Tandlægeskolens Apollonia vinder Kapsejladsen for første gang
Beerceps Maximus, FUT, Apollonia og Profus dystede i finalen om trofæet Det Gyldne Bækken ved Kapsejladsen 2025 i Universitetsparken.

"Satan et tempo," lød det fra en af dette års kapsejlads-værter Mark Le Fêvre under dette års finale ved Kapsejladsen. Holdet han talte om var Tandlægeskolens festudvalg, Apollonia, som satte konkurrenterne til vægs i nærmest uset grad.
Apollonia løb med trofæet Det Gyldne Bækken ved Kapsejladsen 2025, og det er første gang, det sker, for Tandlægeskolen.
Tandlægerne satte konkurrenterne af lige fra finalens begyndelse og endte med at vinde med et stort forspring, eller et "forspring af en anden verden," som Mark Le Fêvre formulerede det. Komikeren var årets konferencier sammen med en anden komiker, Thomas Warberg.
Apollonia kunne således nå at juble en rum tid, inden Profus (VIA Campus C) kom ind som nummer to. Lige efter kom de idrætsstuderende fra Beerceps Maximus. De ingeniørstuderende fra FUT kom ind på finalens sidste plads som nummer fire.

Der var glædestårer at spore blandt både sejlere og publikum fra Apollonia, som altså bringer Det Gyldne Bækken til Tandlægeskolen og bryder de medicinstuderende fra Umbilicus' sejrstime fra de seneste to år. Umbilicus kom ikke i finalen i år.