Min far var slave i et år. Det har påvirket hans liv og mit. Fabrikken, hvor han arbejdede, eksisterer stadig, jeg har besøgt den. Lejren, hvor de sov med deres fødder i kæder, er dog forsvundet; der er kun få spor tilbage. Måske er det derfor, jeg blev interesseret i sprog, der er opstået i slavesamfund?

Hvis man som jeg beskæftiger sig med slaveri i sin forskning og undervisning, tænker man over, hvad slaveri egentlig er, og om man selv er en slave. Man kunne blive kaldt en lønslave, ja. Fastansatte skal undervise, forske og administrere. Men vi får løn og har ikke fødderne i lænker. Så kan man overhovedet se universitetsarbejde som slavearbejde? Jeg giver to svar: først nej og derefter ja.

Arbejdsnarkomaner måske, men ikke slaver

Nej, som universitetsansatte er vi utroligt privilegerede. Vi har forskningsfrihed. Vi har nogle dejlige og smarte studerende, vi kan arbejde med. Vi kan administrere vores egen tid. Generelt er vi derfor glade for vores job. Denne frihed betyder vel også, at mange af os arbejder weekender og aftener. Klokken er 19.38, mens jeg skriver det her. Hvis det er slaveri, er det frivilligt slaveri. Det tæller ikke rigtigt. Langt de fleste undervisere og forskere elsker deres fag, og derfor arbejder de mere end 40 timer om ugen. Det siger de ansatte i hvert fald. Det kan dog være meget tomt på gangene inden kl. 9 og efter kl. 15. Men som arbejdsnarkomaner kan AU-ansatte være slaver af deres arbejde. Alligevel ville jeg ikke kalde det slavearbejde.

To typer slaveri

Men hvad er slaveri? Hvad skete der med slaverne? Lad os se på to typer slaveri: Europæere blev taget til slaver i Nordafrika fra 1500-tallet til midt i 1700-tallet. Pirater kaprede skibe, tog passagerer og bemanding med til Tunis eller Algier, hvor de europæiske slaver blev tvunget til at arbejde. De fik husly og mad fra deres såkaldte 'ejer'. Men de kunne opnå deres frihed, hvis hjemmefronten i Norden kom med en pose penge.

Europæerne tog også til Afrika i deres egne skibe, hvor de købte mennesker fra lokale slavehandlere i Afrika og tvang dem med på et skib til Amerika og også til daværende Dansk Vestindien, hvor de skulle leve resten af deres tid som slavegjorte – medmindre de kunne tjene penge nok til at købe sig fri. Men de kunne ikke rejse tilbage. De slavegjorte skulle arbejde uden løn. Hvis de ikke udførte deres arbejde ordentligt, blev de tortureret og straffet. Ikke overraskende prøvede mange at slippe fri. Dem, der blev, arbejdede gratis, og ejere og selskaber tjente generelt utroligt godt på de andres arbejde. Det er slaveri.

Slaveri kan defineres, som at man udfører arbejde ufrivilligt og ufrit, som andre tjener en masse penge på.

Nu tilbage til universitetet.

Ulønnet arbejde, som er svært at blive fri af

En af de arbejdsopgaver, AU-ansatte udfører, er forskning. Resultaterne skal publiceres. Det plejede man at gøre i trykte tidsskrifter. Eller antologier. Nogle gange i trykte tekstbøger. Nu til dags trykker man sjældent tidsskrifter. Nogle tidsskrifter findes gratis online. Mange er kommercielle, og nogle betales via abonnementspenge. Nogle finansieres, ved at forfattere skal betale klækkelige beløb for at kunne få deres artikler optaget i tidsskrifterne. De fleste tidsskrifter er så dyre, at det ikke kan betale sig at have abonnement som privatperson. Hvad koster for eksempel et abonnement på Journal of Coordination Chemistry? Gæt! Nej, det er mere. Gæt igen! Nej, endnu mere.

Det koster 136.973 danske kroner. Næsten dobbelt så meget som et års SU. Det er ikke engang det dyreste.

Forlag med milliardoverskud

Det underlige er, at mange universitetsansatte arbejder gratis for disse tidsskrifter. Redaktører bliver som regel ikke betalt. Forfattere får ikke penge for deres artikler – tværtimod, de skal som sagt ofte betale for at få publiceret deres artikler. Så er der fagfællebedømmere (peer-reviewers), som skal gennemgå og kommentere artiklerne. De bliver heller ikke betalt. Det forventes, at de gør det arbejde som en del af deres universitetsjob.

Et af de største forlag er Elsevier. De laver et milliardoverskud hvert år. Efter at universitetsansatte har skrevet, bedømt og redigeret – helt uden betaling – skal universiteter købe det hele tilbage fra forlagene i form af abonnementer. Danske Universiteter forhandler samlet om en licensaftale med forlaget Elsevier. I 2020 stod den aftale universiteterne i den nette sum af 80 millioner kroner om året – for at købe viden tilbage, som AU og andre universiteter har produceret. Og det er vel at mærke kun ét af de forlag, universiteterne indgår licensaftaler med. Det er f* dyrt at ryge, men det her er endnu dyrere.

Min første konklusion var: Nej, vi er ikke slaver. Den anden konklusion er dog: Jo, vi universitetsansatte er slaver. Af de store kommercielle forlag, der som moderne kolonimagter tjener styrtende på vores ubetalte arbejde.

Det ville i hvert fald nogle af os konkludere.

Korrekturlæst af Charlotte Boel