Lektor Søren Pold er ny medarbejderrepræsentant i AU's bestyrelse

Lektor Søren Pold er ny medarbejderrepræsentant i AU’s bestyrelse. Han afløser lektor Peter Bugge.

Lektor Søren Pold, som har været suppleant for lektor Peter Bugge, er fra 1. august i år tiltrådt som nyt medlem af Aarhus Universitets bestyrelse. Foto: Lars Kruse

Lektor Søren Pold fra Informationsvidenskab og Digital Design på Institut for Kommunikation og Kultur har fra 1. august afløst lektor Peter Bugge fra Østeuropastudier på Institut for Kultur og Samfund som medarbejderrepræsentant i AU’s bestyrelse. Søren Pold skal foreløbig sidde i bestyrelsen i den resterende del af Peter Bugges udpegningsperiode, der løber frem til 31. januar 2016. Sammen med professor Susanne Bødker fra Institut for Datalogi har Peter Bugge talt medarbejdernes sag i bestyrelsen siden februar 2012.

Bugge tager til KU

Peter Bugge træder ud af bestyrelsen, fordi han har fået nyt job på Københavns Universitet. Han er dog fortsat ansat på Aarhus Universitet, men kun i et omfang, som gør, at han ikke kan blive siddende i bestyrelsen.

»Jeg skal opbygge et engelsksproget kandidattilvalg i Centraleuropastudier med særligt henblik på de fire Visegrad-lande, hvilket vil sige Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn,« fortæller Peter Bugge om sin nye stilling ved KU.

»Jeg har valgt at skifte, fordi det nye tilvalg giver mig en chance for at arbejde hundrede procent med min kernefaglighed, hvilket er blevet vanskeligere ved AU efter lukningen af tjekkisk og ungarsk. Men det sidste skal ikke forstås sådan, at jeg går i frustration, og jeg smækker heller ikke med døren,« fortsætter han.