Flammen fra brænderen varmer det lille glasrør, som glasblæser Jens Christian Kondrup holder mellem fingrene. Med bløde, sikre bevægelser sørger han for, at den gule flamme slikker over hele glassets overflade.

”Glas er noget af det mest vidunderlige, jeg kender, for i modsætning til så mange andre materialer kan du forme ting meget, meget hurtigt i glas. Men det betyder også, at du skal vide, hvad du gør, ellers kan du pludselig få problemer. Og det sker da også enkelte gange, at ting går galt for mig, så der kommer en revne – og det er typisk på det mest trælse sted i en kompliceret konstruktion,” fortæller Jens Christian Kondrup, der sidste år kunne fejre 25-års jubilæum som glasblæser på Institut for Kemi. 

Pliing!

Den erfarne håndværker ærgrer sig, når det sker, for han ved, at han i givet fald har overhørt en advarsel fra glasset.

”Glasset taler til dig lige inden, det går galt. Den her særlige lyd – pliing! Jeg kan huske, hvordan vi altid stivnede kollektivt, når vi hørte den lyd, da jeg som ung arbejdede på et værksted med ti glasblæsere. Uanset hvad vi havde gang i hver især, hørte vi den, og alle stod vi stille, skulle lige undersøge: Var det mit arbejde? Eller var det en andens?"

Noget nyt

Flammen gør sit arbejde, og det lille glasrør begynder at tage form til et reagensglas, efterhånden som Jens Christian Kondrup arbejder med det. Han er i gang med et rutinearbejde, som også hører til hans hverdag.

”Men lige før var det en helt ny type profilrør. Da det er et rør, som ikke bare er rundt, lægger varmen sig lidt anderledes, og jeg skal være mere påpasselig, fordi jeg skal lære det at kende. Men når jeg har prøvet det 10-20 gange, kan jeg lave det hurtigere, for så har jeg forstået , hvordan jeg skal varme på lige det rør.”

Spille tilbage

Jens Christian Kondrup fortæller, at  det er de mangeartede opgaver, der får ham til at føle det som noget fantastisk at arbejde på et universitet. Og den største faglige tilfredsstillelse for ham er at indgå i sammenhænge, hvor han som håndværker kan fremstille en glaskonstruktion, der gør en forsker i stand til at udføre sine forsøg, hvad enten forskeren står i sit laboratorium, eller han befinder sig på et forskningsskib et sted på verdenshavene.

”Jeg har det bedst, når jeg får spørgsmålet: Kan det her lade sig gøre? Og jeg ud fra min faglighed er i stand til at spille tilbage, uanset om det er en naturvidenskabelig forsker, en læge eller en ph.d.-studerende, der stiller spørgsmålet.”

Morgendagens kolbe

Jens Christian Kondrup har et ønske om at medvirke til at udvide forskernes forståelse for glasset som materiale.

”Mange spørger, om de må overvære det, når jeg arbejder, hvilket er helt fint med mig, for det er med til at udvide forskernes viden om glasset. De får nogle billeder på nethinden, som måske kan få dem til at tænke: Hov, glasblæseren kunne lave det og det. Gad vide, om han så ikke også kan lave det her? Jeg vil gerne være med til at formidle, at intet er stationært: Fordi en kolbe ser sådan her ud i dag, behøver den ikke se sådan ud i morgen.”

Forskercyklus

At glasblæseren har et ønske om at inspirere til at forstå glassets potentiale, gælder ikke mindst over for de mange ph.d.-studerende, som Jens Christian Kondrup arbejder tæt sammen med i opstartsfasen af en ny forskningsgruppe.

”Jeg er især sammen med dem i den periode, hvor de skal have det hele til at fungere, og jeg kommer selvfølgelig særligt ind i billedet, når de skal have lavet specielle glaskonstruktioner. Derefter er jeg kun inde over i forbindelse med vedligeholdelsesopgaver. Men jeg kan også rigtig godt lide at blive brugt i hverdagen, som når en ung forsker fra en gruppe fortæller, at han har svært ved at holde sit stof stabilt, og jeg så for eksempel kan foreslå en varmekappe omkring kolben med stoffet. Jamen, kan det da lade sig gøre? spørger de forbavset.”

Overværer forsvar

Gennem de seneste fem år er Jens Christian Kondrup begyndt at gå til 1-2 ph.d.-forsvar om året.
”Når jeg har arbejdet meget med en forskningsgruppe, er det interessant at høre, hvordan forskerne præsenterer tingene under deres forsvar.”

Men for glasblæseren er det noget særligt at arbejde sammen med garvede forskere som for eksempel professor Niels Peter Revsbech, der netop har modtaget Grundfosprisen 2013 for  sin  indsats i udviklingen af mikrosensorer og sin forskning i blandt andet mikrobiologi på havbunden.

Det virker sgu

”En af de ting, som Revsbech bliver fremhævet for, er, at hans specialelektroder har kunnet måle ned til de her 900 meters dybde i havet. Han har dermed kunnet påvise iltkoncentrationen på de dybder. Det har man aldrig kunnet måle før, og rent praktisk sker det i en glaskonstruktion, som jeg har lavet i tæt samarbejde med Revsbech. Det giver da en faglig stolthed at indgå i en sådan sammenhæng. At opleve, at andre kvitterer en fremragende forsker, og tænke: Jeg har måske en lille andel i det,” smiler Jens Christian Kondrup.

Han fortsætter:

”Revsbech er også rigtig god, fordi han er en af de typer, som giver feedback. Da han var på det her togt, hvor de målte de her ting, tog han sig tid til at sende mig en mail, hvor der stod: Det virker sgu!”

Om Jens Christian Kondrup:

• 50 år
• Uddannet glasrørsblæser i 1984
• Ansat på AU i 1987