Kapsejladsen og to studiemiljøer på AU er nomineret til ’Byens Bedste’-awards
For 17. gang kårer Århus Stiftstidende i samarbejde med Tivoli Friheden byens bedste café, spillested, kulturoplevelse og meget andet ved et awardshow i Tivoli Friheden. Og i år er både Kapsejladsen og studiemiljøerne på medicin og Aarhus BSS at finde blandt de nominerede.
At Kapsejladsen med sine tusindvis af studerende er blandt Aarhus’ største sportsbegivenheder, har de fleste efterhånden hørt. Men at den ligefrem dyster med kulturinstitutioner som ARoS og SPOT Festival om at være byens bedste kulturoplevelse, vil være nyt for de fleste. Og Kapsejladsen er ikke det eneste AU-navn, der er nomineret ved det årlige Byens Bedste-awardshow, som Århus Stiftstidende står bag. I en ny kategori med navnet ’Byens Bedste Studiemiljø’ er både medicinstudiet og fakultetet Aarhus BSS også nomineret.
Det er 17. gang, at den østjyske lokalavis rækker ud til indbyggerne i Aarhus Kommune og beder dem give deres bud på, hvem der skal modtage anerkendelsen som ’Byens Bedste’ ved det store awardshow i Tivoli Friheden.
Studiekultur er også Aarhus-kultur
Lasse Juul Christensen, der er den ene af to arrangører bag den netop afholdte Kapsejlads, kunne ikke få armene ned, da han og hans kompagnon Anne Kirstine Andersen efter et evalueringsmøde for et par uger siden fik stukket en statuette og en plakat i hånden med afsløringen om, at Kapsejladsen var blevet nomineret:
”Vi blev så mega glade. Vi var i forvejen glade for, at det var gået godt med at afholde Kapsejladsen, så vi kunne ikke få armene ned over det ekstra klap på skulderen, vi fik ved at blive nomineret. Og vi vil selvfølgelig rigtigt gerne vinde,” siger han.
Det er ofte de helt store kræfter fra den aarhusianske kulturmaskine, der hvert år er blandt de nominerede inden for kategorien 'Byens Bedste Kulturoplevelse'. Og i år er ingen undtagelse, for Kapsejladsen er oppe imod følgende kulturoplevelser:
- SPOT Festival
- Thomas Helmigs koncert i Ceres Arena
- Fodboldkampen mellem Aarhus Fremad og Brøndby på Risvangen
- ARoS-udstillingen ’Tapestries’ lavet af kunster og fotograf Cindy Sherman
Og Lasse Juul Christensen mener, Kapsejladsen har potentiale til at vinde:
”Kapsejladsen er nok ikke det, man kan betegne som højkulturel, men at vi så alligevel er nomineret, vidner om, at mange mener, det er en vigtig del af kulturen her i byen. Det er et unikt fællesskab for studerende på tværs af uddannelser, og i sidste ende er kultur vel alt det, som sker imellem mennesker,” siger Lasse Juul Christensen.
Unikt studiemiljø
Netop de særlige studiefællesskaber anerkendes også i år, når der for første gang uddeles priser til Byens Bedste Studiemiljø; også her er Aarhus Universitet godt repræsenteret blandt de nominerede. Både medicinstudiet og fakultetet Aarhus BSS er nemlig nomineret.
Nomineringen vækker stor begejstring hos ledelsen ved Health, herunder hos prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach:
”Vi lægger jo rammerne i fakultetsledelsen, men det er de studerende, der får studentermiljøet til at leve. Vi er selvfølgelig rigtigt glade for nomineringen, og det betyder jo, at vi gør noget rigtigt,” siger prodekanen.
Ifølge hende er noget af det, der karakteriserer studiemiljøet på medicinstudiet, et massivt engagement, og at de studerende arrangerer og tilbyder andre studerende et meget bredt katalog af aktiviteter, som både styrker dem socialt, fagligt og i sidste ende også i forhold til den samfundsmæssige opgave, de skal løfte i sundhedsvæsenet:
”Vi har et rigt foreningsliv, og det udspringer jo helt fra festlige og sociale enheder som festforeningen Umbilicus til det mere faglige og samfunds- og sundhedsorienterede som Selskab for Medicinsk Studenterforskning, SAKS, IMCC, IFMSA, Knæk Cancer-løbet og så videre,” fortæller Lise Wogensen Bach.
Også i Studenterrådets fagråd Medicinerrådet er glæden stor over nomineringen. Sofie Hillgaard Pedersen, der sidder med i fagrådet og er næstformand i studienævnet for medicin, forstår godt, at studiemiljøet på medicin er fremhævet som et af de bedste:
”Vi kommer hinanden rigtigt meget ved på medicin. Man lærer folk at kende meget bredt på alle årgangene, og det er ret unikt. Folk på medicin går rigtigt meget op i at give studerende fra andre semestre råd og tips til, hvis der f.eks. er en svær reeksamen i vente. Vi er alle ret forbundne om den identitet, der ligger i at skulle træffe store beslutninger som læger i fremtiden,” siger Sofie Hillgaard Pedersen.
Som studenterpolitisk organisation håber hun og resten af Medicinerrådet, at en potentiel kåring kan bidrage til at øge opmærksomheden på de finansielle udfordringer, der truer det frivillige foreningsarbejdes bæredygtige fremtid:
”Lige nu kæmper vi meget med finansieringer til vores foreninger og arrangementer, fordi det generelt er blevet sværere, og fordi reglerne tit ændrer sig og kan være ret så forvirrende og kringlede. Så vi håber selvfølgelig, at den her nominering kan hjælpe med at vise, hvor vigtigt foreningsarbejdet er, og at det også derfor vil blive honoreret mere økonomisk i fremtiden,” siger Sofie Hillgaard Pedersen.
En stærk trivselsindsats på BSS efter corona
Også på Aarhus BSS blev statuetten og den tilhørende nominering modtaget med glæde. Ifølge prodekan for uddannelse ved Aarhus BSS, Morten Rask, er det den brede palet af engagerede og aktive studenterorganisationer på fakultetet, der efter coronanedlukningen har formået at løfte studiemiljøet og trivslen blandt de studerende:
”Lige efter coronanedlukningen var studenterorganisationerne lagt ned, og vi valgte derfor at bruge mange af vores trivselsmidler til at styrke dem igen. Det synes jeg virkelig er lykkedes, og det er i høj grad de studerendes fortjeneste. Og vi er da glade og stolte over, at der er nogen, som har lagt mærke til vores gode studiemiljø,” fortæller Morten Rask.
De andre nominerede til prisen er:
- VIAs campus i Ceres Parken
- Katedralskolen
- Arkitektskolen
Priserne uddeles ved et stort awardshow i Tivoli Friheden 17. august. Man kan allerede nu stemme på sin favorit blandt de nominerede.
Korrekturlæst af Charlotte Boel