Myreforsker fra AU i finalen til årets Ph.d. Cup
Ph.d. i biologi Ida Cecilie Jensen er i finalen ved årets Ph.d. Cup, som hylder de bedst formidlede ph.d.-afhandlinger fra landets universiteter. Hun forsker i, hvordan bakterier fra myrers fødder kan bekæmpe plantesygdomme.
Ida Cecilie Jensen er ph.d. fra Institut for Ecoscience og er blandt finalisterne ved dette års Ph.d. Cup, som er et samarbejde mellem dagbladet Information, DR og Lundbeckfonden. Her hyldes de bedst formidlede ph.d.-afhandlinger fra landets universiteter i 2025.
Ida Cecilie Jensen forsker i, hvordan bakterier fra myrers fødder kan bruges til bekæmpelsen af plantesygdomme for eksempel i frugtplantager. Denne opdagelse gjorde hun som led i sit ph.d.-projekt, som var en videreudvikling af hendes speciale. Opdagelsen har ført til, at hun nu også kan kalde sig iværksætter og CEO i virksomheden Agro Ant, der leverer skræddersyede løsninger til bekæmpelse af plantesygdomme i landbruget.
Ph.d. Cup handler om at formidle sin forskning – og den disciplin er ikke uvant for Ida Marie Jensen. Hun vandt i 2023 ph.d.-konkurrencen Three Minute Thesis på Aarhus Universitet og gik videre til den internationale finale i Köln, som hun også vandt.
Ph.d.-studerende fra AU vinder international finale i Three Minute Thesis
Ph.d. Cup 2026 finder sted 22. april og kan ses på DR1. Ud over æren modtager vinderen 100.000 kroner.