Omnibus prik

I Die Rote Zone kan du få smooth jazz og en iskold Blå Thor. Hvis du altså kan finde baren…

Der er specialøl på køl og behagelig baggrundsmusik hos Die Rote Zone. Fredagsbaren for molekylærbiologi ligger i Universitetsbyen, og selvom den lille loungebar kan være svær at finde, er det bestemt værd at gøre et forsøg.

ANMELDELSE: Die Rote Zone
Anmeldt d. 10. februar 2023 (tidlig aften)

Die Rote Zone: Fredagsbar for molekylærbiologi

Hvor: Universitetsbyen 81, bygning 1873 k3, 8000 Aarhus C

Facebook: Die Rote Zone (facebook.com)

Åbningstider: 16.00-22.00

Særkende: Hyggelig værtshusstemning og jazzmusik i højttalerne

Priser:
Øl: 12 kroner

Drinks: 20 kroner (2 for 1 til happy hour)

Shots: 7 kroner

Plus:
Iskolde øl og drinks

Stort udvalg af specialøl

Mange forskellige brætspil (og masser af dem)

Garderobestang med bøjler nok til alle

Minus:
Baren er svær at finde, og det kræver enten studiekort eller hjælp at komme ind i bygningen

Få siddepladser, hvis man kommer i stor flok

Med Google Maps i hånden finder vi frem til Universitetsbyen 81, som huser Die Rote Zone. Mens de store glasskydedøre ignorerer os, er et A4-ark, som barens frivillige har hængt op på døren, dog mere inviterende. Her bliver vi tilbudt at scanne en QR-kode, som fører os til en chat, hvor vi kan bede om at blive lukket ind. Til vores held byder en lettere løsning sig, da en medarbejder forlader bygningen. Han skal hjem – og vi er inde.

Det samme gælder en flok (mandlige) studerende, som følger med os ind i bygningen. I fællesskab afkoder vi bygningsoversigten og finder efter et enkelt fejlslagent forsøg den rette vej mod vores fælles mål – molekylærbiologisk fredagsbar.

Og hvilken fredagsbar. Her er roligt, en lille Sonos-højttaler spiller blød jazz, og lokalet er indrettet med både sofaområde og borde. Her er decideret hyggeligt. Vi hænger vores jakker på garderobestangen og sætter os ved et højt barbord, der står op ad lokalets endevæg.

Baren har ingen signaturdrink som sådan, men Frederik Bryske Juhl, som har barvagten i aften, fortæller os, at Blå Thor og Fisk er et populært sæt. Die Rote Zone er så vidt vides den eneste fredagsbar på universitetet, der sælger Blå Thor. Og så er både den og Fisken tilmed helt kolde.

Som minutterne skrider frem i vores besøg, kommer der flere gæster til baren. Stående som siddende snakker de summende. Baren er et ualmindeligt heldigt miks af et værtshus og et jazzhouse. Og at den er så godt skjult, er måske heldigt nok. For der havde ganske enkelt ikke været plads til alle i den lille loungebar, hvis en pubcrawl var stoppet forbi.

Hvad siger baren?

Mens nogle fredagsbarer kan læne sig tilbage og nyde godt af deres placeringer i enten Nobel- eller Universitetsparken, er det mildest talt en anden historie for Die Rote Zone. Derfor har de frivillige i fredagsbaren gjort sig umage for at skabe en bar, der er værd at lede efter.

”Vi har forsøgt at skabe en loungestemning med vores sofaområde og rolig baggrundsmusik. Og så har vi også et ret stort udvalg af specialøl,” fortæller Frederik Bryske Juhl og peger ud i baglokalet, hvor to store køleskabe imponerer med alt fra Schiøtz til alkoholfri alternativer.

”Vi kan godt lide kolde drinks, så derfor har vi også erhvervet os en isterningemaskine,” tilføjer han.

Foruden de kolde øl og drinks kan barens gæster fornøje sig med et brætspil. Spilreolen bugner af spil som Sequence, Partners, Det Dårlige Selskab og HINT. Og skulle mere end én gruppe få lyst til at spille det sidste, er det intet problem.

”Ja, vi gik vist lidt amok, da vi bestilte HINT-spillene. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men vi har seks af dem. Så der er spil nok til alle,” lyder det.

Hvad siger gæsterne?

Niels Sørensen, som læser molekylærbiologi på sjette semester, nyder en øl med sine venner og har masser af rosende ord til sin stamfredagsbar.

”Die Rote Zone er meget sin egen ting. Her er hyggeligt, og jeg kommer her så tit, at bartenderne kan huske, hvad jeg plejer at bestille. Det er fedt, at her både er plads til en enkelt øl efter forelæsningen og til at blive hængende indtil sent,” fortæller han.

Foruden at kunne huske stamgæsternes sædvanlige bestillinger får de frivillige også ros for deres gode humør og gæstfrihed.

”Hvis jeg tager herned alene, eller hvis mine venner smutter, før jeg gør, kan jeg altid snakke med bartenderne. De er gode til at skabe en rar stemning,” lyder det.

SÅDAN GØR VI:

Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.

Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.

Vi giver ikke karakter på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.