Svindlere bruger AU-ansattes navne i forsøg på at snyde virksomheder

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Fra nytår til uge 7 har AU 40 gange oplevet, at svindlere har forsøgt at købe varer af virksomheder i universitetets navn.

27.02.2019 | Lene Ravn

Fisk på krogen? Svindlere har 40 gange siden nytår udgivet sig for at være fra Aarhus Universitet, da de ville købe powerbanks, solceller og andet fra diverse virksomheder. AU’s indkøbsafdeling beder nu alle AU-ansatte om at være opmærksomme på fakturaer, hvis sprog bærer præg af Google Translate, oplyser hjemmesider, der slutter på .org og bruger tiltalen ’damer og herrer’. Arkivfoto: Colourbox

’Damer og herrer’. Sådan indleder svindlerne gerne, når de udgiver sig for at være fra Aarhus Universitet og forsøger at placere en ordre hos virksomheder. 

De er dog hidtil blevet afsløret, fordi virksomhederne i 39 ud af 40 tilfælde har fattet mistanke og har kontaktet universitetet. Nummer 40 ordre nåede at blive afsendt af virksomheden, men da AU modtog fakturaen, kunne en eller flere AU-medarbejdere gennemskue, at noget var galt og betalte den derfor ikke.

”Helt præcist præsenterer de sig selv som værende ansat i AU’s indkøbsafdeling. Men de bruger navne på AU-ansatte fra andre afdelinger. Det er simpelthen tyveri af AU-medarbejderes identitet og svindel af virksomhederne,” fortæller indkøbschef Mogens Toft.

Han har kendskab til 40 forsøg alene i år, men der kan være flere. 

”Der kan jo være mange flere virksomheder, der har modtaget de her ordrer. Og hvis de bare konstaterer, at det ligner svindel og sletter mailen, så hører vi det ikke på AU,” siger indkøbschefen.

Han kender kun beløbsstørrelsen på få af ordrerne. Og de har været på mellem 50.000 og 150.000 kroner.

Fra 0 til 40 

Der var ingen sager, indtil der ugen efter nytår tikkede 10 henvendelser ind til indkøbsafdelingen fra virksomheder om svindlen, og sagerne blev løbende politianmeldt. Men der gik ikke længe, før næste bølge skyllede ind. I uge 7 var afdelingen oppe på 40 sager, hvor svindlere for eksempel ville købe gaming-PC’er, USB-drev, blækpatroner, powerbanks, solceller og sågar en grundvandspumpe, der efter sigende ikke er tiltænkt det europæiske marked. 

Stigningen overrasker Mogens Toft:

”Man hører jo om det rundt omkring, men det er ikke noget, vi plejer at opleve. Jeg været her i tre år, og vi har haft enkelttilfælde før, men aldrig noget af dette omfang,” siger indkøbschefen.

Mogens Toft kan ikke pege på nogen mulige årsager til stigningen. Men han peger på, at svindlen er sket i forbindelse med ferier:

”Måske er det et bevidst træk fra de kriminelle, fordi de tror, der er mindre kontrol.”  

Og han kan heller ikke med sikkerhed sige, om det er de samme kriminelle, der står bag:

”Henvendelserne ligner hinanden meget, så det peger selvfølgelig i den retning.” 

Nu er der nok ikke mere at stille op i sagen:

”Vi har informeret og advaret bredt ud i egen organisation, henvendt os til en brancheforening af leverandører, sagerne er politianmeldt, og de AU-ansatte, hvis navne er blevet brugt, er informeret. Men det er klart, at hvis det fortsætter, må vi overveje, om der er mere, vi kan gøre.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også