Monkey Lips, sløve knive og ny viden ad libitum

De speciale- og ph.d.-studerende, der står i en flok nær Peter Teglberg Madsen, får hans opmærksomhed, da han signalerer klar til afgang:

”Vi kommer til at vade i hval. Hvis I har ekstra sko med, så brug dem. Har I ikke, så tag plastikposer over dem, I har på. Og får I det på tøjet, ser jeg gerne, at I er nøgne på turen tilbage, ellers får jeg et værre mas med at få lugten ud af bilen!”

Kurs mod kaskelotter

Således ansporet til en dag ud over det sædvanlige sætter flokken en mandag middag kurs mod Henne Strand for at være med til at dissekere den ene af de to unge kaskelothvaler, der i weekenden 15. og 16. februar strandede ved den lille ferieby nær Esbjerg.

For professor Peter Teglberg Madsen er det af flere grunde en speciel oplevelse at komme tæt på hvalerne i Henne. Hans interesse for kaskelothvaler blev nemlig vakt, da den navnkundige hvalforsker og tidligere lektor, mag.scient. Bertel Møhl, en decemberdag tog ham med for at undersøge de 13 kaskelothvaler, der i 1997 strandede ved Rømø.

Skæbne beseglet ved Rømø

Det skulle blive en dag, der stak kursen ud for den dengang 22-årige studerendes fremtidige karriere. Peter Teglberg Madsen læste dengang på 7. semester på det daværende Institut for Biologi”Bertel Møhl fortalte, at ingen med sikkerhed vidste, hvad kaskelothvalen bruger sin enorme næse til. Jeg tænkte: En ti tons næse! Ved vi ikke det?!” husker Peter Teglberg Madsen.

Opblæst 22-årig

Læremesteren lod samtidig forstå, at han godt kunne bruge en ph.d.-studerende med mod på at udvikle en datalogger til at optage kaskelothvalernes lyd på 1.000 meters dybde.

”De fleste med en nogenlunde sund realitetssans ville nok have tænkt, at det var et meget ambitiøst ph.d.-projekt. Men jeg var, som 22-årige mænd vist er flest: Begavet med en naiv og opblæst selvtillid, så jeg tænkte: Det kan jeg!” griner Peter Teglberg Madsen.

Tæt på at opgive

Efter to år var det faktisk lykkedes ham med hjælp fra dygtige teknikere at udvikle lydoptageren, og han tog med Bertel Møhl til farvandet ud for Nordnorge for at sætte sin opfindelse fast på ryggen af en kaskelothval.

Her gik det opblæste af ham, fordi han løb ind i den ene fiasko efter den anden, og da han efter to måneder i felten stod tilbage uden data, var han med egne ord ”dybt deprimeret og en millimeter fra at opgive ph.d.-projektet.”

Men nogle amerikanske forskere kom Peter Teglberg Madsen til undsætning, og som den første lykkedes det ham siden at placere en akustisk målepakke på ryggen af en kaskelot ved hjælp af sugekopper i Bismarck-havet ud for Papua New Guinea.

Her lugter

”Adr, her lugter. Jeg vil ikke være her længere.” En dreng holder sig for næsen, mens han med alle tegn på afsky skynder sig hen ad stranden for at komme væk fra hvalen, der må siges at være omgivet af en særlig odør, der skyldes den begyndende forrådnelsesproces. Kaskelotten har på dette tidspunkt ligget død tre dage på stranden i det milde vintervejr.

Parteres inden aften

Konservator Abdi Hedayat fra Statens Naturhistoriske Museum i København punkterede tidligere på dagen kaskelotten for at hindre den i at eksplodere som følge af de gasser, der udvikles i dens indre, og som den ikke kan komme af med på grund af sit 20-30 centimeter tykke spæklag. Han blev ved den lejlighed som den første oversprøjtet med blod plus det løse fra hvalen. Men her først på eftermiddagen er han ikke til at skelne fra de mange andre konservatorer, forskere og studerende, der i tilsølede oliedragter sidder, står eller ligger rundt om hvalen i forsøget på at få den ca. 35 tons tunge hanhval parteret, mens der endnu er dagslys.

Slagterknive og slagtersvende

Alle bruger knive på størrelse med dem, slagteren svinger, når han skal skære gode oksebøffer. Og lyden af knive, der hvæsses mod slibestål, høres konstant i nærheden af hvalen.

”I skulle få nogle slagtersvende til det der. De kunne meget hurtigere ordne den,” siger en ung mand blandt de mange tilskuere til Peter Teglberg Madsen, som i efterhånden et par timer har arbejdet hårdt for at få hvalens hoved skilt fra kroppen. Den unge mand lyder ikke som om, han har den store tiltro til professorens evner med en kniv.

Peter Teglberg Madsen retter sig op fra sin foroverbøjede stilling.

”Knivene bliver sløve efter fem minutter, fordi det er svært at skære i bindevævet,” forklarer han.

Den unge mand spørger, om det kan sammenlignes med at skære i is. Peter Teglberg Madsen nikker, men det er uvist, om han har hørt spørgsmålet, da han ser ud til igen at have sin fulde opmærksomhed rettet mod dissektionen af kaskelotten.

Ville være smed

Egentlig ville Peter Teglberg Madsen have været smed. Med en opvækst som søn af ”den eneste hedning blandt indre missionske” i den lille landsby Timring i Vestjylland lå det ikke lige for med en akademisk karriere.

Men hans far er ikke folkeskolelærer i biologi for ingenting, så da sønnen som så mange andre børn blev optaget af at se Jacques Cousteau i tv, fik han flettet ind i juniors åbenlyse fascination, at sønnen kunne komme til at arbejde sammen med Cousteaus søn, hvis han blev biolog.

Peter Teglberg Madsen blev den første student i familien, og efter en afstikker til landbruget stilede unge Madsen mod biologistudiet på AU.

En af de fremmeste forskere

I dag er han en af de fremmeste forskere i verden, hvad angår forskning i marinedyrs evne til at bruge lyd til at lokalisere – og fange – deres byttedyr i buldrende mørke på flere tusinde meters dybde.

Kaskelothvalen har i bogstaveligste forstand næse for ekkolokalisering. Den bruger sit enorme frontparti til at lave kliklyde, som den sender ud, og når lyden rammer et byttedyr, navigerer hvalen efter de ekkoer, som bliver sendt tilbage. På den måde finder og fanger den sit bytte, som primært består af dybhavsblæksprutter.

Lytter med underkæben

Selvom forskerne nu ved mere om kaskelothvalens avancerede brug af sin næse, har de stadigvæk mange uafklarede spørgsmål om kæmpens evne til at finde føde ved hjælp af lyd. Hvalen har ikke ydre ører, og de ekkoker, som den orienterer sig efter, modtager den via sin underkæbe.

Kliklyde ved brug af abelæber

Hvordan kaskelotten laver sine kliklyde, er et at de mange spørgsmål, som forskerne mangler at få besvaret. De har fundet ud af, at klikkene dannes ved hjælp af nogle såkaldte Monkey Lips, som findes i næsen. Derfor er Peter Teglberg Madsen særligt interesseret i at få prøver fra disse abelæber med tilbage fra Henne Strand. Desuden går han efter prøver af den spermacetolie, som også findes i hvalens snude, foruden prøver fra hvalens luftrør.

”Vi kan finde ud af noget om kaskelotternes adfærd ved at studere dem levende til havs, men at få mulighed for at dissekere en hval som denne er lidt som at få fat i dens ”sorte boks”. Vi har nu mulighed for at studere dens indre, hvilket forhåbentlig gør os i stand til bedre at forstå, hvordan den fungerer,” siger Peter Teglberg Madsen.

Mave fyldt med blækspruttenæb

De mange nysgerrige, der er samlet på stranden, er tilsyneladende ved en stiltidende overenskomst blevet enige om at ignorere afspærringen, som er lagt ud rundt om hvalen. Og de har en fest, når forskerne afser lidt tid til at fortælle om deres fund.

Ph.d.-studerende Michael Ladegaard, der skriver ph.d. om tandhvalers ekkolokalisering, viser med sine gummihandskebeklædte hænder formet som en skål eksempler på de blækspruttenæb, som kaskelothvalens mave er fyldt med.

Studerende på tur

Han fortsætter over til en flok på ca. ti unge, som viser sig at være et hold studerende på andet semester fra AU, som for tiden har om hvirveldyr i zoologi, og som er taget direkte fra forelæsning med Peter Teglberg Madsen til Henne Strand.

De er stort set de eneste, der hele tiden har stået på den rigtige side af afspærringen.

”Vi vil ikke gøre Peter ked af det,” lyder forklaringen fra en af dem.

”Men når de når ind til hjernen, har han lovet, at vi måske må kommer over til dem,” supplerer en anden.

Da køligheden ved 17-tiden begynder at snige sig ind over stranden, forbarmer Peter Teglberg Madsen sig over sine studerende, og de får mulighed for at komme helt tæt på begivenheden. Alle får de i en fart deres mobiltelefoner frem for at forevige sceneriet. De stiller sig sammen med to drenge på 10-11 år, som længe har stået tavse side om side, mens de filmer parteringen af hvalen.