Se her, om din fredagsøl er reddet

14 barer og festforeninger på AU. Så mange har fået godkendt alkoholbevilling, efter bevillingsnævnet ved Østjyllands Politi mødtes sent torsdag 4. september. Seks til ni barer kan se frem til en midlertidig bevilling.

Grafik: Nikolai Lander

Aarhus Kommune bekræfter i dag over for Omnibus, at Bevillingsnævnet i Aarhus på deres møde i går godkendte alkoholbevillinger til 14 festforeninger og barer med adresse på Aarhus Universitet.

Østjyllands Politi må ikke oplyse navnene, før barerne selv har fået besked. Men Omnibus har søgt aktindsigt, og fået en liste over de 14 AU-barer, som fik deres ansøgning behandlet på nævnets møde – og som altså efter al logik nu hver har fået en bevilling i hus.

Er din bar på listen?  

 Arts

  • Theos Bar (Teologi)
  • Kommabar (Nordisk sprog og litteratur og Lingvistik)
  • Foreningen Fredagsbaren Fred (Historie)

 ST

  • TÅGEKAMMERET (Matematik og Fysik)
  • Foreningen Fysisk Fredagsbar (Institut for Fysik og Astronomi) 
  • Nanorama – Nanobar (Nanoscience)
  • Kalkulerbar (Matematik og Matematik og Økonomi)
  • Chaos Geologisk Fredagsbar (Geologi)
  • Fredagscaféen - Datalogisk Fredagscafé (Datalogi og IT)
  • Fredagsbaren Navitas (Ingeniørhøjskolen og Maskinmesterskolen). Baren åbnede dørene for første gang fredag den 29. august.

Health

  • Umbilicus af 2001 (Health)
  • Apollonia Festforening Odontologisk Forening AU (Tandlægerne)

 BSS

  • Økonomisk Forening (Økonomi)
  • Udskænkningsudvalget ved Samfundsfag – Samfundsfaglig Fredagsbar (Jura, psykologi og statskundskab)

 

Derudover har Studenterlauget, der kører som en professionel forretning, to alkoholbevillinger til at drive henholdsvis Klubben og Klub.ling.     

Politiet giver midlertidig bevilling

Udover de 14 barer, hvis ansøgninger blev behandlet af bevillingsnævnet i går torsdag, har Østjyllands Politi modtaget ansøgninger fra yderligere seks til ni barer og festforeninger på AU, oplyser politiassistent Lars Grønfeldt fra Østjyllands Politi.

Når ansøgningerne fra disse barer ikke kom med på Bevillingsnævnets møde, er det enten fordi, barerne har søgt senere end fristen, eller fordi politiet har måttet bede om supplerende oplysninger.

Ansøgerne behøver dog ikke åbne gravøl af den grund, siger Lars Grønfeldt. De kan nemlig se frem til en midlertidig alkoholbevilling, indtil bevillingsnævnet mødes næste gang. Det gør det torsdag 30. oktober.

 ”Vi har en klar forventning om, at ansøgerne får styr på papirerne, ligesom de fjorten øvrige barer, som jo lever fuldt op til kravene”, siger Lars Grønfeldt.       

Gennem aktindsigten hos Østjyllands Politi har Omnibus fået navnene på seks af de barer, som nu kan trøste sig med en midlertidig alkoholbevilling.  

 Arts

  • Esperanto (Engelsk, Spansk, Tysk, Fransk, Italiensk og Brasiliansk)
  • Panta Rei (Filosofi og Idéhistorie)
  • Fredagsbar.dk (Informations- og medievidenskab)

 ST

  • Alkymia (Kemi)

Health

  • Siffos (Folkesundhed)
  • Festudvalget Idræt – Fredagsbaren BUFF (Idræt)                

 


Fakta

Politiet informerede i marts om, at alle fredagsbarer på AU skal have egen alkoholbevilling, hvis de vil servere fredagsøl til deres medstuderende. Det har givet mange af de frivillige studerende i festudvalgene overarbejde og sved på panden. Flere af de mindre barer har svært ved at leve op til kravene.