DEBAT: Kvindelig forskers indlæg om ligestilling på AU blev fjernet: Jeg vil ikke tegne skønmaleri. Tværtimod

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Carolina von Essen, der er adjunkt ved Institut for Fysik og Astronomi, skrev et indlæg om, hvordan det er at være kvindelig forsker ved instituttet. Først blev indlægget bragt. Siden blev det fjernet af institutledelsen. I dette debatindlæg fortæller hun om de uligheder, hun møder som kvindelig forsker ved Aarhus Universitet. Og giver sit bud på, hvad der skal til for at skabe mere ligestilling.

02.11.2020 | Carolina von Essen

Carolina von Essen er adjunkt ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet. Foto: Roar Lava Paaske

Debatindlægget her er udtryk for skribentens egen holdning. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indkomne indlæg. Send dit indlæg til os på omnibus.au.dk.

For lidt tid siden bad ledelsen ved Institut for Fysik og Astronomi mig om at skrive et indlæg under temaet ’Kvinder inden for fysik og astronomi’. Jeg var ikke overrasket over at blive bedt om det. For der er ikke mange kvinder på instituttet, og jeg har sat mig grundigt ind i emnet. Siden 2015 har jeg bidraget til arbejdet med at forbedre kønsrelaterede problemstillinger, så jeg følte mig også berettiget til at dele mit syn på sagen. Og jeg var hudløst ærlig. Af samme grund blev jeg faktisk noget overrasket over at se mit indlæg publiceret på forsiden af instituttets hjemmeside.

Tre dage senere blev artiklen fjernet af ledelsen. Hvilket jeg naturligvis var meget skuffet over. Og selvom jeg siden er blevet underrettet om, at det skyldes mangelfuld kommunikation, følte jeg mig censureret. 

Jeg vil ikke lyve for unge forskere. Jeg vil ikke overbevise dem om at blive en del af vores verden, kun for at de skal opleve det, jeg har oplevet. Tværtimod. Jeg ønsker at beskytte dem. 

Ledelsen har siden forklaret mig, at hensigten med indlægget var, at det skulle inspirere unge kvinder til at træde ind i fysikkens og astronomiens videnskabelige verden. Men den opgave er jeg ikke den rigtige til at løse. For jeg vil ikke lyve for unge forskere. Jeg vil ikke overbevise dem om at blive en del af vores verden, kun for at de skal opleve det, jeg har oplevet. Tværtimod. Jeg ønsker at beskytte dem. 

Ledelse, I skal overbevise mig om, at I mener det

Min mor fortalte mig altid, at jeg skal gå foran med det gode eksempel. Aarhus Universitet ledes udelukkende af mænd. Og hvis ledelsen vil overbevise mig om, at ligestillingsinitiativer på universitetet er mere end bare varm luft, skal ledelsen forstå, at de skal gå forrest. 

Inden jeg fortæller, hvad det vil sige for mig at være ’kvinde inden for fysik og astronomi’, og hvordan det føles at opleve sexisme på daglig basis, vil jeg understrege, at medarbejderne på Institut for Fysik og Astronomi er gode mennesker, der ikke vågner om morgenen med den hensigt at gøre deres medmennesker ulykkelige. Vi ved bare ikke tilstrækkeligt om visse forhold, der er vigtige at forstå for at opnå et godt arbejdsmiljø; det gælder blandt andet kønsrelaterede spørgsmål. Det gør sig særligt gældende inden for et mandsdomineret institut som mit, men jeg er ret sikker på, at det også gør sig gældende på andre institutter. Samtidig vil jeg sige, at det er vanskeligt at ytre sin mening, når man står i mindretal og taler fra en mindre magtfuld position. Og det er præcis den situation, jeg står i. 

Modige kvinder eller kønspoliti

To af mine kvindelige kolleger tog de første modige skridt i retning af at forsøge at forbedre vores vilkår, da instituttets ligestillingsudvalg blev oprettet i 2015. Svaret fra vores mandlige kolleger, som måske følte sig truet ved udsigten til, at deres mandlige privilegier ville ophøre, var at kalde dem for 'kønspolitiet'. For mig var de to stærke kvinder hårdt tiltrængte rollemodeller, som til trods for de uretfærdige beskyldninger og andre forhold, der fulgte med deres job, altid talte vores sag. Min sag. Universitetet har brug for flere kvinder som dem.

Lagde ikke mærke til kønsskævhed i Argentina

Mit karrierevalg har givet mig det privilegium, at jeg elsker mit arbejde. Astronomi er og bliver mit bidrag til verden. Jeg har følt mig forbundet med astronomien, siden jeg var 3 år gammel, og min far læste bøger for mig af Carl Sagan, en af vores tids bedste formidlere af videnskab og astronomi. Jeg tog min kandidatgrad i Argentina, hvor jeg er født. Jeg fulgte 36 specialiserede kurser i astronomi, matematik, fysik og datalogi, før jeg blev astronom. Dengang lagde jeg ikke mærke til kønsskævheder. For på alle niveauer fra undervisningsassistenter over professorer til dekanniveau var der en ligelig fordeling af mænd og kvinder. 

I 2010 pakkede jeg min taske og flyttede til Hamborg, hvor jeg tog min ph.d.-grad. Min ph.d.-afhandling handlede om de fysiske egenskaber ved ’krydsende’ exoplaneter og indeholdt syv publikationer med mig som ledende forsker på de fem af dem og som co-forsker på de to øvrige. Jeg havde tre år til at færdiggøre afhandlingen, "ikke en dag mere", som min vejleder sagde. Det siger sig selv, at det var hårdt arbejde. 

Der er noget galt

Da jeg færdiggjorde min ph.d., indså jeg for første gang, at der var noget galt med det akademiske system. Jeg gav for meget af mig selv og fik for lidt tilbage.

Da jeg færdiggjorde min ph.d., indså jeg for første gang, at der var noget galt med det akademiske system. Jeg gav for meget af mig selv og fik for lidt tilbage. 

Jeg begyndte også at få øjnene op for uligheden mellem kønnene. Hamburg Observatory blev drevet af fem professorer, der arbejdede med vidt forskellige områder inden for astronomi og astrofysik. De var alle mænd. Efter jeg blev færdig med min ph.d., tog jeg en kort postdoc i Göttingen og flyttede derefter til Aarhus, hvor jeg i 2014 fik en treårig kontrakt som postdoc ved Institut for Fysik og Astronomi. Her har jeg nu en 20-procents adjunktstilling, som udløber primo 2022. Jeg har en dejlig dansk familie, jeg elsker Danmark og har valgt dette land som mit hjem.

Vi mødes i ligestillingsudvalget, men ændrer ikke meget

Da jeg kom til AU i 2014, var jeg så heldig at lande i det nyåbnede Centre of Excellence, the Stellar Astrophysics Centre (SAC). Centeret sprudlede med liv, ressourcer og forskere, der kom fra hele verden. Jeg blev medlem af ligestillingsudvalget på SAC, var med til at genoplive netværket Kvinder i Fysik, og jeg blev medlem af instituttets ligestillingsudvalg. Her mødes vi og drøfter, hvor vi skal sætte ind, og hvordan vi skal ændre forholdene. Selvom jeg klager højlydt over, at vi ikke ændrer meget.

Nybagt mor – og karrieremæssigt gået i stå

Oveni de udfordringer, der følger af at tilhøre det kvindelige mindretal på arbejdspladsen – for eksempel at ens stemme ikke vægtes i lige så høj grad som mandlige kollegers (også selvom man måske siger nøjagtigt det samme), at man konstant kæmper med kønsdiskrimination og generelt har færre muligheder, blot fordi man er kvinde – befinder jeg mig lige nu i en svær situation: 

Da vi besluttede at få vores første barn, vidste jeg, at det uudtalt ville få indflydelse på mine karrieremuligheder. For at kompensere arbejdede jeg meget hårdt og skrev mine tre første publikationer som hovedforfatter.

Da vi besluttede at få vores andet barn, var min frygt for konsekvenserne kun blevet stærkere. Karrieremæssigt var jeg gået i stå, og nu skulle jeg være mor til to børn med kun 14 måneders mellemrum. Jeg var førstegangsmor, vores andet barn lå tungt i maven, og jeg led af ekstrem søvnmangel. Alligevel skrev jeg fire publikationer med mig som hovedforfatter på fem måneder. Jeg arbejdede, mens vores ældste søn sov middagslur, eller mellem kl. 20 og midnat, når alle herhjemme sov, undtagen mig. Den dag, jeg fødte vores andet barn, sad jeg på sygehuset om morgenen og arbejdede online med en kollega helt frem til fødslen. 

Den dag, jeg fødte vores andet barn, sad jeg på sygehuset om morgenen og arbejdede online med en kollega helt frem til fødslen. 

Sidder fast

På trods af alt det sidder jeg stadigvæk fast, hvor jeg var før. Instituttet har ingen ressourcer, eksterne fonde kritiserer min produktivitet uden at tage højde for, at jeg har været på barselsorlov og er ansat i en 20-procentsstilling – og på trods af, jeg har over 60 publikationer og er citeret mere end 5.500 gange. Man kan ikke sige, at jeg ikke har gjort mit yderste.

Der ligger en magt i at stå sammen

Udover alle de udfordringer, der er forbundet med at være kvinde i et mandsdomineret felt, skal vi kvinder også forholde os til sexisme. Det er heldigt, at vi er gode til at multitaske! Der har været skrevet meget om emnet i medierne på det sidste, og jeg vil i denne forbindelse blot understrege den magt, der ligger i at organisere sig og stå sammen. 

Det krævede mod af den håndfuld kvinder, som startede det initiativ, der på få dage voksede til næsten 700 stemmer, der slog fast, at sexisme findes på universiteterne. Og jeg kan kun håbe på, at ledelserne på universiteterne viser sig at være lige så modige som disse kvinder og gør noget ved sagen. 

I den forbindelse vil jeg gerne takke min institutleder. Da det gik op for ham, at jeg var en af de kvinder, der havde skrevet under på det åbne brev om sexisme inden for universitetsverdenen, fortalte han mig, at jeg var meget modig, og han bekræftede sin støtte. Det var præcis, hvad jeg havde brug for at høre.

Løsningen er at ansætte kvinder

På baggrund af mine bidrag til videnskaben og til kønsrelaterede problematikker mener jeg, at jeg har ret til at dele mine synspunkter. Jeg arbejder på et institut, der kun har én kvindelig professor. Kun. En. Da en kvindelig lektor blev ansat for nogle år siden, lød det stolt fra ledelsen på instituttet: "Vi har øget antallet af kvinder med 100 %!" Hvad skal man sige til det?

Jo højere man stiger i graderne (fra bachelorniveau til professorniveau) på instituttet, jo færre kvinder er der. Og da ansættelsesudvalgene for det meste består af mænd, vil dette ikke ændre sig. 

Som jeg ser det, er den eneste løsning at ansætte nok kvinder til at nå en kritisk minimumsmasse, der efterfølgende vil gøre det muligt at gøre fremskridt på en mindre drastisk måde.

Som jeg ser det, er den eneste løsning at ansætte nok kvinder til at nå en kritisk minimumsmasse

Når ubalancen er så stor, som den er på mit institut, kan den kun rettes op på, ved at man bevidst ansætter kvinder, indtil et givet niveau er nået. Jeg ved, det er et kontroversielt forslag, både blandt mænd og kvinder. Men efter fem år med tom snak, der ikke fører til andet end en workshop her og en plakat der i et forsøg på at øge bevidstheden bare en lille smule, tror jeg, at det er den eneste løsning. 

Vil du være med til at skabe forandringen?

Jeg har hørt kvinder udtrykke deres forbehold for forslaget. De ønsker ikke at være dem, der er ansat, fordi de er kvinder. De ønsker at blive ansat, fordi de fortjener stillingen. Til disse kvinder vil jeg sige to ting: For det første er det meget sandsynligt, at du rent faktisk fortjener stillingen, men ikke får den, fordi du er kvinde. Sjovt, som tingene 'fungerer', ikke? Det skyldes ubevidste bias. 

For det andet: Du har ret. Du vil blive beskyldt for at have fået stillingen på grund af dit køn frem for dine kompetencer. Og det er jeg ked af. De første skridt mod forandring er aldrig lette. Men hvis du ikke tager dette skridt, hvem gør så? I stedet for at fokusere på dit ego, der bliver ramt, vil du så ikke hellere være stolt af dig selv, fordi du var med til at skabe forandring?

Ledelsen har magten til at ændre for forholdene

Til ledelsen på Aarhus Universitet vil jeg sige: Værsgo’! To problemer serveret på et sølvfad. Anerkend problemerne, og lav regler, som sørger for, at de bliver løst. 

Det er sjovt nok helt lovligt at ansætte mænd, fordi de er mænd, mens det ikke er lovligt at ansætte kvinder for at rette op på mange års diskrimination. Men det er i ledelsens magt at ændre på det.

Jeg ser på mine studerende, og jeg ser på mig selv. Vi har brug for rollemodeller. Nogle, der ligner os, som vi kan se op til. Jeg har aldrig haft dem. Jeg forsøger at ændre tingene for at give kvindelige studerende muligheden for at opleve noget andet. Rektor Brian Bech Nielsen: Jeg har brug for din og resten af ledelsens hjælp.

Oversat af Lenore Messick

Synspunkt, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også