Umbilicus vinder Kapsejladsen for 14. gang
For andet år i træk var det medicinerne fra Umbilicus, der løb med sejren ved den årlige kapsejlads og kunne lade sig hylde ved overrækkelsen af Det Gyldne Bækken. Statskundskaberne fra PF kom ind kort efter Umbilicus på en andenplads.
"Gi' den op for Umbi", lød det fra konferencier Esben Bjerre, efter at medicinerne fra Umbilicus kom først i mål ved årets kapsejlads og dermed for andet år i træk og for 14. gang i Kapsejladsens historie kan lade sig hylde ved overrækkelsen af trofæet Det Gyldne Bækken.
Vinderen skulle findes mellem Umbilicus (Medicin), Apollonia (Tandlægeskolen), Profus (VIA Campus C) og PF (Statskundskab). PF fik en plads i finalen som hurtigste andenplads i de tre indledende heats.
Undervejs i finaleheatet tog Umbilicus pludselig en stor føring, mens PF og Apollonia forsøgte at hænge i, og Profus haltede efter. Men PF halede ind på Umbilicus inden sidste skift, og et øjeblik så det ud, som om det skulle blive rigtigt tæt. Umbilicus holdt dog stand, og PF kom ind en bådlængde efter. Apollonia blev treer, og Profus fik fjerdepladsen.
Inden finalen fik PF en lille fordel, da holdet var hurtigst til at bunde øl og dermed måtte vælge bane først. Men kiggede man mod bookmakerne for at finde en favorit inden dagens kapsejlads, var Apollonia – som aldrig har vundet Kapsejladsen – og Umbilicus begge favoritter til at tage sejren i år med odds 2.75 hos Bet25. PF gav pengene 4 gange igen, mens Profus gav odds 7.00.
Korrekturlæst af Charlotte Boel