Omnibus prik

Idrætsvidenskab og Folkesundhedsvidenskab går fri af kandidatomlægning på Health – tre uddannelser udpeget

Idrætsvidenskab og Folkesundhedsvidenskab bliver dimensioneret på bachelordelen, og blandt andet derfor går uddannelserne fri af kandidatomlægningerne på Health. I stedet er tre andre kandidatuddannelser på Institut for Folkesundhed udpeget til omlægning.

Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Det bliver kandidatuddannelsen i sygepleje, den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og kandidatuddannelsen i optometri og synsvidenskab, som Health har besluttet skal omlægges som en del af kandidatreformen. Det oplyser fakultetet i en medarbejdernyhed

Fakultetet har til rektoratet indstillet sin plan om at udbyde kandidatuddannelsen i sygepleje både som en toårig kandidatuddannelse på 120 ECTS og en erhvervskandidat. Planen for den sundhedsfaglige kandidatuddannelse er den samme, mens optometri og synsvidenskab udelukkende vil blive udbudt som en erhvervskandidat. Alle tre uddannelser ligger på Institut for Folkesundhed. 

Idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab går fri

Kandidatreformen rummer både omlægning af kandidatuddannelser og en dimensionering af bachelorpladser. I november offentliggjorde Health sin plan for dimensioneringen, som rammer idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab på Institut for Folkesundhed. Instituttet står for skud, fordi medicin og odontologi er autorisationsgivende uddannelser, som ikke kan omlægges. 

HEALTH GØR UDDANNELSER PÅ INSTITUT FOR FOLKESUNDHED MINDRE OG FLYTTER ÉN UDDANNELSE UD AF UNIVERSITETSPARKEN

Dermed var de fem kandidatuddannelser på Institut for Folkesundhed i spil, og her er idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab altså gået fri og fastholdes dermed som toårige på 120 ECTS. Dekan på Health Anne-Mette Hvas udtaler til AU, at uddannelserne går fri, fordi de blev pålagt en dimensionering. 

”Vi ønskede at bevare både idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab som toårige kandidatuddannelser, også fordi de måtte holde for i forbindelse med sektordimensioneringen,” udtaler Anne-Mette Hvas: 

”Jeg er overbevist om, at vores indstilling til omlægning af kandidatuddannelser er lavet på det bedst mulige grundlag under de givne omstændigheder, og at vi både har og får et relevant og attraktivt uddannelseslandskab på Health.”

Ny etårig kandidatuddannelse 

Health foreslår også at oprette en ny etårig kandidatuddannelse. Den nye uddannelse skal blandt andet være en tilbagefaldsmulighed for de studerende på de nye erhvervskandidater på Institut for Folkesundhed, som ikke har mulighed for at gennemføre erhvervskandidaten, for eksempel fordi de mister deres arbejde, oplyser fakultetet. Dekanen understreger i nyheden, at der er tale om en indstilling til rektoratet, og at det dermed ikke er en endelig beslutning.