TEMA: Fem år med dimensionering
I sommeren 2020 dimitterede den første dimensionerede bachelorårgang fra AU. Men hvad har dimensioneringen betydet for Arts, som skulle skære flest studiepladser væk? Det spørgsmål stiller vi skarpt på set fra en studerendes, forskers, undervisers og en eksperts perspektiv.
Fem år med dimensionering: På Arts er de nødtvungent blevet gode til at regne
Ingen fyresedler er blevet delt ud. Men der er tikket over 50 millioner kroner mindre ind på institutternes konti hvert år. Flere hundrede studiepladser er skåret væk. Uddannelser er lukket eller lagt sammen. Tilvalgsfagene er blevet færre og orienteringen mod arbejdsmarkedet større. Det er svært at argumentere for, at dimensioneringsreformen fem år efter sin vedtagelse har efterladt Arts uforandret. Men fakultetets tre institutledere fastholder, at kvaliteten af uddannelserne er den samme.
Fem år efter dimensionering: Jeg frygter, at studerende fra Arts ender med et ben i hver lejr
Dimensioneringen har ikke bare skåret ned på antallet af studerende på Arts. Uddannelserne er også blevet mere rettet mod erhvervslivet på bekostning af den specialisering, der netop skulle give kandidaterne fra humaniora værdi på arbejdsmarkedet, mener forkvinde for ARTSrådets forretningsudvalg.
Forsker på Arts: Kvaliteten af forskningen og undervisningen er den samme som før dimensioneringen - men kvaliteten af arbejdsmiljøet er faldet
Forskerne på Arts er blevet færre om at løfte undervisningen efter dimensioneringen og forventes samtidig at kunne forberede undervisning og rette eksamensopgaver hurtigere. Dele af forskningen må derfor ligge i fritiden, siger lektor i Japanstudier og VIP-repræsentant i Akademisk Råd på Arts, Annette Skovsted Hansen. Hun mener, at dimensioneringen har kostet på arbejdsmiljøet – men glæder sig til gengæld over, at dimensioneringen har ført til en bedre sammentænkning af fakultetets fag.
Professor om tallene bag dimensioneringen: Det svarer til at køre med 130 kilometer i timen på motorvejen og styre efter bakspejlet
Formålet med dimensioneringen af især de humanistiske uddannelser var, at optaget på studierne skulle svare bedre til efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Men dimensioneringen blev lavet med udgangspunkt i arbejdsløshedstal fra 2013. Og de undervurderer behovet for humanister i fremtiden, mener professor og medgrundlægger af Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.