Omnibus prik

Studerende vågnede og følte sig svært solbrændt: Gør ondt i hele ansigtet

Søauditorierne og Samfundsfaglig Kantine er tirsdag blevet evakueret, efter at flere personer, der mandag opholdt sig i området, har fået kløe på huden og svien i øjnene. Statskundskabsstuderende Anders Kozuch er en af dem, og han beskriver det som en følelse af at være svært solbrændt. Han er i øjeblikket i isolation derhjemme.

Foto: Privat

Da statskundskabsstuderende Anders Kozuch vågnede tirsdag morgen og gik i bad, blev han ramt af en ubehagelig følelse. Da vandet ramte hans ansigt, begyndte det at brænde.

”Det er ubehageligt og brænder. Jeg tænkte, om jeg havde fået parfumeallergi over natten. Det føles som at være solskoldet, svært solbrændt. Det er den klassiske med, at man ikke kan tage et varmt bad, når man er solskoldet, fordi det gør ondt. Min hud er rød, og det svier og gør ondt i hele ansigtet og på halsen. Det svier omkring øjnene, men ikke inden i øjnene,” siger Anders Kozuch.

Tirsdag morgen begyndte Østjyllands Politi at afspærre områder ved Aarhus Universitet, og universitetet meldte ud, at hele Universitetsparken var evakueret og lukket. Senere på morgenen er området dog blevet indsnævret til bygninger, veje og stisystemer omkring Søauditorierne og Samfundsfaglig Kantine (bygning 1250 og 1320). Årsagen er, at flere personer, der har opholdt sig i de pågældende bygninger i parken, har fået ubehag med kløe på huden og svien i øjnene.

Aarhus Universitet evakuerer to bygninger i Universitetsparken

Anders Kozuch havde mandag opholdt sig i Samfundsfaglig Kantine fra klokken 15 til 16. Fra klokken 16 til 18 var han til forelæsning i Per Kirkeby Auditoriet, som netop ligger i Søauditorierne.

Kontaktede skadestuen

Tirsdag morgen skulle han egentlig til morgenmøde med redaktionen på studenterbladet Kandestøberen, som han er formand for. Her meldte flere medlemmer i en facebookgruppe, at de havde problemer med øjnene og kløe på huden eller havde hørt om andre studerende, der havde det. Nogle grublede over, om de havde fået øjenbetændelse.

Da Anders Kozuch lidt før klokken 8 om morgenen fik fat på sin læge, mens han var på cyklen mod universitetet, bad lægen ham om at ringe til Giftlinjen. Giftlinjen lyttede til hans symptomer, men oplyste ham om, at han skulle på skadestuen og finde ud af, hvad han var blevet ramt af. Skadestuen ville dog ikke tage imod ham af frygt for, at han var kontamineret med noget, der kunne smitte de øvrige patienter og personale. Derfor cyklede han hjem og måtte i stedet isolere sig derhjemme. Han ringede også til politiet på 114, da Østjyllands Politi klokken 7 havde skrevet på X, at man undersøgte en ”mulig kemisk reaktion”.

”Ingen kunne give mig noget information, selv om et helt område åbenbart var spærret af. Politiet sagde, det ikke var på deres radar,” siger Anders Kozuch.

Tirsdag formiddag har han talt med skadestuen, som ringede ham op og sikrede sig, at han var okay og anbefalede ham at skylle sig og tage noget creme på huden. Han er ved middagstid ved godt mod og er ikke så generet af symptomerne, fortæller han. Han spærrede dog øjnene en smule op, da der var meldinger om, at flere havde vejrtrækningsproblemer. Det viste sig dog ikke at være et af symptomerne.

”Lige så snart man hører noget med luftveje, så holder man da lige vejret et øjeblik. Jeg prøver at tage det i stiv arm og tænker, at jeg må have fået meget kort eksponering sammenlignet med andre, der vågnede klokken 3 i nat og ringede til vagtlægen, fordi de havde så mange problemer. Sammenlignet med dem har jeg det nok bedre,” siger Anders Kozuch.

UV-stråler fra desinficeringsanlæg er skyld i studerendes hud- og øjensmerter

Undrer sig over situationen

I øjeblikket undrer han sig en smule over situationen, hvor ingen ved, hvad årsagen er, hvor mange der er ramt – og mange er i tvivl om, hvad de helt præcist skal stille op.

Universitetsdirektør: UV-anlæg skulle være blevet fjernet efter coronatiden

”Jeg undrer mig lidt over, at det tager så lang tid. Det tyder på, at de ikke helt kan finde ud af det. Der er en flaskehals på information, og det virker ikke, som om det er universitetets skyld. Jeg har snakket med Giftlinjen, egen læge og politiet. Og skal man rette en kritik, må det være mod politiet eller Beredskabsstyrelsen. Hvis de har været bevidst om problemet siden klokken 3 i nat, er det altså for dårligt, at de ikke melder mere ud i morges. Jeg er på vej til universitetet på cykel ved 8-tiden, hvor vi stadig ikke ved, om det er sikkert at møde op, og hvad man bør gøre som symptomramt,” siger han.

Korrekturlæst af Charlotte Boel