Som en kold sommerdag på campus

En tur gennem Universitetsparken i disse dage er lidt som at gå en tur i parken på en råkold dag i sommerferien. Der er stille ude som inde. Universitetsparken er ellers trukket i saftiggrøn forårshabit. Og plænen, der normalt på denne tid slikker sårene efter den årlige Kapsejlads, står strunk. 

Virkelig, virkelig rart at være tilbage

På Institut for Kemi er der kun få biler på parkeringspladsen, hvor man ellers skal møde tidligt for at få plads. Og selvom der er mørkt bag de fleste vinduer, er der på enkelte kontorer og i flere laboratorier lys. En af dem, der endelig fra denne uge kan møde på AU igen, er Jakob Voldum Ahlburg, der er postdoc ved Institut for Kemi. Og han er svært godt tilfreds med at kunne vinke farvel til hjemmekontoret. 

Jakob Voldum Ahlburg (th.) er postdoc ved Institut for Kemi og virkelig glad for at være tilbage på instituttet.

”Det er virkelig, virkelig rart! Min kæreste og jeg bor sammen i en lille lejlighed og har begge to arbejdet hjemmefra ved det samme spisebord. Det har været noget med at spise morgenmad sammen og så rykke en plads til venstre for at arbejde – og så rykke en plads tilbage igen for at spise frokost sammen.”

En stor del af hans arbejde har han heller ikke kunnet løse hjemmefra, fordi han har haft brug for adgang til instituttets værksted. 

”Jeg bygger udstyr for nogle andre forskere, og jeg har ikke kunnet klargøre det til dem, fordi jeg ikke har haft adgang til værkstedet.”

Det er da også lige netop i værkstedet, han har valgt at tilbringe sin første arbejdsdag efter genåbningen med at lægge sidste hånd på en særlig induktionsovn, der kan nå op på 1.500 graders varme, og som skal testes på onsdag.

Slås om at komme på arbejde

I værkstedet er Jeppe Mikkelsen, der er forskningstekniker – eller værktøjsmager, som han kalder sig – også mødt på arbejde. Han har været i gang i tre uger nu, men kun cirka én dag om ugen. 

Forskningstekniker Jeppe Mikkelsen har trukket det længste strå i dag – det blev ham, der måtte komme på arbejde. Hans tre kolleger må arbejde hjemmefra. De deler ugens dage imellem sig.

”Vi er to mekanikere, en elektriker og en glasmand – og vi må ikke være her på samme tid. Så vi fordeler dagene mellem os, og så kan instituttets medarbejdere booke tider hos os,” fortæller han.

Af samme grund har han også mere travlt end normalt. For det er meget begrænset, hvad han kan lave hjemmefra, lige bortset fra at tegne modeller og skitser. 

”Så jeg har stået i den situation, at jeg nærmest slås med mine kolleger om, hvem af os der skal på arbejde,” griner han. 

Maks. 20 på instituttet ad gangen

Der er restriktioner på, hvor mange der må være til stede på instituttet ad gangen, fortæller Peter Hald, der er sikkerhedsleder på Institut for Kemi. 

”Vi må maks. være 20 ad gangen her i bygningen.”

Peter Hald har været tilbage på fuld tid i tre uger, men var kort tid efter nedlukningen tilbage på instituttet, fordi det huser en mængde milliondyrt isenkram, som er virkelig dårligt til at være alene hjemme. Derfor skal der altid være en person i huset. Derudover er der i sagens natur også en del kemikalier på instituttet, som ifølge Peter Hald 'kan vise initiativ' og derfor skal holdes under skarpt opsyn. Men initiativrige kemikalier har der heldigvis ikke været problemer med, forsikrer Peter Hald. 

Peter Hald er sikkerhedsleder på Institut for Kemi og har under coronakrisen også fundet tid til at dele små corona-eksperimenter på Twitter under #coronacamp.

”Det hænger også sammen med, at det ikke var en skrig-og løb-nedlukning, vi foretog. I dagene op til nedlukningen havde vi en fornemmelse af, hvor det bar hen, så vi fik lavet en kontrolleret nedlukning af vores udstyr og fik sendt vores kemikalieaffald til Nyborg.”

Peter Hald har travlt i disse dage, fordi de ikke er mange til at løfte opgaverne. Men han har dog fundet tid til at sysle med en formidlingsopgave, der ligger ham på sinde.

”Jeg laver små corona-eksperimenter, som jeg lægger ud på Twitter. Jeg har lige lagt eksperiment nummer 68 ud i dag. Det er små film, som man kan bruge i forbindelse med hjemmeskoling.”

Et morgentrut på altanen

Derudover gør han hver morgen omverden opmærksom på, at der er liv på instituttet ved at lade sit gamle jagthorn gjalde fra altanen på femte sal. Det sker sådan cirka klokken 7.30. 

”En af de første dage, jeg truttede, kom nogle af mine kolleger løbende med flydende kvælstof, fordi de troede det var en alarm, der var gået – og de var klar til at handle. Det siger måske lidt om kvaliteten af min musikalske formåen,” griner han.  

Endelig har han taget initiativ til det, han kalder Akademisk Planteservice.

”Når jeg nu alligevel runderer bygningerne, kan jeg lige så godt tage mig af folks planter og sørge for, at de klarer krisen,” siger han. 

Forladte cykler, der efterhånden nærmest er vokset sammen med parkeringspladsen.

Forsøger at bane vejen for en behandling af COVID-19

Esben Svenningsen er ph.d.-studerende ved Institut for Kemi og en af de få, der allerede tidligt i nedlukningen fik lov at vende tilbage til AU, fordi hans forskning kan være relevant i forhold til at udvikle en behandling af COVID-19.

”Vi tester en klasse af naturstoffer, hvor der ifølge international, biologisk forskning er rapporteret potentiel antiviral virkning. Vi har skaffet 15 forskellige naturstoffer, og dertil har nogle af vores kemikere lavet syntetiske udgaver af stofferne, som vi tester op mod  SARS-CoV-2 (den kliniske betegnelse for ny coronavirus, red.). Særligt ét stof er meget lovende,” fortæller Esben Svenningsen.

Esben Svenningsen er ph.d.-studerende på Institut for Kemi og en af de medarbejdere, der har været tilbage på instituttet i en måneds tid, fordi hans forskning er corona-relateret.

Det bliver dog ikke Esben Svenningsen og hans kolleger, der tager forskningen videre til udviklingen af et lægemiddel, der kan anvendes på mennesker, understreger han. Men de kan være med til at lægge fundamentet for den videre forskning, der er nødvendig. 

Det krævede projektbeskrivelse og tilladelse fra både institutleder og dekan, før de kunne vende tilbage til instituttet, og Esben Svenningsen er glad for at være tilbage i laboratoriet. 

”Det er dejligt ikke at sidde derhjemme, men at være her, hvor jeg rent faktisk kan gøre noget. Mit arbejde er meget praktisk orienteret, så det er svært at arbejde med hjemmefra.”

Dyre damer i kælderen

Uden for Institut for Fysik og Astronomi sidder acceleratorfysiker Niels Hertel og tager sig en rygepause. Han er taget ind til instituttet i dag for at se til instituttets to dyre damer i kælderen, partikelacceleratoren ASTRID2 og den mindre accelerator ASTRID.  

”De var slukket i en måned, men blev startet igen i midten af april helt uden problemer, det tog kun omkring en halv dag at få dem startet igen,” fortæller Niels Hertel ikke uden tilfredshed i stemmen.  

Meget kan han faktisk løse hjemmefra via sin computer, men engang imellem skal der dog lige lægges en hånd på maskineriet.  

Der er god plads på parkeringspladsen ved Institut for Fysik og Astronomi i disse dage. Peter Hald spottede en dag nogle, der spillede tennis på parkeringspladsen.

I fiskens tegn

Helt så let går det ikke, når det gælder de mange forsøgsdyr, der bliver brugt i forskningen, blandt andet på Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Her har forsker og ph.d. Kasper Kjær-Sørensen siden nedlukningen i marts kun haft tre fridage, fordi han er ansvarlig for instituttets bestand af zebrafisk. De små akvariefisk bruges til at lave såkaldte dyremodeller blandt andet i arbejdet med at udvikle ny medicin.

Forsker og ph.d. Kasper Kjær-Sørensen har kun haft tre fridage under corona-nedlukningen, for han tager sig af de zebrafisk, der bruges i forsøg på Institut for Molekylærbiologi og Genetik.

”Fiskene skal tilses og passes, uanset om det er weekend eller ej. Og de yngre fisk kræver fodring to gange dagligt” fortæller Kasper Kjær-Sørensen, der har stået for det arbejde i samarbejde med en dyrepasser.  

Han kan godt mærke, at der er mere liv i bygningen, fordi flere er mødt på arbejde. 

”Det er rigtigt dejligt. Og fra i dag kan vi igen begynde at lave forsøg, selvom det sker på under halv kraft i forhold til normalt, fordi vi ikke kan være så mange i bygningen endnu.”

En duft af bøger – og håndsprit

Det Kgl. Bibliotek ligner sig selv, og så alligevel ikke. Biblioteket er zoneinddelt og blottet for det liv og leben, som plejer at kendetegne biblioteket.

På Det Kgl. Bibliotek glider døren også op som den plejer, efter at have været låst i to måneder. Og duften af bøger tager imod, det samme gør en stander med håndsprit. Man kan igen låne og aflevere bøger. En nyhed, der vakte begejstring på de sociale medier i sidste uge. Men på trods af det, var der ingen kødrand nedenfor Bogtårnet, kun god ro og orden – og bibliotekarer, som var ovenud tilfredse med at være på arbejde igen.

Solgården mellem Institut for Statskundskab og Institut for Psykologi ligger øde hen.