Ledelsen fortsætter ad dialogens vej
Universitetsledelsen har drøftet grænserne for, hvor meget kommercielle virksomheder må fylde på campus. Efter sommerferien går en dialog i gang med studenterforeningerne.
I kølvandet på historier i Omnibus om energidrikvirksomheden Red Bulls massive tilstedeværelse på campus i Aarhus, har universitetsdirektør Kristian Thorn taget initiativ til en drøftelse af grænserne for, hvor meget kommercielle virksomheder må fylde i de studerendes hverdag på universitetet.
Læs også: Red Bull udfordrer grænserne på AU
”Den her sag kalder på refleksion over, om vi har den rigtige balance. Det gælder ikke specifikt for Red Bull men for enhver kommerciel aktivitet og brand. Det handler om, hvornår det overskygger vores kerneformål som universitet," sagde han til Omnibus og fortsatte:
”På grund af den opmærksomhed, der nu er kommet på en bestemt aktørs eksponering på campus, vil jeg tage initiativ til, at vi i universitetsledelsen drøfter, om vi har den rette balance.”
Som Omnibus har beskrevet, er megabrandet Red Bull her der og alle vegne i de studerendes hverdag med ansatte studerende, der deler gratis energidrik ud, arrangerer events og sikrer, at Red Bulls produkter får størst mulig eksponering overfor deres medstuderende.
Eksperter fortalte i historierne, hvordan de studerende er nøje udvalgt, hvordan Red Bulls marketingsstrategi hele tiden forsøger at nedbryde de studerendes kritiske sans, og hvordan Red Bull er dygtige til at kapitalisere på det aktuelle præstationsfokus i samfundet, ved at markedsføre sig på noget, du har brug for, fordi du skal optimere dig selv og præstere.
I dialog efter sommerferien
Nu har universitetsledelsen så drøftet balancen og besluttet at fortsætte ad dialogens vej.
"Rektoratet og de enkelte dekaner går i dialog med studenterforeningerne med henblik på at øge opmærksomheden på balancen mellem kommercielle aktiviteter og det faglige og sociale studiemiljø. Kommercielle aktiviteter kan have en rolle, men må ikke skygge for de mange gode og vigtige aktiviteter, som studenterforeningerne selv driver," siger universitetsdirektør Kristian Thorn om resultatet af ledelsens drøftelse.
Som enhver kunne se, da Kapsejladsen fyldte parken tidligere på året, var Red Bull overalt i parken, hvor flere 30.000 studerende var samlet en hel dag.
Kapsejladsen arrangeres af studenterforeningen Umbilicus, som er festforening på medicin, og Daniel Vestergaard og Emil Ebbensgaard, der sammen har stået for planlægningen af festen, lagde ikke skjul på Red Bulls centrale rolle, da Omnibus spurgte ind til samarbejdet med virksomheden.
Læs også: Red Bull giver Kapsejladsen viiinger
Efter sommerferien vil prodekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Lise Wognsen Bach indlede dialogen med studenterforeninger på fakultetet, herunder Umbilicus.
"Vi ønsker et levende studiemiljø med engagerede studenterforeninger og relevante samarbejdspartnere. Men universitetet skal ikke udvikle sig til en arena, hvor kommercielle brands sætter dagsordenen eller bliver en naturlig del af hverdagen på campus. Den balance vil jeg rigtig gerne drøfte med studenterforeningerne efter sommerferien med afsæt i de reviderede retningslinjer,” skriver Lise Wognsen Bach til Omnibus.