”Jeg ønsker ikke, at det her skal være en deprimerende historie!” siger Anastasiia Sydorenko med et fast blik.

Hun har netop fortalt, hvordan hun i midten af marts låste døren til sin lejlighed i Kyiv og forlod den på ubestemt tid sammen med sin mand og tre børn på henholdsvis 5, 4 og halvandet år – og bare én kuffert.

Med sig havde familien de penge, de havde sparet op til årets sommerferie. De ville række til et par måneder i udlandet på flugt fra krigen i Ukraine. Præcist hvor de ville rejse hen, vidste Anastasiia Sydorenko og hendes mand endnu ikke. Men i første omgang steg de på toget mod Polen.

”Du kan ikke arbejde, når du tre gange om dagen må søge tilflugt fra raketter og bomber i en kælder”

”Togturen tog 15 timer. Der var intet toilet og ingen mulighed for at købe mad eller drikke. Toget var fyldt, folk var nervøse, og børn græd. Jeg måtte bede mine børn om at være stærke. Vi holdt flere gange stille i timevis undervejs – og til sidst fik vi hen på aftenen lov til at komme ud for at gå på toilettet i det fri,” fortæller hun.

I sikkerhed uden for byen?

Anastasiia Sydorenko har en ph.d. i klinisk psykologi og i medicinalvidenskab og var, indtil hun forlod Ukraine, ansat som adjunkt ved Medical Psychology Department ved Bogomolets National Medicinal University i Kyiv.

Den 24. februar, da krigen brød ud, blev hun vækket kl. 6 om morgenen af sin far, der bankede på døren.

”Han mente, vi ville være mere sikre i hans hus lidt uden for byen. Så vi pakkede en taske i al hast og tog afsted.”

Men krigen rykkede også her tættere på.

”En dag blev en russisk helikopter skudt ned uden for vores vindue. Børnene blev bange, og jeg måtte forklare dem, at det her er ’god larm’ – det er lyden af vores soldater, der beskytter vores fædreland.”

Alene på legepladsen

Anastasiia Sydorenko og familien rykkede for en kort periode tilbage til Kyiv, der virkede mere sikker.

”Men en dag, da jeg var på legepladsen med mine børn, bed jeg mærke i stilheden. Vi var den eneste familie på legepladsen. Det eneste, jeg kunne høre her i denne storby, var mine børns latter og leg, som lød helt malplaceret i denne tragiske sammenhæng. Jeg kiggede op og så en regnbue rundt om solen, og min far fortalte, at det var, fordi luften var så beskidt på grund af krigen. Der forstod jeg, at det her kunne jeg ikke tilbyde mine børn.”

Familien besluttede at forlade Ukraine og tage til Polen. Anastasiia Sydorenkos mand, der også har en medicinalvidenskabelig baggrund, kunne forlade landet, fordi familien har tre små børn. Ellers har alle mænd i alderen 18-60 år forbud mod at forlade Ukraine.

En kæmpe mulighed

”Da vi kom til Polen, var min plan bare at finde et sted, hvor mine børn kunne hvile sig, og hvor min mand og jeg kunne lægge en plan for vores næste skridt. Men så mødte jeg en ukrainsk kvinde fra London, som spurgte, om vi ikke ville med på en bus til Danmark.”

Efter kort betænkningstid besluttede familien at tage bussen til Danmark. Og kort efter sin ankomst blev Anastasiia Sydorenko opmærksom på muligheden for at søge et fellowship ved Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) og sendte med det samme en ansøgning. Hun fik hurtigt tilsagn om et fellowship i 12 måneder, hvilket hun betragter som en stor faglig mulighed.

”Jeg er meget taknemmelig. Jeg er privilegeret at komme til et internationalt anerkendt universitet som Aarhus Universitet og har tænkt mig at gøre, hvad jeg kan, for at udnytte denne mulighed til at styrke min position som forsker.”

Hun vedstår, at det kan være svært at koncentrere sit fokus om et videnskabeligt projekt, når hjemlandet, som stadig huser familie, venner og kolleger, er i krig.

”Men der må jeg være disciplineret, og jeg tjekker kun nyheder om krigen om morgenen og om aftenen.”

Forsker i arbejdsklimaet inden for hjertekirurgi

Anastasiia Sydorenko er tilknyttet AIAS, men har kontor på Psykologisk Institut. Hun kobler sin psykologiske og medicinske baggrund og vil undersøge arbejdsklimaet inden for hjertekirurgi fra studieniveau og helt ind på operationsstuen.

Tung udvælgelse: Et afslag kan have fatale konsekvenser

”Det er et miljø præget af stærkt hierarki og stærke magtpositioner, som det er svært at komme ind i som yngre læge – og ikke mindst som kvinde. Det er også et miljø, hvor der forekommer mobning, magtmisbrug og en hård tone.”

Hun vil lave et sammenlignende studie med studerende fra Danmark og Ukraine, hun vil interviewe sygeplejersker og kirurger, og endelig vil hun gerne producere en video med udsagn fra pensionerede læger og kirurger. Alt sammen for at dokumentere kulturen.

”Målet er i sidste ende at kunne pege på elementer, der kan føre til, at der begås færre medicinske fejl, og at der opnås større tryghed for personalet og ikke mindst for patienterne.”

I en venteproces

Adspurgt om, hvordan hun har det, nu hvor familien er landet i Aarhus, og hun er begyndt på sit forskningsprojekt, svarer hun:

”Det er stadig meget nyt. Men jeg føler mig sikker. Jeg føler mig taget imod – der er ukrainske flag overalt, og mine børn er glade her. Men omvendt er det slet ikke, som når man ellers rejser i udlandet. Jeg er her ikke som turist. Jeg er i en venteproces, og min sjæl er i Ukraine.”