Ja tak til eget toilet og bad – eller blot et attraktivt botilbud?
Den omdiskuterede renovering af Kollegium 1, AU’s ældste kollegium, er nu slut. Næsten alle 59 værelser er udlejet, men ingen af de oprindelige beboere har ønsket at flytte retur, og kun to af beboerne på kollegierne i Universitetsparken har ønsket at flytte til de nye værelser med eget toilet og bad.
(opdateret 25.04.18 med nye oplysninger vedrørende huslejen)
Kollegiebestyrelsens beslutning om at udstyre værelserne i Kollegium 1 med eget toilet og bad i forbindelse med en større renovering af Universitetsparkens ældste kollegiebygning blev mødt af stiv kuling fra kollegianerne. De kunne ikke se behovet for at udstyre værelserne med eget bad og toilet og frygtede blandt andet, at det ville gå ud over det særlige kollegiefælleskab.
LÆS OGSÅ: Kollegianere: Nej tak til eget bad og toilet
Men trods kollegianernes protester stod beslutningen ved magt. De oprindelige beboere blev omplaceret til andre kollegier i Universitetsparken, og håndværkerne rykkede ind. Nu er renoveringen tilendebragt, og 1. maj kommer der igen liv på gangene og i fælleskøkkenerne i Kollegium 1.
Oprindelige beboere vil ikke tilbage
Anette W. Andersen, der er daglig leder af Parkkollegierne, oplyser, at næsten alle værelser i Kollegium 1 nu er udlejet. Beboere, der boede på Kollegium 1 før renoveringen, havde førsteprioritet til de nye værelser. Dernæst blev øvrige beboere på Parkkollegierne prioriteret. Og herefter kunne øvrige studerende komme i betragtning til værelserne. De nye værelser med eget bad og toilet koster 3000 kroner om måneden, hvilket er 450 kroner mere om måneden end værelser uden eget bad og toilet på de øvrige kollegier i Universitetsparken. Huslejen på værelserne uden bad og toilet er netop steget per 1. april for nye beboere, så værelserne koster 2550 kroner om måneden, hvor de førhen kostede 2150 kroner.
Kollegium 1 under renoveringen. Foto: Melissa Bach Yildirim
”Vi har ikke haft mange interne ansøgere. De beboere fra Kollegium 1, der har været omplaceret under renoveringen, har ikke ønsket at flytte tilbage. Det kan der være flere grunde til. Nogle er blevet færdiguddannet i mellemtiden, og andre har måske kun et halvt år tilbage og ønsker ikke at have besvær med at flytte,” forklarer hun.
Men heller ikke blandt de øvrige beboere på Parkkollegierne har der været stor søgning til de nye værelser. Kun to har søgt om et værelse på Kollegium 1, fortæller Anette W. Andersen.
Så 57 af beboerne på de 59 nye værelser er studerende, der ikke før har boet på Parkollegierne.
”Men vi kan konstatere, at der har været en pæn søgning til værelser med eget toilet og bad. Og det er meget godt i tråd med tanken i hele opdateringen: at kollegierne opdateres, sådan at de også opfylder fremtidige studerendes ønsker og behov,” siger Anette W. Andersen.
Betænkeligt, at der kun er få interne ansøgere
Jakob Wadsager er formand for Kollegianerrådet. Han mener ikke, at det faktum, at alle værelser er udlejet, skal ses som udtryk for, at kollegianernes bekymringer er blevet gjort til skamme – eller for den sags skyld som udtryk for, at flere studerende foretrækker værelser med eget toilet og bad.
Jakob Wadsager, formand for Kollegianerrådet. Foto: Melissa Bach Yildirim
”Slet ikke. For du vil altid kunne fylde værelser op, der koster 3.000 kroner om måneden og ligger midt i Universitetsparken, simpelthen fordi det er så attraktivt,” siger han.
Jakob Wadsager finder det betænkeligt, at der ikke er nogle af de oprindelige beboere, der har haft lyst til at flytte tilbage, og at der kun er få af de øvrige beboere på kollegiet, der har haft lyst til at flytte ind i de nyrenoverede værelser i Kollegium 1.
”Det er et klart udtryk for, at kollegianerne ikke er villige til at betale mere for at få et værelse med bad og toilet,” siger han.
Renoveringen skal evalueres
Han peger på, at man først rigtigt kan vurdere, om renoveringen har været en succes, når de nye beboere er flyttet ind og har boet i værelserne i en periode. Derfor har Kollegianerrådet også opfordret til, at der foretages en evaluering af renoveringen, inden man går videre med renovering af parkens øvrige kollegier. Kollegianerrådet vil komme med et udkast til de kriterier, som rådet mener bør inddrages i evalueringen.
”Her vil vi blandt andet se på, hvor mange der har haft lyst til at flytte tilbage. Og vi vil også se på, om beboerne er glade for at bo i de nye værelser,” fortæller Jakob Wadsager.
Anette W. Andersen bekræfter, at der vil blive foretaget en evaluering i samarbejde med Kollegianerrådet i løbet af det næste års tid.
”Først herefter tager vi stilling til, hvordan de øvrige kollegier skal renoveres – om vi skal fortsætte i samme stil som Kollegium 1 eller gå en helt anden vej. Vi tager et kollegium ad gangen,” siger hun.