Stress plager stadig flere studerende

Foto: Lars Kruse

17 procent af de studerende, der har svaret på spørgeskemaundersøgelsen, oplever næsten altid eller ofte stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studiehverdag, hvilket er et tal, der går på tværs af alle fakulteter. Da de studerende blev stillet samme spørgsmål i studiemiljøundersøgelsen for tre år siden, var det 11 procent af dem, som næsten altid eller ofte oplevede stærke stresssymptomer i studiehverdagen.

Hvad er stress?

Stress er i undersøgelsen defineret som oplevelsen af symptomer som tilbagetrukkethed, hjertebanken, ondt i maven, muskelspændinger, nedtrykthed, rastløshed, vanskeligheder ved at slappe af, koncentrationsbesvær og vanskeligheder ved at huske.

De studerendes egne kommentarer peger på forskellige årsager til, at de føler sig stressede.

En studerende fra HE skriver:

»Jeg er utroligt træt, ked af det, har ondt i maven, har kvalme, er besvimet et par gange, har smidt 6 kg pga. nedsat appetit siden i sommers.«

Og en anden studerende fra samme fakultet har oplevelsen af, at det manglende samarbejde mellem studerende kan forstærke oplevelsen:

»Der er mellem de studerende, særligt på bacheloren, for stor indbyrdes konkurrence i forhold til støtte, og jeg mener, at en stor den af den stress, der opstår skyldes, at de studerende er bange for at kommunikere ud, at de ikke er 100 % med, og dermed presser både dem selv og deres medstuderende unødigt. Det bliver en konkurrence om, hvem der har læst mest i stedet for en kamp, man tager sammen og støtter hinanden i. Jeg tror, at man måske kan undgå, at nogle studerende rammes af stress ved at lægge en kort workshop eller lignende i rusforløbet/introforløbet om kollegial støtte og diskussion om, at ingen kan alt.«

Mange studerende på ST peger på, at opdelingen i fire kvarter, to per semester, med mange eksamener er med til at skabe en mere stresset hverdag. Som en af dem skriver:

»Jeg bliver meget påvirket af, at vi på naturvidenskabelig har op til 12 eksaminer pr. år. Det kræver meget forberedelse, både fagligt og mentalt, og hvis man har tendens til at være perfektionistisk, så øges også risikoen for at blive stresset.«

Kun 24 timer i døgnet

Og på alle fakulteter er der studerende, som oplever, at de har svært ved at få hverdagen til at gå op, når der kun er 24 timer i døgnet. En studerende fra BSS skriver:

»Arbejdsloaden på uddannelsen kan være ret stressende, og jeg oplever tit, at jeg selv og mine studiekammerater er kørt helt ned, fordi man er presset og bagud til trods for, at man bruger hver dag fra 8-22 om aftenen nærmest udelukkende på studie. Derudover har mange arbejde som en nødvendighed af de høje boligpriser, hvilket kan være endnu en stressfaktor.«

En studerende på AR udtrykker det på den her måde:

»Jeg har oplevet at flere på studiet har fået stress eller depression især i 3. og 4. semester, da der er mange timer på skemaet, og fordi man skal forberede sig meget, da man skal præstere foran sine studiekammerater. Derfor er det stressende, hvis man har en periode, hvor man ikke kan overskue at være på.«


Studiemiljøundersøgelse 2014 (Studerende.au.dk)

ORDFORKLARING

Fakulteter:

  • Arts (AR)
  • Business and Social Sciences (BSS)
  • Health (HE)
  • Science and Technology (ST)