Show me the money!

Medicinstuderende Niels Okkels er blandt de første i Danmark, der benytter sig af crowd funding til at finansiere forskning. En metode, han mener kan være med til at gøre op med den mere old school-forskerkultur, hvor man bygger barrierer op omkring sin forskning.

Foto: Lise Balsby

65.460 dollars på 90 dage. Det er målet for medicinstuderende Niels Okkels, der beder folk som dig og mig om penge til finansiering af et nyt forskningsprojekt.

Crowd funding er velkendt inden for kulturverdenen og som forretningsmodel, og i USA anvendes
metoden også til at rejse midler til forskning. Herhjemme er medicinstuderende Niels Okkels dog blandt de første, der bruger metoden til at finansiere et forskningsprojekt.

Han læser medicin på 11. semester, har deltaget i flere forskningsprojekter og vil nu, sammen med
den øvrige forskningsgruppe, som tæller forskere fra AU, University of Cambridge, Columbia University og UCLA, undersøge, om forandringer i hjernen, for eksempel som følge af psykisk sygdom, kan ændre immunsystemet og føre til immunrelaterede sygdomme som psoriasis eller Crohns sygdom. Dertil skal forskerne bruge 65.460 dollars, og de håber, at borgere såvel som organisationer og virksomheder vil give et bidrag.

Alt eller intet

»Vi forsøger at få hele projektet finansieret via crowd funding, men søger også ad de traditionelle veje. Reglerne hos Microryza (det crowd funding-site, som Niels Okkels benytter, red.) er sådan, at hvis man ikke får alle pengene i hus, så frafalder alle donationerne. Det er alt eller intet. Donationerne er indtil videre bare lovning på beløb, som udbetales, hvis man når sit mål,« forklarer han og erkender, at der stadig er langt til målet.

»Men selv hvis vi ikke får pengene hjem, så har det været en succes, fordi vi har skabt  opmærksomhed om et koncept, som jeg tror kan ændre den måde, vi tænker på forskningsfinansiering, og gøre forskningsmiljøerne mere innovative og dynamiske.«

Oplagt for unge forskere

For unge forskere er metoden oplagt, mener Niels Okkels.

»Normalt gives forskningsmidler til garvede forskere, der har et langt CV og et langt skæg, og det er svært for unge som mig at indgå i konkurrencen om midlerne.«

»Crowd funding er en hurtig og nem måde at søge penge på, så idéer vil hurtigt kunne igangsættes. På sigt tror jeg, den måde at finansiere forskning på vil give større opdagelser.«

Leverpostej og Jamie Oliver

Crowd funding-platforme lægger typisk op til åbenhed omkring projekterne. Man skal som forsker præsentere sit projekt online og også gerne holde donorerne opdateret løbende. Derudover lægges der også op til, at resultaterne publiceres i Open Access-tidsskrifter. For nogle forskere er det grænseoverskridende, men Niels Okkels støtter idéen.

»Det er en god udvikling, og det føles rigtigt, at de forskningsresultater, som finansieres af befolkningen, kan komme direkte ud til befolkningen og ikke låses i tidsskrifter, som man skal købe sig adgang til.«

Åbenhed er vejen frem, mener den unge forsker.

»Min farmor laver en rigtig god leverpostej, som er kendt i hele familien, men det er ikke til at vride
opskriften ud af hende. På en måde er hun for mig et billede på den mere gammeldags forskerkultur, der bygger barrierer op omkring deres forskning. Hvor langt var Jamie Oliver nået, hvis han havde holdt sine opskrifter for sig selv? Idéer skal spredes.«

Crowd funding kan kritiseres for at favorisere forskning, som er let at formidle og let at relatere til.
Det anerkender Niels Okkels, men understreger, at så må man som forsker stramme sig endnu mere an i forhold til formidlingen af sin forskning.

Det er i øvrigt en af hans personlige kæpheste.

»Min vision er, at mere forskning skal formidles til de brede masser, end det er tilfældet i dag.«

Og hvordan går det så med at indsamle de 65.460 dollars? Ved avisens deadline havde Niels Okkels indsamlet 1.143 dollars, svarende til knap to procent af det fulde beløb med 27 dage til at få resten i hus.

»Jeg har fået at vide, at crowd funding er lidt ligesom et maraton, man skal blive ved til det sidste,« lyder det fra Niels Okkels.

Læs mere om forskningsprojektet her: microryza.com/projects/the-mindand-
the-immune-system


Hvad er crowd funding?

Crowd funding betyder, at almindelige mennesker på lige fod med virksomheder og organisationer kan støtte f.eks. kulturprodukter, velgørenhedsprojekter, forretningsidéer og nu altså også forskning gennem direkte donationer af små eller større beløb. Der er tale om en slags offentlig fundraising.

Crowd funding er udbredt inden for kulturverdenen og er blandt andet med til at finansiere bøger, musikudgivelser og film. Det er også meget brugt til finansiering af forretningsidéer og projekter – se for eksempel www.kickstarter.com.

Der findes forskellige platforme på nettet til crowd funding af forskning, for eksempel
www.petridish.org eller www.microryza.com. Her kan man som forsker præsentere
sit projekt, og folk kan donere penge via sitet.