det.

Hvad siger gæsterne?

Før man træder ind i Alkymia, går man igennem et stort lokale med langborde på rad og række. Det perfekte set-up til beerpong. En gruppe har dog indtaget et af bordene med et andet formål. I hænderne har de spillekort, og foran alle spillerne står en enkelt Ceres Top.

”Vi er stukket af fra Umbi,” fortæller Signe, som er medicinstuderende på andet semester. Hun har tidligere læst kemi og kender derfor til Alkymia, som hun og hendes studiekammerater nu bruger som et åndehul fra den intense medicinerbar Umbulicus.

”Man kan godt føle sig lidt som sild i en tønde derovre. Det her er mere en fredagsbar, hvor man lige kan sætte sig og hygge med et spil kort og en enkelt øl,” fortæller hun. Hendes medspillere stemmer i og fortsætter spillet uden øvrige kommentarer. De kom trods alt herhen for at få lidt ro.

Og ro kan man få hos Alkymia – altså på den der summende måde, hvor snakken går over en øl, en drink eller et brætspil uden at blive overdøvet af tung bas. I hvert fald klokken kvart over fem.

Sådan gør vi

Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.

Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.

Vi giver ikke karakter på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.