KLUMME: Det valg, du har truffet, fortjener respekt – også din egen
Mærker du også tvivlen, om du har valgt det rigtige studie – og om det fører dig det rigtige sted hen? Det gør de fleste. Arts-dekan Maja Horst var selv i tvivl om sit studievalg ad flere omgange. Hendes råd er: drop idéen om drømmestudiet, men giv dit studievalg den respekt, det fortjener. Og giv dig selv tid til at skabe den gode uddannelse sammen med dine medstuderende og undervisere.

UNIVERSITETSLEDELSENS KLUMME I OMNIBUS
Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet, og synspunkter udtrykt i klummen er skribentens egne.
Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus.
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vil du også deltage i debatten?
- Send dit indlæg til omnibus@au.dk
Hvis du lige er startet hos os, spekulerer du måske på, om du har valgt rigtigt. Om du har fundet den uddannelse, der passer perfekt. Måske hører du andre spørge: "Hvad kan du så blive?" Eller: "Hvad kan du bruge det til?" Og måske svarer du med en blanding af håb, overbevisning og … usikkerhed.
Her er mit forslag: Glem idéen om drømmeuddannelsen. Den findes sjældent. Og den kan i værste fald stå i vejen for alt det, der faktisk kan ske, når man giver sig hen til noget, man endnu ikke kender.
For sandheden er: Der er ikke én rigtig vej. Langt de fleste finder først retningen, mens de er i gang – eller bagefter. Jeg selv gjorde i hvert fald ikke alt det rigtige i første hug. Jeg startede på statskundskab, men løb væk efter 2 år. Derefter læste jeg fagene kommunikation og forvaltning på RUC, men de første par år var jeg heller ikke sikker på, at det var det rigtige. Og jeg anede stadig ikke, hvad jeg kunne "bruge det til".
Det var frustrerende, især når nogen spurgte (i mit tilfælde ofte min far). Især når jeg følte, jeg skulle kunne svare med det samme. Men efterhånden fik jeg drejet studiet ind på noget, jeg var ægte interesseret i. Og det er i sidste ende det vigtigste.
At vælge kræver mod og tillid
At vælge uddannelse i en tid præget af globale kriser og hurtige forandringer kræver mere end overblik og karakterer. Det kræver mod og tillid. Mod til at vælge noget til – selvom man ikke kender hele vejen frem. Og tillid til, at det giver mening, fagligt, personligt og samfundsmæssigt.

Vi ved, at mange af jer har spørgsmål. Og måske også en lille uro. Det er helt normalt. For det er ikke nemt at træffe valg, som alle har en holdning til. Men det valg, du har truffet, fortjener respekt. Også din egen.
Derfor vil vi på Aarhus Universitet gøre alt, hvad vi kan, for at dit valg bliver rigtigt – ikke bare på papiret, men i virkeligheden. Både fagligt og socialt. Og det sker sjældent alene gennem pensum. Det sker i mødet med en underviser, der ændrer dit syn på verden. I foreningen, du ikke havde planlagt at blive en del af. I diskussionerne over kantinebordet, på kollegiet eller i en gruppe, der pludselig bliver dine bedste venner.
Den gode uddannelse er ikke noget, man får, men noget, man skaber. Sammen med andre.
Myten om den lige vej
Mange tror, at vejen fra uddannelse til job er lige. Det er den sjældent. Jeg kender ingen, der ikke har været i tvivl. Selv dem, der ligner nogen, der aldrig vakler.
Og selv når du tror, du har fundet vejen, kan den tage en uventet drejning. Jeg har haft job, jeg aldrig havde forestillet mig, og nogle gange er jeg endt steder, fordi andre mente, jeg burde søge. Først senere forstod jeg, hvad jeg egentlig ville bruge stillingen til. Pointen er, at man kan forme sit arbejdsliv løbende. Og at det kan tage sin tid at finde ud af, hvad man vil bruge det til.
Så følg det, der interesserer dig. Lyt til nysgerrigheden. Brug hjertet til at mærke, om du laver noget, der giver mening for dig. Og brug hjernen til at finde ud af, hvordan du kan gøre mere af det. Og hus, det er okay at bruge tid. Min erfaring er, at nogle ting forstår man først, når man har levet med dem et stykke tid.
Del lidt af magien
Hvis du ikke selv er studerende, men læser med her som forælder, ven eller alumne: Hjælp dem, der er i gang. Vent med at spørge: “Hvad kan du så bruge det til?”
Spørg i stedet: “Hvad glæder du dig mest til?” Eller: “Hvad fangede dig ved det fag?” Måske kan du selv dele et minde – om den underviser, der sagde noget, du aldrig glemte.
Mange siger, at studietiden var den bedste tid i deres liv. Hjælp de nye med at mærke det, mens de er i gang. Det starter med, at vi giver plads til nysgerrigheden – og lader være med at forvente færdige svar.
Du skal bare turde begynde
Så nej – du behøver ikke vide, om du har fundet din drømmeuddannelse. Du skal bare turde begynde. Turde lade dig opsluge. Turde opdage noget, du ikke vidste.
Du behøver ikke have alle svarene nu. Du skal bare være klar til at stille nye spørgsmål.
Velkommen – og god studiestart. Vi glæder os til at lære dig at kende.