Regeringen foreslår ny karakterskala uden minus og med stjerne på toppen
Regeringen præsenterede torsdag sit udspil til en ny 8-trins karakterskala. Regeringen vil sløjfe karakteren -3 og vil indføre flere karaktertrin i midten af skalaen. Endelig foreslår den at honorere den ekstraordinære indsats med karakteren 12 toppet med en stjerne. Regeringen vil finansiere udspillet ved at skære i det statslige tilskud til uddannelser.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterede torsdag regeringens udspil til en ny karakterskala sammen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).
Regeringen vil erstatte den nuværende 7-trinsskala med en ny 8-trinsskala. Den nye skala indeholder – ligesom den tidligere – to karakterer for ikke-beståede præstationer, men den lavest mulige karakter vil være 00, idet karakteren -3 afskaffes, fordi den ifølge regeringen kan trække uforholdsmæssigt ned i det samlede karaktergennemsnit. Derudover udvides midten af skalaen med karaktererne 6 og 8, mens karakteren 7 udgår. Skalaens top udgøres som i dag af 10 og 12. Regeringen vil dog indføre muligheden for at supplere topkarakteren 12 med en stjerne for at honorere en ekstraordinær præstation. Stjernen vil dog ikke vægte i gennemsnittet.
Regeringen lægger desuden vægt på, at den nye skala skal bidrage til en mere positiv læringssituation og mindske præstationspres. Samt at den kan formidles internationalt og ikke begrænser danske studerendes muligheder for at bliver optaget på internationale universiteter.
”Elever og studerende skal ikke være nervøse for at sige noget forkert i undervisningen, fordi de er bange for at begå fejl, som trækker deres karakter ned. Vi har brug for en karakterskala, som fokuserer positivt på, at man opfylder mål, fremfor antallet af fejl. Jeg mener også, at vi igen skal have mulighed for at belønne den ekstraordinære præstation for at motivere de studerende til at gøre sig ekstra umage, tage chancer og tænke ud af boksen”, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i en pressemeddelelse.
Kritik af 7-trinsskala
Arbejdet med at udvikle en ny karakterskala er ikke nyt. Den tidligere regering nedsatte i foråret 2020 en ekspertgruppe, som skulle rådgive regeringen om fordele og ulemper ved forskellige karakterskalaer. Der har også gennem årene været kritik af den nuværende 7-trinsskala, som blev indført i gymnasierne i 2006 og på øvrige uddannelsesinstitutioner i 2007. Senest har Trivselskommissionen i sin rapport fra februar anbefalet, at karakterskalaen ændres, så der er mindre spring mellem skalaens karakterer, og så fokus i mindre grad er på mangler i præstationen.
En evaluering af 7-trinsskalaen lavet af EVA i 2019 pegede blandt andet på, at trinbeskrivelserne i skalaen lægger vægt på, i hvor høj grad en præstation lever op til de faglige krav og derved fokuserer på mangler. Evalueringen nævnte også, at der er store spring mellem de midterste karakterer, og at der ikke er mulighed for at anerkende den ekstraordinære præstation.
Finansieres ved at nedsætte statsligt tilskud til uddannelser
Regeringen foreslår, at den nye skala tages i brug på ungdomsuddannelser, voksen- og efteruddannelser i august 2030, mens grundskoler og videregående uddannelser først tager den nye skala i brug fra august/september 2031. Mattias Tesfaye henviste på pressemødet blandt andet til, at undervisere og censorer skal uddannes i at bedømme efter den nye skala, og at it-understøttelsen skal være på plads. Ifølge regeringen vil udgifterne forbundet med den nye skala svinge mellem 4 millioner kroner og 74 millioner kroner årligt i implementeringsårene. Fra 2039 vil udgiften ligge på 24 millioner kroner om året, som ifølge udspillet primært går til vedligehold af it udviklet til den nye skala.
”Regeringen lægger op til, at den nye karakterskala finansieres via nedsættelse af statslige tilskud til de uddannelser, som anvender karakterskalaen,” står der videre i udspillet.
Udspillet, herunder finansieringen, skal nu til politisk forhandling.