Lektor: Jeg har ondt i maven over at stuve 250+ studerende sammen til forelæsning

Tanken om at stuve mere end 250 studerende sammen i et auditorium i timevis huer ikke Martin Vinæs Larsen, der er lektor i statskundskab. Men det er ikke min afgørelse, siger han.

Fotos: Anders Trærup og privat

”Jeg har sgu ondt i maven over at skulle stuve 250+ studerende sammen i et forelæsningslokale på mandag”. Sådan skrev lektor i statskundskab Martin Vinæs Larsen i morges på Twitter.

Hans forelæsning skal finde sted i Per Kirkeby Auditoriet i Søauditorierne på mandag, hvor der er plads til 424 studerende.

”Myndighederne opfordrer jo til, at man undgår større forsamlinger. Men der kommer tusindvis af studerende gennem det auditorium i løbet af en dag, og de studerende sidder tæt i timevis. Jeg synes, det er ubehageligt. Tænk, hvis en af mine studerende bliver smittet.”

Ikke min afgørelse

Flere opfordrer ham i kommentartråden på Twitter til at lade være med at undervise eller til at overveje at undervise online i stedet.

”Men det er ikke min afgørelse,” siger Martin Vinæs Larsen og fortsætter:

”Det er AU’s ledelse, der træffer den afgørelse, og det retter jeg mig som medarbejder efter. Men det er klart, at jeg som underviser gør mig nogle tanker om, hvad jeg udsætter mine studerende for, og det er også derfor, jeg valgte at nævne det på Twitter og også har nævnt det for kolleger her på instituttet.”

Undervisningen på AU fortsætter indtil videre som hidtil

Meldingen fra AU’s ledelse var her til morgen, at undervisningen på AU fortsætter som hidtil, men at en netop nedsat taskforce forbereder sig på et scenarium, hvor undervisningen i stedet kan foregå digitalt, hvis det skulle blive nødvendigt.

Martin Vinæs Larsen har ikke hørt fra studerende, der er bekymrede over at skulle til forelæsning.

”Og jeg tror heller ikke, at vi skal forvente et pres fra studerende. De unge virker ikke til at være så bekymrede over situationen.”