Campusguide Herning: Nyd den tætte relation mellem undervisere og studerende – og bliv gode venner med Heidi
Hvor er kaffen bedst? Hvor er øllene billigst? Og hvilke læsepladser er de fedeste? Her får du tips fra to garvede studerende, så du kan skyde genvej til at færdes hjemmevant på AU’s campus i Herning. Du skal blandt andet blive gode venner med Heidi og holde øje med storskærmen og med opslag på toiletdøren.
Guiden er bragt første gang i 2023
Ebenezer Fiifi Smith læser sit femte semester på erhvervsøkonomi, og Amalie Dalgård Pedersen læser sit tredje semester på kandidaten i IT, kommunikation og organisation.
Beskriv studielivet på din campus
Ebenezer Fiifi: ”Det er meget intimt. Det er jo ikke så stor en campus, så vi har et rigtigt godt sammenhold, og man møder hurtigt folk fra andre uddannelser. Man kender selvfølgelig også dem, der underviser os, ret godt, og omvendt kender de os. Det er noget af det, jeg synes er rigtigt fedt ved at gå herude. Nu bor jeg ikke selv i Herning, men nogle af mine gode venner, der bor her, synes, det er en ret hyggelig by. Jeg har hørt, at der i Birk (den bydel, hvor AU Herning ligger, red.) skulle være et ret fint sammenhold, hvor man for eksempel også møder studerende, der læser på VIA.”
Her finder du billig kaffe eller frokost
Ebenezer Fiifi: ”Det må nok være i vores kantine. Det er nok også det eneste sted, man lige kan købe noget herude. Men der kan man få en kaffe til en 20’er. Frokosten er også herude i kantinen. Der kan man få en sandwich til de der 25-30 kroner. Ellers skal man gå ind til byen for at købe noget. Billig frokost kan man få på Cozy, de har også studierabat. Så det gør maden ekstra lækker.”
Amalie: ”Kantinen på campus. Der ligger ikke rigtigt noget lige ved siden af, så det er typisk i kantinen, at man finder kaffe eller frokost, hvis man ikke har noget med hjemmefra.”
Her finder du billige øl
Ebenezer Fiifi: ”De billige øl finder man i hvert fald 100 procent sikkert i vores fredagsbar The Corner of Birk. Der kan man vist få en øl til 10 kroner; det er lidt svært for mig at huske prisen, for jeg drikker ikke selv alkohol. Jeg ved i hvert fald, at man kan få en sodavand til 10 kroner.”
Amalie: ”Udover fredagsbaren har vi noget, vi kalder Studenterhuset, hvor der også ligger en bar. Nu drikker jeg ikke rigtigt øl, men billige drinks har de både i fredagsbaren og i Studenterhuset, som vi benytter os meget af som klasse. Især i Studenterhuset er der meget hyggeligt, især når der er mange mennesker. Der er også åbent for VIA-studerende i Studenterhuset. Fredagsbaren har åbent både torsdag og fredag, og Studenterhuset har også åbent flere dage om ugen. Derudover kommer vi meget på Murphies og på Fox and Hounds inde i Herning.”
AU – meget mere end Aarhus!
AU's uddannelser er fordelt på flere campusser i Herning, Emdrup ved København og i Aarhus. I Aarhus er der studerende både på AU's gule campus, der omkranser Universitetsparken, i Nobelparken, på Katrinebjerg, på NAVITAS, på Fuglesangs Allé og i AU's nye campus Universitetsbyen. Lidt udenfor Aarhus finder man Moesgaard, hvor antropologi og arkæologi holder til. Og næste år åbner AU's nye campus i Viborg.
Fire campusguides
Omnibus har talt med garvede studerende fra AU's forskellige campusser og i den kommende tid bringer vi campusguides fra følgende campusser:
Hvor følger du med i, hvad der sker på campus?
Ebenezer Fiifi: ”På AU Hernings Instagram, som jeg selv står for. Der kan man blandt andet se, hvad der sker. Der er både nogle stories og lidt gode tips og tricks til, hvad man kan lave i Herning, men også om, hvad der generelt sker på campus. Ellers har vi en storskærm i kantinen, hvor der kører forskellige annoncer, nyheder osv. Der er også netop startet en ny studieforening, som hedder Studieforening AU Herning, den vil jeg anbefale at følge for at høre om de forskellige kommende aktiviteter.”
Amalie: ”Vi har en meget stor skærm i kantinen, hvor jeg finder sindssygt meget information om aktiviteter på campus. Derudover synes jeg, man ser meget på toiletterne, hvor der altid hænger reklamer på bagdøren, og hvor man også kan blive opdateret om kommende begivenheder. Ellers bruger jeg de sociale medier, for eksempel @AU_herning på Instagram, som giver et overblik over de større begivenheder.”
Det bedste sted at læse og skrive?
Ebenezer Fiifi: ”Der er et par stykker, vil jeg sige. Vi har både stillerummet på vores bibliotek, som jeg synes er et ret godt sted at læse. Så har vi også nogle grupperum eller vores studieceller.”
Amalie: ”Jeg bruger ofte studiecellerne til gruppearbejde, men vi bruger også ofte klasselokalerne. Det er fordelen ved, at det ikke er et kæmpestort campus; at man nemt kan finde tomme klasselokaler, hvor man for eksempel også kan øve præsentationer på tavlen. Jeg bruger også en gang imellem biblioteket inde i Herning, hvis jeg skal mødes med medstuderende, som bor derinde. På biblioteket er der også en café, hvor man kan købe kaffe, som jo er vigtigt, når man skal læse.”
Disse arrangementer må du ikke gå glip af
Ebenezer Fiifi: ”Jeg har hørt en fugl synge om, at der kommer en stor fest snart. Den må man i hvert fald ikke gå glip af, den bliver ret fed. Jeg ved, det er til foråret, men det er faktisk på nuværende tidspunkt for hemmeligt til, at jeg kan sige mere. En anden ting, man ikke må gå glip af, er studiestartseventet Student Cup Herning, som afholdes 15. september.”
Amalie: ”Herning Kommune arrangerer noget, der hedder Student Cup inde i Søndre Anlæg den 15. september, som er for alle studerende i hele Herning. Man kan melde sig til som hold, og så kan man dyste i forskellige konkurrencer, men man kan også bare komme og heppe. Det er en måde for alle os, der studerer i Herning, at mødes om noget stort, fordi vi egentlig er ret mange, der studerer her. Den 1. september i introugen er der også eventet Freshman Day, som er for alle de nye studerende. Der er også Maker Fest den 14. og 15. september.”
Dit studieliv er ikke komplet uden ...?
Ebenezer Fiifi: ”Dine studiekammerater. Mit studieliv ville ikke være komplet uden mine studiekammerater. Det er virkelig fedt at have dem, vi hygger os ret meget.”
Amalie: ”Tilgængelighed til mine undervisere er en ting, jeg sætter rigtitg meget pris på på Campus Herning. Fordi vi ikke er flere, er der en tydelig kontakt mellem de studerende og underviserne. Det med, at man altid kan fange sin underviser efter undervisning eller gå forbi deres kontor, er noget, jeg helst ikke vil undvære i mit studieliv.”
Har du et sidste godt råd?
Ebenezer Fiifi: ”Vi har sådan nogle vandautomater herude, så i stedet for at købe vand kan du købe en drikkedunk, så du kan fylde den op hver eneste dag. Og så skal man blive gode venner med Heidi fra receptionen, for hun kender hele skolen, så hende vil man gerne kende.”
Amalie: ”Selvom man er pendler fra Aarhus, som mange er, vil jeg anbefale, at man prøver at nyde campus og studielivet. Så man ikke bare ser det som et sted, man tager til undervisning, men også kommer til nogle arrangementer, så det også bliver et studieliv fremfor kun et sted, man går til undervisning. Det er nemmere at holde humøret højt, hvis man tager del i de aktiviteter, der bliver arrangeret, så man også bliver engageret på sit studiested.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel