Studerende og rejseblogger: Sådan rejser du langt væk på en SU
Tine Haslam Nielsen har læst biologi på AU i fem et halvt år. I samme periode har hun rejst i sammenlagt 14 måneder og har besøgt 17 lande. Benhård budgettering, god planlægning og streetfood får studiebudgettet til række – helt om på den anden side af jorden.
Med en tænksom mine remser hun destinationerne op. ”New York, New Zealand, Dubai. Thailand, Cambodia, Laos, Myanmar, Singapore. Grækenland, Polen, Belgien, England, Ungarn. Nå ja, og Bali og Taiwan.”
Listen over steder, Tine Haslam Nielsen har besøgt i løbet af fem et halvt år, hvor hun samtidig har fulgt biologistudiet, er lang.
“Man ved, man rejser meget, når man ikke kan huske alle stederne,” griner hun og tilføjer, at hun også har boet seks måneder i Australien og tre i Vietnam.
Begge ophold var udveksling på studiet, som hun næsten er færdig med. Og selvom specialet afleveres i biologi, er hun efterhånden også specialist i at få rejsebudgettet til at hænge sammen, selv på en SU.
”Jeg gør det til en prioritet at rejse, så jeg sparer andre steder. Det er ikke, fordi jeg lever på en sten, men for eksempel bruger jeg ikke så mange penge på at købe øl i byen,” fortæller hun.
En tyver her og der
Det tager typisk 9-12 måneder for Tine Haslam Nielsen at spare op til en længere tur, og for at få pengene skrabet sammen har hun valgt at lægge budget for hver måned. Penge til gaver og studiebøger, der skal købes i løbet af året, lægger hun til side hver måned, så budgettet ikke vælter i mødet med uforudsete udgifter. Og alting tæller.
LÆS OGSÅ: Kurér din rejselyst – uden at tømme kontoen
”Et 20 kr. billigere mobilabonnement lyder måske ikke af meget, men hvis man kan spare 20 kr. hist og her, løber det hurtigt op.”
Hun indrømmer, at hun også er godt hjulpet på vej af en husleje, som kun æder 2.500 kr. af SU’en hver måned. Det gør en forskel på et ellers frådende aarhusiansk boligmarked, hvor mange af hendes bekendte må slippe 4.000 kr. om måneden.
Derudover har hun i tre et halvt år gjort rent for at spæde SU’en op med 1.500 kr. ekstra om måneden.
Scooter-tur på Cat Ba Island i Vietnam. Selvom man rejser solo, behøver man ikke være ensom eller alene hele tiden. På turen mødte Tine Haslam Nielsen to englændere, der kunne genkende hende fra en slow boat-tur fra Thailand til Laos, og brugte resten af dagen sammen med dem. Foto: A World of Packpacking.
Tine Haslam Nielsens råd til dig, der vil rejse langt på en SU
Før rejsen:
- Gør det til en prioritet at rejse, og prioriter det i dit daglige forbrug.
- Tag korte rejser, de kan også være fede.
- Vælg billige destinationer, for eksempel Ungarn og Polen i Europa eller Thailand, Vietnam, Laos, Indonesien og Cambodia i Asien.
- Udnyt chancerne for at tage på udveksling og studieophold, og søg rejselegater.
- Overvej at flyve via et andet land – og få en ekstra ferie med i prisen.
- Tjek, om du kan få studierabat på flybilletter – og investér i et internationalt studiekort.
Under rejsen:
- Drop guiden og planlæg dine udflugter selv.
- Spis i gadekøkkener.
- Bo på hostel – men vælg dem med omhu.
- Brug de gratis kulturtilbud i storbyerne.
Tag en ferie mere med i prisen
En ting er at spare op. En anden er at bruge pengene klogt, og her er planlægning nok engang nøglen.
”Kilroy har nogle gange studiebilletter til fly. Det kræver bare, at man har et internationalt studiekort, som koster ca. 150 kr., og der tror jeg, at jeg har sparet 2-3.000 kr. på nogle af billetterne.”
En anden metode til at komme omkring de skyhøje flypriser er at tage en smuttur til et andet land på vejen til sin destination.
”Da jeg skulle til Australien, var det billigere for mig at købe en billet til Taipei på udturen og flyve videre til Australien derfra. På hjemturen tog jeg omkring Bali og Singapore. Begge gange sparede jeg penge på billetterne og fik samtidig 4-5 dages ferie ekstra alle tre steder.”
Lev som de lokale
Det er ikke kun i opsparingsfasen, der må et budget til. Når Tine Haslam Nielsen er afsted, sørger hun for på forhånd at lægge budget for, hvor mange penge hun må bruge per dag.
”Nogle gange går der sport i at holde priserne nede, så jeg faktisk går under budget,” fortæller hun.
”Et godt tip er at planlægge dine udflugter selv. Drop guiden og tag den lokale bus i stedet for, så får du også et bedre indtryk af de lokales hverdag.”
Et andet godt sted at tjekke det lokale liv ud er ifølge Tine Haslam Nielsen i boderne med streetfood.
”Det er billigt, og ofte er maden også bedre end den, man får på en restaurant i middelprisklassen. Og så er det fedt at snakke med de lokale eller med andre rejsende.”
Netop mødet med de lokale er noget, som Tine Haslam Nielsen stort set altid bliver positivt overrasket over.
”Typisk tager jeg afsted for de store natur- og dyreoplevelser, men det ender alligevel med, at de lokale gør størst indtryk på mig.”
Da hun boede i Vietnam på udveksling, blev hun blandt andet inviteret til at spise aftensmad hos en lokal studerendes mor hver dag i de sidste to måneder af opholdet (et tilbud, hun dog ikke nænnede at gøre brug af), og da hun fik madforgiftning på Borneo, kørte hostellets chauffør hende på hospitalet og blev hos hende hele natten.
”Det var først, da han om morgenen sagde, at han blev nødt til at gå nu, fordi han skulle på arbejde, at det gik op for mig, at han ikke fik løn for at være hos mig. Det er helt utroligt at opleve, hvor meget andre vil gøre for en helt fremmed.”
Tine Haslam Nielsen beskriver Kuang Si vandfaldene i Laos som de måske smukkeste i Sydøstasien. Hun lejede en tuk tuk sammen med nogle andre backpackere fra sit hostel. Det sparede dem både penge og gav dem adgang til et mindre befærdet spot ved vandfaldene. Foto: A World of Packpacking.
Riv lidt ekstra af budgettet for et rent hostel
Også i indkvarteringen er der penge at spare, især hvis man rejser alene og er villig til at dele soveværelse med andre.
”Jeg bor tit på hostel, for hvis man rejser alene og bor på hotel, skal man ofte betale samme pris, som hvis man rejste to sammen.”
Selvom rejsebudgettet er stramt som studerende, giver hun dog gerne lidt ekstra for at sove på et godt hostel.
”Mange tror, at hostels er én kategori, men hvis man bruger lidt ekstra, kan man komme uden om dem, der er allermest beskidte.”
”På hostels er der også en masse liv, og jeg kan godt lide det sociale. I Taipei var vi fem, der klikkede så godt, at vi endte med at bruge alle fem dage, hvor jeg boede på hostellet, sammen.”
Landets næstbedste rejseblog
I december blev Tine Haslam Nielsens rejseblog 'A World of Backpacking' kåret som landets næstbedste af rejsesøgemaskinen Travelmarket, og hun mener selv, at hendes blog tilbyder noget, som mange andre blogs ikke gør:
”Jeg har valgt især at fokusere på det at rejse alene, fordi jeg selv kunne have brugt nogle råd og erfaringer, før jeg tog afsted alene første gang.”
De spørgsmål, der står i kø hos læserne, handler især om frygten for ensomhed på rejsen, eller om man skal være ekstra forsigtig, når man rejser selv. Det sidste siger Tine Haslam Nielsen klart nej til, men hun anbefaler, at man altid har navnet på sit hostel skrevet ned og med sig på farten, så man nemt kan sætte sig ind i en taxa og blive kørt hjem, hvis man farer vild eller føler sig utryg.
”Jeg spørger også tit på mine hostels, om der er noget, man skal være opmærksom på i den by, jeg befinder mig i, hvis det er et land med dårligt ry. Det kan være, om der er områder, man skal holde sig fra, eller om man skal holde sig indendørs om aftenen. Derudover drikker jeg mig aldrig fuld, når jeg rejser, for at være sikker på, at jeg kan tage vare på mig selv,” siger hun.
Table Mountain i Cape Town. Billedet er fra Tine Haslam Nielsens første solorejse. Foto: A World of Packpacking.
Ensomheden er det ikke helt så simpelt med.
”Jeg skulle vænne mig til at være så meget alene med mig selv, og i starten var det hårdt. Men nu sætter jeg pris på roen, og det er også en fordel, at jeg ikke skal tage hensyn til, hvad andre vil se, men kan planlægge efter, hvad jeg selv har lyst til,” fortæller hun.
Her er det ikke i så høj grad gode råd, der er brug for, som bare det at vide, at andre har haft det på samme måde.
Begge dele kan man finde på Tine Haslam Nielsens blog, og indtil videre har 5.700 læst med på bloggen i januar, som rundede sin treårs fødselsdag den 25. Og selvom andenpladsen på Travelmarkets liste luner, er læsernes oplevelse det vigtigste for Tine Haslam Nielsen.
”Det er selvfølgelig altid rart med anerkendelse, men det vigtigste for mig er, at læserne kan bruge det til noget. For nylig fik jeg en mail fra en pige i starten af 20’erne, som skrev, at hun var blevet inspireret til at rejse af min blog, og at det havde ændret hendes liv. Jeg troede aldrig, at en blog kunne gøre noget lignende, men jeg blev simpelthen så glad af at høre hendes historie, og hvad min blog havde betydet for hende.”
Bloggen giver indtægter på 2-300 kr. om måneden, som Tine Haslam Nielsen blandt andet får for at linke til de hostels, hun skriver om, og i enkelte tilfælde for sponsorerede indlæg.
Go West...
Når specialet er forsvaret, er Tine Haslam Nielsen ikke i tvivl om, at hun vil pakke kufferten og tage afsted igen.
”Men for en gangs skyld ved jeg ikke, hvor jeg skal hen. Jeg hælder til Mellem- og Sydamerika, men jeg har søgt job på Maldiverne som forskningsassistent og i Australien og Vietnam som guide. Så vi må se, hvad det ender med.”