Studiestart i Herning: Velkomst i Tønden, løgne, avis-spanking og et par voksne ord
Næsten 200 nye business- og ingeniørstuderende fordelt på fire uddannelser tog tirsdag morgen hul på studiestarten på AU’s Campus i Birk lidt uden for Herning.
De mange nye studerende bliver mødt af et hejst Dannebrog, tutorer i blå trøjer og navneskilte på rad og række. Flere af tutorerne peger dem i retning af ’Tønden’, som i folkemunde er navnet på auditoriet, hvor dagens introduktion og mange kommende forelæsninger skal finde sted.
Inde i Tønden tager institutlederen Anders Frederiksen ordet, mens de sidst tilkomne studerende finder plads på de tæt pakkede rækker. Fokusset er klar hos institutlederen: At studere business eller ingeniør i Herning handler om at komme tættere på virksomhederne. Men han råder også de nye studerende til at blive tætte i deres studiegrupper.
Studerende fra fire forskellige uddannelser er samlet til studiestart i auditoriet. Det gælder erhvervsøkonomi, Economics and Business Administration og diplomingeniøruddannelserne med de mundrette navne; diplomingeniør i forretningsudvikling og diplomingeniør i global ledelse og design af produktionsnetværk. Langt størstedelen af de nye studerende kommer til at beskæftige sig med business-delen, hvor 48 starter på HA og over dobbelt så mange på den engelsksprogede pendant, hvorimod ingeniørholdene består af noget færre studerende.
Fra Tønden til Siemens Auditorium
De fire uddannelser trækker hver til sit med tutorerne i spidsen, og erhvervsøkonomiholdet – som Omnibus kobler sig på – bliver gelejdet op ad trapperne og ind i et nyt auditorium.
”Ned til Siemens-skiltet og så til venstre”, lyder det fra Morten Libak, der er hovedtutor for studiestarten og desuden tutor for det nye kuld af erhvervsøkonomistuderende.
”I kan bare lige hyggesnakke, mens jeg er væk”, melder Morten Libak, mens han allerede har det ene ben på vej ud af auditoriet igen. Det efterlader lokalet i en larmende tavshed, og muleposerne fra Herning Kommune bliver nøje gennemgået. Efter et par minutter begynder småsnakken dog så småt at brede sig.
På programmet venter en dag med de klassiske navnelege, Campus Tour og masser af sociale aktiviteter. Resten af ugen er også pakket med introduktioner til diverse undervisere og fag, Campus Run og studiestartsfester. Morten Libak og hans tutormakker Daniel Lass Ashraf har i snit brugt 5-10 timer om ugen i tiden op til studiestarten, så de nye bliver taget så godt imod som muligt. For hovedtutoren handler det især om at kunne give noget videre til de nye og hjælpe dem godt på vej, ligesom han selv blev for et år siden.
Hvem er hvem?
Dagen fortsætter ude i det fri for de grønne studerende. Her står den på aktiviteter, der indbyder til at lære hinanden lidt bedre at kende. I første omgang skal de præsentere sig selv med navn, alder, by og en fun fact.
En af de nye studerende er 21-årige Julie Frølund Kjelstrup. Hun kommer fra Sunds lidt nord for Herning og har tidligere læst til sosu-assistent i et halvt år.
”Jeg glæder mig til at møde nye mennesker, få nye indtryk og bruge hovedet,” fortæller hun og uddyber, at det bliver hårdt at skulle hanke op i sig selv med tanke på alt det selvstændige studiearbejde, som forventer forude.
Hurtige løgne på heden
I den tredje og sidste leg skal de studerende fortælle to sandheder og én løgn om sig selv til makkeren overfor dem. Den anden medstuderende skal derefter, som en anden Sherlock Holmes, afsløre løgnen. Her får stemningen et nøk opad og der bliver lystigt fortalt om maratonløb, eksotiske feriedestinationer og tiden som soldat, tjener eller noget helt tredje.
Det er dog ikke løgn, at Julie Kjelstrup er glad for Herning. Erhvervsøkonomi var hendes første og eneste prioritet. Hun har desuden allerede planer om at læse kandidaten i IT, kommunikation og organisation på stedet.
”Jeg vil under alle omstændigheder blive i Herning,” fortæller hun og fremhæver, at hun i fremtiden godt kunne tænke sig at arbejde som revisor.
Voksne ord
Studiestarten byder også på mere end navnelege og muleposer. Den del står Inger Hauge blandt andet for. Hun er uddannelseskoordinator og ansvarlig for de erhvervsøkonomiske uddannelser.
”Vi forsøger at finde en balance mellem det faglige og sociale til studiestarten – og ser på, hvad der tidligere har fungeret godt og mindre godt,” fortæller Inger Hauge.
Når hun henvender sig til de nye studerende, lægger hun vægt på, at de skal turde at stille spørgsmål til forelæsningerne undervejs og ikke kun i pauserne, så alle kan få gavn af at høre svaret. Hun fremhæver desuden den relativt nye studieordning, hvor samarbejdet mellem de studerende og virksomhederne er kommet i højsædet. Hos erhvervsøkonomi har de projekter med virksomheder hvert eneste semester.
Hun betegner selv sit indslag som de måske ”lidt for voksne ord” og runder kækt af med, at Tønden desuden ikke har noget med toiletfaciliteter at gøre, hvilket medfører et par skæve smil blandt de kommende økonomer.
Campus Herning har virksomhedsdag 4. oktober, hvor de nye studerende for første gang bliver præsenteret for de mange virksomheder, som har hovedsæde i Herning. Forrige år var rejseselskabet Bravo Tours, tøjvirksomheden Clipper og transportvirksomheden ALPI forbi Campus.
Alle de nye studerende i AU Herning kan desuden se frem til den famøse introduktionsfest ’Freshmen Day’, der holdes fredag. Lidt længere fremme venter både MakerFest 11.-12. september, hvor skovområdet foran campus bliver til en teltlejr bestående af innovative idéer, og Student Cup 13. september, hvor blandt andre bandet Zar Paulo er på programmet.
Korrekturlæst af Charlotte Boel