Omnibus prik

KLUMME: Viden og forskning er væsentlige kilder til innovation, det giver universiteterne en vigtig opgave

AU bidrager allerede i stor stil til samfundet med banebrydende forskning samt uddannelser og rådgivning af højeste kvalitet. Vi kan herudover bidrage mere med banebrydende iværksætteri og innovation. Med venturefonden Delphinus får AU tilført en ny stærk muskel til at løfte den opgave, skriver rektor Brian Bech Nielsen i sin klumme.

Vilkårene og mulighederne for vidensbaseret innovation på Aarhus Universitet er styrket markant det seneste årti, senest med tilblivelsen af venturefonden Delphinus, skriver rektor Brian Bech Nielsen. Her ses rektor ved indvielsen af Delphinus. Foto: Andrea Lif, AU Foto

UNIVERSITETSLEDELSENS KLUMME I OMNIBUS

Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet, og synspunkter udtrykt i klummen er skribentens egne.

Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus. 


Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du også deltage i debatten?

Innovation spiller en central rolle som et middel til at ruste vores samfund til fremtiden. Ikke mindst i kontekst af klimakrisen, men også de aktuelle geopolitiske forskydninger, som har sat en tyk streg under Europas behov for yderligere at styrke sin konkurrenceevne, såvel som sin teknologiske selvstændighed. 

Eftersom viden og forskning er væsentlige kilder til innovation, har universiteterne et oplagt ansvar og en vigtig opgave i denne sammenhæng. Det har glædet mig at følge, hvordan en del forskere og studerende fra Aarhus Universitet allerede har kastet sig ud i at finde løsninger på såvel store globale udfordringer som hverdagens problemer. 

Plads til forbedring

Flere rapporter og evalueringer peger på, at selvom Danmark har et solidt fundament i form af stærke forskningsmiljøer, en veluddannet arbejdsstyrke og en velfungerende privat sektor, har vi været mindre gode til at omsætte vores viden og innovation til løsninger af samfundsudfordringer og til nye virksomheder.

Det har AU i det seneste årti forsøgt at lave om på ved at støtte op om de forskere og studerende, som har lyst til at gå innovationsvejen og bringe deres viden og ideer i spil på den måde:

  • Vi har etableret The Kitchen, der allerede har støttet mange studerende og medarbejdere med at lave startups og snart lanceres i en version 2.0 i nye bygninger i Universitetsbyen.
  • Vi har oprettet et Distinguished Senior Innovators-program, hvor udvalgte forskere er med til at forankre og styrke iværksætterkulturen i de faglige miljøer.
  • Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) åbner et partnerhus i Universitetsbyen, hvor iværksættere, virksomheder og investorer kommer under samme tag.
  • Forskningsfonden overtager desuden ejerskabet af Incuba, som udlejer lokaler og servicerer videnstunge virksomheder.
  • AU har sammen med VIA, Erhvervsakademi Aarhus, Aarhus Kommune og Region Midtjylland oprettet foreningen The Link, som skal knytte opstartsmiljøerne tættere sammen. 

… og senest har Aarhus Universitets Forskningsfond sammen med HEARTLAND, Salling Group og Norlys etableret venturefonden Delphinus, der skal investere i videnstunge iværksættervirksomheder, så de får mulighed for at vokse – vel at mærke uden at skulle flytte fra Øst- eller Midtjylland. Ét af målene med Delphinus er netop at kunne holde på flere af de mest lovende startups, så de ikke er nødt til at flytte til København eller udlandet for at kunne udvikle sig.

En ny stærk muskel

Etableringen af Delphinus har tilført en ny stærk muskel til AU’s alsidige økosystem for iværksætteri og innovation. Der bliver adgang til rådgivning, faciliteter, netværk og kapital, hvad enten man er studerende med drøm om sin egen mindre virksomhed eller professor med en forskningstung spinout på vej. Forskningsfondens engagement i Delphinus betyder samtidig, at en del af afkastet fra investeringerne føres tilbage til forskningen via AUFF’s uddelinger.

Hvis man betragter Aarhus Universitet som en vindmølle, der genererer energi til samfundet, kan man sige, at møllens vinger repræsenterer vores forskellige aktiviteter.

For både forskning og uddannelse gælder det, at vi har haft mange år til at gøre vingerne større og udvikle deres kvalitet og form. Vi forfiner og forbedrer naturligvis stadig designet, men helt grundlæggende, har vi styr på mekanikken.

Med innovation forholder det sig lidt anderledes: Vi har ikke helt så mange erfaringer med metoder og platforme, og vi ved heller ikke, hvor stort potentialet er. Men Aarhus Universitets ”innovationsvinge” er vokset støt det seneste årti, og der er rigelig grund til at tro, at vi kan levere endnu mere vidensbaseret innovation, iværksætteri og erhvervsudvikling til gavn for vores samfund. 

Og idéerne og energien er i hvert fald til stede: Mange af AU’s studerende og medarbejdere har allerede været i berøring med vores økosystem for iværksættere. Det finder jeg meget opløftende, og min forhåbning er, at endnu flere får lyst til at tage springet. Jeg er sikker på, at vi på universiteterne kan forme og løfte stærke ideer ud i samfundet og gøre stor forskel. Vi bidrager allerede i stor stil med banebrydende forskning samt uddannelser og rådgivning af højeste kvalitet. Vi kan herudover bidrage mere med banebrydende iværksætteri og innovation.