KLUMME: Kunstig intelligens ændrer alle vores fag, men ikke nødvendigvis på den samme måde

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning. 

Når vi taler om kunstig intelligens på universitetet, kommer samtalen hurtigt til at handle om regler: Hvad må forskere og studerende bruge, hvornår skal kunstig intelligens deklareres, og hvordan sikrer vi, at en eksamen stadig siger noget om den studerendes egne kompetencer?

Det er nødvendige spørgsmål, men måske bør vi begynde et andet sted og spørge, hvad universitetet skal gøre for, at alle medarbejdere kan handle kvalificeret i en virkelighed, hvor kunstig intelligens allerede er en del af vores arbejde.

Det blev tydeligt for mig, da jeg i august deltog i opstarten af AU's nye ”AI Research Community” i Herning med forskere og medarbejdere fra hele universitetet. 

Forskerne efterspørger ikke et enkelt ja eller nej til kunstig intelligens. De udnytter allerede mulighederne, men har brug for værktøjer, de kan stole på, hjælp til data, jura og forskningsintegritet samt rum til at eksperimentere.

Behovet for fagligt råderum og mulighed for at eksperimentere genfinder vi i undervisningen. Kunstig intelligens ændrer alle vores fag, men ikke nødvendigvis på den samme måde. Derfor er det vigtigt, at fagene selv er med til at vurdere, hvordan og hvornår teknologierne skal indføres i uddannelser og undervisning. 

Studerende gør chatbotter bedre

Behovet for at lære, hvordan vi drager nytte af teknologien, findes også i administrationen. Det er baggrunden for, at vi på Arts har arbejdet med at udvikle en chatbot, der kan hjælpe med nogle af de rutineprægede spørgsmål, som studievejledninger og administrationer ofte får – f.eks. om frister, tilmelding eller praktiske regler.

Udgangspunktet er at undersøge, hvordan teknologien virker, hvordan de studerende oplever den, og hvad den gør ved vores organisation. Det er meget vigtigt for os, at det er en fælles læreproces, og de studerende bliver inddraget i afprøvningen. Det er derfor, vi har indført en mulighed for at markere om svaret var brugbart. Alle de svar, der markeres som ikke-tilfredsstillende, bliver gennemset af et menneske for at forsøge at forstå, hvad der gik galt. Det bruger vi til at gøre chatbotten bedre, men også til at finde ud af, hvordan teknologien er relevant i fremtiden. 

Chatbotten er sat op til at henvise til studievejledere, studiecenter eller andre relevante instanser på AU, hvor studerende kan få hjælp af en medarbejder. Formålet er at sørge for at de ansattes tid bliver fokuseret på det, som kun de kan løse – og at vi samlet set får endnu højere kvalitet i rådgivningen. 

Fælles faglig opgave

Eksemplet peger tilbage på det spørgsmål, jeg begyndte med: Hvad har forskere, studerende og medarbejdere egentlig brug for? Jeg tror, at de først og fremmest har brug for gode betingelser for selv at kunne eksperimentere og træffe kvalificerede valg om kunstig intelligens. Det kræver regler, understøttelse og ordentlige teknologier, men også plads til at prøve sig frem og lære af både det, der virker, og det, der ikke gør.

Det bliver ikke mindre vigtigt af, at udviklingen går stærkt. Kunstig intelligens har allerede ændret forskning, undervisning og administration på grundlæggende måder. Netop derfor er vi nødt til ikke bare at følge med teknologien, men også at diskutere, hvad den betyder for universitetet og for den måde, vi løser vores opgaver på. Det er baggrunden for, at universitetsledelsen arbejder med kunstig intelligens som et centralt tema i den kommende strategiske handleplan.

Som universitetsmennesker skal vi interessere os for, hvilke kompetencer, faglige processer og menneskelige relationer der er så værdifulde, at teknologien ikke skal erstatte dem – og samtidig turde bruge den dér, hvor den lærer os noget, og hvor den kan øge kvaliteten af det, vi laver.

Det var også noget af det, jeg tog med mig fra diskussionerne i Herning: Vi kommer ikke til at tænke os frem til én færdig model for, hvordan universitetet skal bruge kunstig intelligens. Vi bliver nødt til at prøve noget af, diskutere erfaringerne og justere undervejs.

Det er universitetet er godt rustet til. Men det kræver, at vi gør det som en fælles faglig opgave – og ikke som noget, den enkelte medarbejder eller studerende skal finde ud af alene.