Savnet af kolleger, sikring af udstyr i millionklassen og ansvar for egen læring på den ensomme måde

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hvordan forholder man sig, når det trækker ud med at få den vante arbejdsdag igen? Hvilken betydning har det for undervisningen? Forskningen? Familielivet? Og hvordan føles det at være ung og på mindst en meters afstand af alt det, der giver kulør på (studie)livet? Omnibus har hevet fat i tre studerende og to undervisere for at høre deres svar på spørgsmålene.

14.05.2020 | Lotte Bilberg

Fra venstre: Mathilde Bitterwolf, der studerer uddannelsesvidenskab. Økonomistuderende Viktor Bentholm Elefsen. Professor i statskundskab Rune Stubager. Professor i kemi Thomas Vosegaard. Og statskundskabsstuderende Peter Møller. Fotos: Privat

Professor i statskundskab, Rune Stubager, fik en hård landing, da han torsdag 12. marts vendte retur fra en rejse til Skotland. Statsminister Mette Frederiksen (S) havde dagen inden på et pressemøde i Statsministeriet meddelt, at store dele af landet foreløbigt ville være lukket i to uger. Stubager landede derfor til et forandret arbejds- og familieliv. 

”Første dag var ret kaotisk,” husker Stubager om dagen, hvor han sammen med sin kone, der er lektor i psykologi på Aalborg Universitet, skulle finde ud af, hvordan de fik det hele til at hænge sammen i familien.

Parret bor i en villa i Åbyhøj med deres datter på ni og søn på tre et halvt, og med Stubagers egne ord er de ”ikke udfordret af de fysiske rammer”. Men som så mange andre i samme situation så de med en vis gru frem til at skulle passe deres arbejde, samtidig med at de skulle sørge for trygge rammer for børnene, hvis kendte hverdag også var sat på standby af pandemien.

”Vi indrettede os sådan den første tid, at min datter sad hos mig med sit skolearbejde om formiddagen. Hun syntes vist, at det var lidt hyggeligt. Derefter spiste jeg frokost med børnene og puttede den mindste,” fortæller Rune Stubager.

”Men selvom vi var heldigere end de fleste, fordi vi havde mulighed for at trække på en barnepige, gik det selvfølgelig ud over koncentrationen og effektiviteten at have ikke mindst en filur på tre et halvt i huset hele dagen.”

Fastholder sædvanlige høje niveau. Nu med små børn i huset

Derfor faldt det også blandt andre Rune Stubager for brystet, da medarbejderne på Institut for Statskundskab fik en mail kort efter lukningen af universitetet, hvor der blandt andet stod: ”(...) vi fastholder vores sædvanlige høje niveau, hvad angår undervisningen, men med andre redskaber end de sædvanlige. Derfor bedes alle undervisere planlægge undervisningen derefter”. 

”Jeg tvivler på, at vores institutleder har skrevet mailen. Han har nok nærmere bare sendt den videre til os. Men jeg tænkte i hvert fald, at det vist var et par dage siden, at de selv havde haft små børn; dem, der havde skrevet mailen.”

Syg, aflyst undervisning og klar besked fra vagtlægen 

Som for at skrue lidt op for spændingen i familien i denne første, nye coronatid blev Stubager syg om tirsdagen i den følgende uge.

”Jeg måtte aflyse undervisningen, men heldigvis var der kun tale om tre timer den uge. Men at blive syg lagde et ekstra tryk oven i alt det andet.”

Rune Stubager kommer sig almindeligvis hurtigt over sygdom, men han var fortsat lagt ned ved ugens slutning.

”Jeg blev også ved med at hoste mig gennem den næste uge, og til sidst ringede jeg til vagtlægen, som tilkendegav, at det kunne være COVID-19. Jeg fik dog blot den besked, at jeg skulle passe på mig selv,” ler Stubager, ”og efterhånden gik det da også fremad.” 

Hvorvidt han rent faktisk har haft COVID-19, ved han ikke, da han ikke er blevet testet.

OK at vejlede studerende via Skype

Ud over undervisning og vejledning af et hold på 23 studerende har Rune Stubager også haft vejledning af tre studerende i forbindelse med deres speciale. Selvom det at tale sammen på Skype ikke er det samme som at sidde over for hinanden på et kontor, er det hans opfattelse, at vejledningerne er forløbet udmærket.

Også som studieleder har han efterhånden fundet en form i den nye hverdag, selvom lige denne rolle har krævet en ekstra indsats i disse tider.

”Jeg får mange mails og har brugt en del tid på at servicere dem, der skriver, fordi de har brug for svar – blandt andet i forbindelse med omlægning af eksamener.”

Største afsavn nu er kollegerne

Når Rune Stubager ser tilbage på de uger, der er gået siden lukningen af universitetet, er der for ham stor forskel på ugerne inden påskeferien og tiden efter.

”Jeg oplevede, at det lettede noget, da begge børn igen kunne komme afsted. Den mindste kom i børnehave om onsdagen og den største i skole om torsdagen efter påske. Siden da har vi så at sige kørt normal drift. Så det største afsavn nu er at se og interagere med mine kolleger."

”Et strukturmenneske”

Vi forlader statskundskabsprofessoren i villaen i Åbyhøj for at banke på døren til en lejlighed i Marstrandsgade lige bag kunstmuseet ARoS. Her bor statskundskabsstuderende Peter Møller sammen med to andre studerende. 

Peter Møller, der går på andet semester, sætter pris på at have en kendt hverdag, så for ham har det især handlet om at skabe faste rammer for det at studere på distancen. 

”Jeg plejer at møde enten kl. 8 eller kl. 10 på universitetet, og jeg følte mig ret presset i begyndelsen, fordi det ikke længere var min hverdag,” lyder det fra Peter Møller, der kalder sig selv for et strukturmenneske.

Desuden er det ingen overdrivelse at kalde ham en samvittighedsfuld studerende. Han bruger mindst 45 timer om ugen på sine studier.  

”Jeg læser 6 til 10 timer om dagen seks dage om ugen.” 

Vækkeuret ringer kl. 7, og kort efter sidder Peter Møller ved sit skrivebord, hvor han for eksempel laver en opgave, så han er klar til en time online.

”Vi har afleveret en del opgaver, for at underviseren har kunnet se, at vi er med, og at løse opgaverne er også en måde at vise, at man gerne vil tage aktiv del nu her, hvor vi ikke kan møde op på studiet.”

Læsegruppen gik i opløsning

Peter Møllers største afsavn, hvad angår det faglige, er, at han ikke længere har sin læsegruppe, da den gik i opløsning kort efter lukningen af universitetet. 

”Jeg er derfor alene 80 procent af tiden, og jeg oplever, at jeg har meget mere travlt. Jeg savner diskussionerne i læsegruppen, at drøfte et spørgsmål for at få andres perspektiv på en sag.” 

Faktisk er Peter Møller overbevist om, at han får et dårligere fagligt udbytte på grund af de manglende diskussioner, og det bekymrer ham. 

”Jeg ved ikke, om jeg oplever det som et større pres end andre, men jeg har virkelig behov for at høre, hvilke tanker andre gør sig om et spørgsmål. Jeg er sikker på, at der er perspektiver, som jeg ikke bliver opmærksom på, fordi vi ikke har de diskussioner i læsegruppen.”

Og hvad gør en samvittighedsfuld studerende så i den situation? Han studerer endnu mere.

”Jeg læser siderne én gang til for at være sikker på at have forstået stoffet, som er skidesvært til tider. Ser en passage igen på video. Jeg synes, det er mere krævende at lære lige så meget nu som før. Og jeg kender også nogle, som er droppet ud.”

Fagene er blandt andet Metode II, der handler meget om statistik, og mikroøkonomi. Og det sker, at Peter Møller råber i frustration til sin computer, når han har svært ved at forstå stoffet.

”Politisk teori er næsten et åndehul.”

Kedeligt at være så meget alene

Mens Peter Møller bruger dagene på at læse, holder han fri om aftenen.

”Også fordi jeg ikke kan koncentrere mig længere på det tidspunkt. Jeg bruger i stedet tiden på at lave god aftensmad. Og på at gå ture rundt i byen. Også bare for at se nogle mennesker. Jeg synes, det er kedeligt at være så meget alene,” siger han i et tonefald, der ikke efterlader tvivl om, at han savner sit sædvanlige sociale liv.  

”Vi var syv venner, som mødtes i en lejlighed en lørdag aften for et stykke tid siden, og vi sad ikke med to meters afstand mellem os. Jeg vil gerne følge retningslinjerne, og jeg ved, det var forkert. Men ... det er altså svært at være så meget alene i lejligheden i længden.” 

Palle alene i Norsminde

De to unge kvinder, som han bor sammen med i Marstrandsgade, har været bortrejst i omkring halvdelen af den tid, der er gået siden lukningen af universitetet.

”Den ene er fra Frederikshavn og den anden fra Holstebro, og derfor er de ofte væk i længere tid, når de besøger deres forældre. Jeg synes ikke, at det giver helt samme mening for mig at besøge mine forældre på den måde, når de bor i Højbjerg.”

Derimod fik han på et tidspunkt den idé at flytte ud i familiens sommerhus ved Norsminde. Men han vendte hurtigt retur til byen.

”Der var sgu så tomt derude! Jeg blev helt mærkelig i hovedet. Føltes som at være Palle alene i verden.”

Kæreste og roomie i toværelses i Valby

Mathilde Bitterwolf, der læser uddannelsesvidenskab på 4. semester på DPU i Emdrup, har ikke været så alene som Peter Møller i tiden, der er gået, siden universitetet lukkede. Hun bor sammen med sin kæreste i en toværelseslejlighed i Valby. Parret har lejet et værelse ud, så i alt bor de tre studerende sammen. Selvom det ikke umiddelbart lyder, som om de har meget plads, fungerer det fint, synes Mathilde Bitterwolf.

”Vi har en fælles stue, hvor spisebordet også fungerer som vores skrivebord. Desuden kan vi låne vores roomies værelse, når han ikke er der, og det er selvfølgelig rart, hvis en af os skal tale med andre, eller en af os følger en forelæsning online.”

Mathilde Bitterwolf følger kun et enkelt fag dette semester, så hun er ikke så presset som så mange andre studerende i den nuværende situation. Og har da også valgt at tage den ufrivillige måde at studere på fra den lidt mere afslappede side. 

”Jeg beslutter dagen før, om jeg vil bruge den næste dag på at læse, se en forelæsning, der er lagt online, eller om jeg bare vil være,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg oplever situationen som lidt ferieagtig og er måske ikke den allermest flittige studerende. Og fordi jeg synes, det er demotiverende ikke at kunne møde op på studiet, får jeg måske ikke lavet allermest.” 

Sørger for at sætte delmål 

Men selvom Mathilde Bitterwolf er let at lokke til at lave en lækker frokost eller til at gå en tur i solskinnet, giver hun dog ikke helt efter for feriefornemmelserne.  

”Jeg sørger for at sætte delmål, så jeg ikke kommer bagud. Og sådan er det også normalt.”

Desuden hører det med til historien, at hun ikke oplever at få det samme udbytte af den virtuelle undervisning, som når hun mødes med sin underviser og de andre studerende på holdet på universitetet.

”Jeg synes faktisk, undervisningen fungerer rigtig dårligt, og jeg har ikke fået så meget ud af den. Jeg deltager heller ikke på chatten, fordi jeg ikke synes, det er det samme at diskutere via en skærm. Jeg savner den atmosfære, der er, når man sidder sammen. Også derfor har jeg ikke lige så meget mod på det som normalt,” siger Mathilde Bitterwolf. 

Hun forklarer videre:

”Vi har nogle forelæsere, som normalt er gode til at forberede os til eksamen. Gode til at forklare, at det handler om det og det, og gode til at knytte stoffet til eksamen. Men det er ikke tilfældet på samme måde nu med den virtuelle undervisning.” 

Så står vi op!

Viktor Bentholm Elefsen, der læser økonomi på 2. semester, oplever det som alt andet end ferieagtigt at studere for tiden. Han bruger de fleste af sine vågne timer på at læse, og derfor har han slået sig ned ved et bord i stuen i lejligheden i Brammersgade, som han deler med en roomie, der læser erhvervsøkonomi. 

”Vi har hver vores værelse, men jeg har en dårlig stol, så jeg foretrækker at sidde inde i stuen. Også fordi der er plads til masser af bøger.” 

Og hvordan går det så? 

”O.k.,” forsikrer Viktor Bentholm Elefsen. Han har det til fælles med Peter Møller, at han værdsætter struktur på hverdagen, og han går ret konsekvent til værks for at sikre det.

”Jeg står op kl. 6.45 og har sat et ur til at ringe kl. 8, hvor jeg går i gang med at læse. Så er jeg sikker på at få lavet noget. Jeg holder igen, når uret ringer kl. 16. Jeg har oplevet, at det kan gå skævt nogle gange, hvor jeg kan komme til at bruge for lang tid på en frokost, og så får jeg dårlig samvittighed, så jeg har det bedst med en helt fast struktur,” fortæller Viktor Bentholm Elefsen.

Og falder lidt i søvn ...

Faktisk er der et enkelt punkt, hvor Viktor Bentholm Elefsen har opdaget, at det er en fordel for ham at studere på distancen:

”Jeg har det med at falde i søvn under forelæsningerne. Men nu, hvor forelæsningerne er online, får jeg det hele med i mit eget tempo på det tidspunkt, der passer mig bedst.” 

Han fortsætter:

”Jeg synes faktisk, det har været sjovt at følge forelæsningerne online. Jeg troede i begyndelsen, at alle undervisere ville gøre det på samme måde. Det gør de ikke, men fælles er, at det går lidt langsommere. Og det virker godt især i fag, hvor underviseren normalt bare taler og taler i et hurtigt tempo under forelæsningerne.”

”Men vi har en enkelt underviser, hvor det ikke fungerer, fordi han bare læser op ord for ord fra en PowerPoint. Så de forelæsninger ser jeg kun for at høre, om han skulle sige noget, der ikke står i teksten, så jeg også får det med.”

Læsegruppen mødes via Zoom

Viktor Bentholm Elefsen synes også, at det fungerer rimeligt med læsegruppen under de nuværende omstændigheder. Men det er ikke helt uden problemer at skulle finde ud af at samarbejde online.

”Vi mødes som regel kl. 9 via Zoom. Vi taler sammen og laver opgaver i 3-4 timer. Men det kan være svært at se, hvordan de andre har løst en opgave. Det er ikke det samme, som når man lige kan stikke hovederne sammen. Så der er alternativet nogle gange at lave det selv, og det fungerer godt for mig, siger Viktor Bentholm Elefsen.

Han fortsætter:

”Jeg tror i det hele taget, at jeg er den positive type, så selvom jeg savner det sociale, har jeg indstillet mig på situationen og får det bedste ud af den. Men jeg har da tænkt på, at da vi gik i gymnasiet, fik vi at vide, at vi skulle tage ansvar for egen læring, når vi kom på universitetet. Hvad det helt præcist vil sige, er jeg blevet helt klar over på det seneste.” 

Vi har vist samfundssind ...

Thomas Vosegaard er professor i kemi og desuden leder af AC-TAP-gruppen på Institut for Kemi. Han bor i Vejlby-Risskov med sin 17-årige datter, der går i 1.g, og sin kone, der er gymnasielærer. Mens Viktor Bentholm Elefsen har gjort sig nye erkendelser om ansvar for egen læring, har Thomas Vosegaard fået nye forbrugsvaner.  

”Vi har vist samfundssind ved at være med til at holde hjulene i gang,” ler Thomas Vosegaard og sigter til, at datterens garderobe er blevet udvidet under især den første tid efter lukningen af uddannelsesinstitutionerne. 

”Og vi har også købt alt muligt andet og brugt flere penge på nettet, end vi plejer, fordi der ikke var så meget andet at lave.”

Det er som om, der er flere, som tør sige noget 

Familien har masser af plads og derfor også mulighed for at arbejde fra hver deres kontor i huset. Men Thomas Vosegaard foretrækker trods det at arbejde i køkkenet. Det at forelæse via Zoom har fungeret forbavsende fint, synes han. Og forelæsningerne har han suppleret med videoer på YouTube.

”Det er som om, der er flere af de studerende, som tør sige noget online, og der har derfor flere gange været mere dialog end sædvanligt. Jeg har også oplevet, at en studerende, som havde været forhindret i at løse en opgave, delte sin skærm med alle de andre for at vise, hvordan hun ville løse den. Det synes jeg var sejt,” fortæller Thomas Vosegaard.

”Derimod mangler jeg at kunne fornemme, om de studerende har forstået stoffet på samme måde, som jeg kan, når vi er sammen i et auditorium. Den følelse får jeg ikke via Zoom, blandt andet fordi jeg ikke kan se deres ansigtsudtryk.”

Genbrug af data fra sidste år

Mange af de studerende har ikke haft mulighed for at lave de øvelser i laboratoriet, som de sædvanligvis laver på denne tid af semestret. 

”Vi nåede heldigvis næsten igennem et otteugers kursus med laboratorieøvelser for et hold med 300 førsteårsstuderende lige inden lukningen. De missede måske en uge. Men der er studerende på andre hold, som har fået aflyst laboratoriedelen, og derfor har de ikke haft mulighed for at få egne data at lave analyser ud fra,” fortæller Thomas Vosegaard.

”I stedet har vi taget de data, som studerende lavede sidste år, og dem genbruger de studerende så i år.” 

Forår – og en konstant temperatur på minus 270 grader

Ud over at undervise forsker Thomas Vosegaard i at bestemme strukturer i molekyler, og dertil bruges et såkaldt NMR-spektrometer. Forskerne på Kemi råder over ti forskellige spektrometre til en værdi af mellem 2 millioner og 30 millioner kroner. 

Apparaturet har været en del af nødberedskabet på instituttet siden lukningen af universitetet. For kernen i et NMR-spektrometer skal holdes på en temperatur på minus 270 grader for at være superledende. Og dertil skal bruges flydende helium.  

Tankbil med 250 liter flydende helium

Thomas Vosegaard fortæller om processen i forhold til det mest kostbare spektrometer, en lille sag på 7 tons:

”Helium fordamper på samme måde, som når du spilder sprit på et bord, så der skal fyldes nyt på en gang om ugen. Det sker ved, at der kommer en tankbil med 250 liter flydende helium, som fyldes på en tank i løbet af tre timer,” forklarer Thomas Vosegaard.

Han fortsætter: 

”Hvis ikke vi sørger for løbende at få fyldt tanken med helium, vil det hele være fordampet på kort tid, og det vil medføre, at magneten i spektrometeret ikke længere vil være superledende. Det vil i dette tilfælde betyde ødelagt udstyr for 30 millioner kroner.” 

Sådan i runde tal koster det 1.500 kroner om dagen at sikre, at tanken er tilstrækkeligt fyldt med helium.

”Og det er da også en slags penge, når vi ikke kan komme til at bruge udstyret. Men som sagt er alternativet, at det bliver ødelagt.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også