Umiddelbart har forskning inden for coronavirus og køn ikke meget til fælles, men de to forskningsområder udløser nogle af de samme mekanismer i den offentlige debat. 

Inden for begge felter findes selvbestaltede eksperter, som ikke har udført peer-reviewed-forskning i emnet. De selvbestaltede eksperter anerkender ikke de anvendte og/eller etablerede forskningsmetoder inden for emnet. Og de anerkender heller ikke præmissen for forskningen – altså at der er et problem, som skal undersøges.

Men der er også forskelle. De selvbestaltede eksperter i coronaforskning findes primært i undergrupper i den almene befolkning, det vil sige uden for de etablerede forskningsinstitutioner som universiteter, andre vidensinstitutioner og hospitalerne.

Derimod er de selvbestaltede eksperter i kønsforskning ikke begrænset til den almene befolkning, men findes tilsyneladende både i Folketinget, på universiteterne og på hospitalerne.

Corona-fornægtere og uligheds-fornægtere

Gennem det sidste mere end halvandet år har vi fulgt coronaforskningen; set, hvilke fremskridt alverdens forskere har gjort i forhold til at forstå pandemien og i al hast at finde og implementere en vaccine til de relevante grupper. Samtidig er vi også blevet konfronteret med en gruppe af mennesker, som man kan kalde corona-fornægtere. Corona-fornægterne afviser videnskaben og opstiller i stedet en alternativ virkelighed, som man som udenforstående kan have svært ved at følge – selv efter at have set DR2-eksperimentet 'Konspirationsfolket har ordet'. 

Inden for kønsforskning synes vi at se samme tendens: En gruppe mennesker afviser den forskning, der påviser uligheder mellem kønnene. Gruppen her bedriver ikke selv kønsforskning – præcis som corona-fornægterne ikke bedriver coronaforskning. Men af uforklarlige grunde nyder uligheds-fornægterne mere troværdighed end corona-fornægterne i den brede befolkning, men også på universiteterne. 

Chikane rettet mod forskere

I forhold til coronaforskning er det heldigvis et fåtal, der tilhører gruppen af corona-fornægtere. Alligevel har vi hørt, hvordan en offentlig optræden kan udløse en voldsom chikane af den forsker, der er i rampelyset den givne dag. Blandt andet har Omnibus beskrevet, hvordan coronaforskere fra AU modtager hadbeskeder og trusler, når de har udtalt sig offentligt.

Modsat coronaforskerne oplever kønsforskerne chikane, på trods af at den enkelte forsker ikke har været i pressen og udtale sig. Vi har nemlig politikere til at opildne til uro. Kritik fremført af DF-politiker Morten Messerschmidt og LA-politiker Henrik Dahl har ført til, at et flertal i Folketinget seriøst debatterede navngivne forskere og forskningsfelter ved AU og efterfølgende godkendte en vedtagelsestekst ”... om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”.

Derudover har kritikken fra politikkerne også ført til, at nogle forskere, primært kvinder, efterfølgende har oplevet decideret chikane på de sociale medier. Senest har Arts-dekan Johnny Laursen været ude og forsvare sine forskeres integritet og faglighed og endvidere inviteret interesserede ministre og politiske ordførere på besøg, så man kan få en dialog om emnet i stedet for ensidige beskyldninger fra politikernes side.

Bliver vi forhindret i at få viden?

I podcasten 'Operation Kvindekamp' uddyber en række forskere fra Aarhus Universitet emner såsom antifeminisme og aktivistisk feminisme, som er essentielle i forhold til at forstå, hvilke kræfter kønsforskningen er oppe imod.  

Men vi står fortsat tilbage med spørgsmål og ikke mindst bekymring. Hvordan kommer vi videre med forskning i kønsforskellene? Har fornægterne fået overtaget, så vi bliver begrænset eller forhindret i at få mere viden om omfanget af uligheder og forslag til, hvordan vi kommer problemet til livs? Er chikanen så voldsom, at vores kønsforskere snart vælger at forske i noget mindre kontroversielt eller i værste tilfælde forlader akademia?

Korrekturlæst af Charlotte Boel