Omnibus prik

Health gør uddannelser på Institut for Folkesundhed mindre og flytter én uddannelse ud af Universitetsparken

Som en del af kandidatreformen skærer Health 60 studiepladser på bacheloruddannelserne i folkesundhedsvidenskab og idrætsvidenskab. Samtidig flytter folkesundhedsvidenskab ud af Universitetsparken til Frederiksbjerg. Flytningen skaber frustration hos de studerende.

Institut for Folkesundhed Foto: Lars Kruse/AU Foto

Det sidste fakultet på Aarhus Universitet har nu meldt ud, hvordan det griber dimensioneringen an. 

Dekan på Health, Anne-Mette Hvas, har tidligere forklaret, hvordan kandidatreformen og herunder dimensioneringen på fakultetet i en vis grad har givet sig selv, fordi medicin og odontologi er autorisationsgivende uddannelser, som ikke kan omlægges. Dermed pegede pilen på Institut for Folkesundhed og dets to bacheloruddannelser idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab. 

AU bliver mindre de kommende år: Sådan griber fakulteterne nedskæringerne an

Healths dimensionering rammer netop disse to uddannelser. Idrætsvidenskab reduceres til et bacheloroptag på 48 pladser, mens folkesundhedsvidenskab går ned til 34 pladser. Sammenlignet med 2024-optaget er der tale om en samlet reduktion på 60 studiepladser. Idrætsvidenskab tilbød 73 ansøgere en studieplads ved sommeroptaget, og folkesundhedsvidenskab tilbød 69 ansøgere en plads. 

Samtidig med dimensioneringen har Health besluttet, at folkesundhedsvidenskab skal flytte til Dalgas Avenue på Frederiksbjerg, hvor idrætsvidenskab i forvejen holder til. Det sker fra studiestart 2025. 

Hvordan omlægningen af kandidatuddannelserne kommer til at se ud på Health, kan fakultetet endnu ikke oplyse, fortæller prodekan på Health, Lise Wogensen Bach. Dog ligger det fast, at omlægningen også kun rammer Institut for Folkesundhed. Her er der fem kandidatuddannelser i spil i form af folkesundhedsvidenskab, idrætsvidenskab, sygepleje, sundhedsfaglig samt optometri og synsvidenskab. 

Prodekan: Vi overvejede forskellige scenarier

Prodekan Lise Wogensen Bach forklarer, at flere mulige løsninger er blevet vendt, herunder at man helt kunne lukke en uddannelse på instituttet. 

”Vi prioriterer at bevare begge uddannelser. Det mener vi er bedst for både fakultetet og instituttet. De taler begge ind i den nye sundhedsreform, der er idrætsundervisere, som skal uddannes i denne landsdel, og vi har rigtigt gode forskningsmiljøer, som vi ønsker at bevare. Dimensioneringen er procentvis cirka den samme på begge uddannelser, så vi nedprioriterer ikke den ene frem for den anden. Vi har været mange scenarier igennem, og et alternativ var at lukke den ene og lade den anden være. Men når man først har lukket en uddannelse, er det enormt svært at bygge den op igen,” siger Lise Wogensen Bach. 

For få studerende på Dalgas Avenue, hvis ikke folkesundhedsvidenskab flytter derud

Blandt argumenterne for at flytte folkesundhedsvidenskab til idrætsvidenskab på Dalgas Avenue på Frederiksbjerg er at samle de to miljøer på instituttet. Prodekan Lise Wogensen Bach fortæller, at ledelsen tror på, det vil skabe et rigtigt godt studiemiljø med de to uddannelser samlet. Det handler også om at optimere driften af uddannelserne.

”Vi får færre studerende, og det betyder, at indtægten går ned. Derfor må vi optimere, hvordan vi driver uddannelserne. Der ville være for få studerende på Dalgas Avenue, hvis ikke vi valgte at flytte en anden uddannelse derud. Og fordi de har samme sundhedsfremme-dagsorden, mener vi, det er oplagt at flytte dem sammen fysisk. Uddannelserne er uændrede,” siger Lise Wogensen Bach. 

Ledelsen håber, uddyber hun, at interaktionen mellem undervisere og studerende vil blive større, når de samles ét sted. I øjeblikket har de studerende deres gang vest for universitetssøerne, mens undervisere og forskere holder til i den sydlige del af Universitetsparken. 

Studerende er frustrerede 

Flere studerende fra folkesundhedsvidenskab giver udtryk for frustration over beslutningen, som blev meldt ud til dem i sidste uge. Mandag i denne uge inviterede fakultetsledelsen de studerende på idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab til informationsmøde. Mens de studerende har forståelse for, at den politiske aftale om kandidatreformen går ud over antallet af studiepladser på uddannelsen, er de helt uforstående over for flytningen til Frederiksbjerg. 

Nicolai Emil Krogsgaard Thygesen, der er tredjesemesterstuderende på folkesundhedsvidenskab og medlem af SIFFOS (festforeningen på uddannelsen), er en af dem. Han har sendt et brev til fakultetsledelsen på vegne af de studerende på folkesundhedsvidenskab, hvor de giver udtryk for deres modstand mod flytningen. I brevet fremhæver de studerende en intern undersøgelse med 38 besvarelser, som er lavet blandt medstuderende. Her fremhæves utilfredsheden med, at de studerende ikke er blevet inddraget i beslutningsprocessen, at de skal forlade deres lokaler i Universitetsparken, og det forklares, at folkesundhedsvidenskab er meget forskellig fra idrætsvidenskab. De studerende føler sig tættere beslægtet med medicin- og statskundskabsstuderende, som også holder til i Universitetsparken. 

”Der er høj utilfredshed med argumentet om, at flytningen er med henblik på et forbedret studiemiljø. Og i mailen forklarer vi, at vi alle deler denne holdning om, at det grotesk at blive flyttet uden at være blevet inddraget. Ledelsen argumenterer med, at begge er Health-uddannelser, men idrætsvidenskab har meget praktisk undervisning, og det har vi overhovedet ikke. Vi har derimod brug for læseplads og læsesale, og dem fra idrætsvidenskab fortæller os, at der i forvejen er for lidt plads dernede. Det forlyder, at der kun er én læsesal med 12 pladser,” siger Nicolai Emil Krogsgaard Thygesen. 

Han anerkender, at det overordnet størrelsesmæssigt giver mening at flytte til Dalgas Avenue i fremtiden, fordi årgangene bliver mindre. Men han påpeger også, at den nyeste årgang fra 2024 er på 69 studerende, og at hans egen årgang også er større end dimensioneringens loft. 

"Mange har bosat sig efter at skulle være tæt på Universitetsparken"

Flytningen kommer til at gå hårdt ud over studiemiljøet, vurderer Nicolai Emil Krogsgaard Thygesen.

”Vores tilhørsforhold til Universitetsparken ryger. Vi har et særligt forhold til stedet. Det svarer til, at man går i gymnasiet og pludselig får at vide, man skal flytte. Da vi begyndte her, var det attraktivt med Universitetsparken, og vi købte ind på den præmis, at det er her, vi skal være,” siger han og uddyber: 

”Mange har bosat sig efter at skulle være tæt på Universitetsparken. Det er ikke for at lyde dovne, men det er noget, folk har tænkt over. Mange af os bruger for eksempel også Det Kgl. Bibliotek. Og især i forhold til vores fredagsbar er Universitetsparken et vigtigt socialt knudepunkt. Både i forhold til venner og foreninger. Det vil Lise Wogensen Bach måske sige også kan lade sig gøre på Dalgas Avenue, men her nyder vi godt af at være tæt på de andre foreninger og studerende på tværs af uddannelser,” siger Nicolai Emil Krogsgaard Thygesen. 

Han kalder det for ”ikke særligt konstruktivt”, at fakultetsledelsen har taget beslutningen udenom de studerende for så efterfølgende at spørge dem til råds, i forhold til hvordan flytningen bedst kan lade sig gøre. 

Ifølge Nicolai Emil Krogsgaard Thygesen har det givet flere bachelorstuderende, som er opvokset på Sjælland – inklusive ham selv – anledning til at overveje at tage kandidatuddannelsen i København. 

Kandidatstuderende: Det sociale miljø tager nok skade af det

Rebecca Rothbøll Jacov, kandidatstuderende på folkesundhedsvidenskab og forperson for Fagligt Udvalg Folkesundhedsvidenskab (FUF), stiller sig ligeledes kritisk over for beslutningen. 

”Ledelsen er tydelige om, at de ikke vil revidere den på trods af protester fra de studerende. Vi studerende er ikke blevet en del af den samtale, der har været undervejs inden beslutningen,” siger hun og uddyber, at flytningen ifølge hende kan gå ud over studielivet:

”Det kan betyde, at vi må skære ned på foreninger, og det sociale miljø tager nok også skade af det,” siger Rebecca Rothbøll Jacov. 

Prodekan forstår studerendes frustration men beslutningen er taget

Lise Wogensen Bach forstår de studerendes indvendinger, forklarer hun. 

”Jeg forstår godt, de er trætte af det. De er vant til at være i Universitetsparken, og så kommer vi og siger, at nu skal de være et andet sted. Det vil være anderledes, og jeg har stor forståelse for deres reaktion,” siger hun og understreger, at beslutningen er truffet:

”Det er blevet besluttet. Nu er det så vigtigt, at vi sammen kan skabe det gode miljø på Dalgas Avenue, og det er derfor, vi inddrager de studerende så hurtigt som muligt. Og det har hele tiden været intentionen,” siger hun. 

Hvorfor er de ikke blevet inddraget undervejs? 

”Når man kører de her processer, så afprøver man forskellige scenarier. Det involverer også ansatte, som heller ikke bliver inddraget. Meget få bliver inddraget i processen, for ingen skal føle sig unødigt urolige,” siger Lise Wogensen Bach. 

De studerende skal nu blandt andet inddrages i og bidrage til, hvilke og hvor mange læsepladser, læsesale og grupperum der er brug for, og hvordan de skal se ud. Et andet vigtigt aspekt bliver, hvordan festforeningslivet kan udvikles på campus på Dalgas Avenue med tråde til foreningslivet i Universitetsparken, forklarer prodekanen. 

”Det første, vi skal have styr på, er lokalerne, og så vil vi straks derefter samle de studerende og vise dem campus på Dalgas Avenue og sammen begynde indretningen,” siger Lise Wogensen Bach. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel