Usædvanligt mange dumpede eksamen på afsluttende semester på tandlægestudiet – studerende føler sig dårligt behandlet
Studerende kritiserer eksamensforløb på uddannelsen odontologis sidste semester, hvor mange flere end normalt dumpede. De studerende, som dumpede, missede deres dimission, måtte vente på deres autorisation som tandlæger og føler sig fejlbedømt. Odontologis ledelse understreger, at eksaminator og censorer er meget kvalificerede og retter i stedet fokus på de studerendes indsats.
Det var 11 forbavsede studerende på kandidaten i odontologi, som efter sommerens eksamener måtte erfare, at de havde dumpet faget protetik på uddannelsens sidste semester og dermed ikke kunne få deres autorisation, så de kunne dimittere sammen med resten af årgangen.
Eksamen havde ellers ry for at være en, alle bestod, og da de forlod eksamenslokalet, havde de en fornemmelse af, at det var gået fint. Ser man på de foregående års eksamener, stikker antallet af dumpede studerende ud. Sidste år dumpede mellem 1 og 5 studerende; ved mindre end 5 dumpede vil uddannelsen ikke oplyse det eksakte tal af hensyn til diskretionsprincippet. Ved eksamenerne i 2022 og 2021 dumpede ingen studerende faget protetik.
En af de studerende, der dumpede i år, er Asta Barkmann, som kalder forløbet ”surrealistisk”.
”Jeg gik ud derfra og tænkte: Det gik jo godt, det havde jeg styr på. Så dumper jeg og tænker: Hvad sker der?” siger Asta Barkmann.
Oversigt over antallet af dumpede studerende til eksamen i protetik på Odontologi fra 2020-2024:
2020: Da antallet af dumpede er over 0 og under 5, udgår tallet med henvisning til diskretionering
2021: 0
2022: 0
2023: Da antallet af dumpede er over 0 og under 5, udgår tallet med henvisning til diskretionering
2024: 14
Bemærk, at 3 studerende dumpede reeksamen i 2024, hvilket bringer det samlede antal dumpede op på 14.
Kilde: Health Studier
Det surrealistiske skyldes ikke så meget det faktum, at lige netop hun dumpede, men selve forløbet, der fulgte efter eksamen, forklarer hun. Undervisere og studieleder inviterede efterfølgende de studerende til spørgetime inden reeksamen, ifølge Asta Barkmann med det formål at klæde de studerende på til den nye eksamen.
”Vi ville gerne have konkrete eksempler på, hvad vi havde gjort forkert. Vi sammenlignede nemlig vores besvarelser med nogle af de få studerende, der fik 12, og vi kunne ikke rigtigt se nogen forskel på besvarelserne. Det, de sagde på mødet, gav ikke mening, og vi følte, at underviserne bare skældte os ud, fordi vi ikke kunne forstå opgaverne. En af underviserne flippede. Folk begyndte at græde,” siger Asta Barkmann.
De dumpede studerende søgte aktindsigt i eksaminators og censors noter for at få indblik i grundlaget for bedømmelsen. Svaret var, at der ikke fandtes nogen noter fra eksaminator, mens noterne fra censor blot var et nul og pile op. Flere studerende har også klaget over eksamensafgørelserne, men en klage tager cirka to måneder at behandle, og her tæller juli ikke med.
Studerende: Vi er blevet bedømt hårdt
En anden studerende, der heller ikke bestod, er Howraz Mohammad. Han er lige så forundret over eksamensforløbet.
”Det er ikke den tungeste eksamen, og selve faget er ikke svært. Vi har kigget på, hvad 02 kræver, og vi synes ikke, vores besvarelser er ringere end det. Vi er blevet bedømt hårdt,” siger han.
Begge nævner de, at eksamensspørgsmålene var svære at forstå. Howraz Mohammad forklarer, at spørgsmålene var kringlet formuleret, hvilket gjorde det svært at gennemskue, hvad underviseren præcis forventede.
”I en af opgaverne kunne man ikke tyde, om der skulle svares i flertal eller ental. Spørgsmålet var: 'Hvilket relevante spørgsmål ville du stille patienten?' Der bliver man forvirret over ordene 'hvilket' og 'relevante'. Er det flere eller blot ét spørgsmål? Mange af os er gået med 'relevante' og har dermed stillet flere spørgsmål,” siger Howraz Mohammad.
Asta Barkmann nævner et andet eksempel:
”I en af opgaverne stod der, vi skulle redegøre for diagnosen af den her tand. Vi var alle sammen enige om, at den tand bare skulle ud. Når der står ’redegør’, så tænker man, at der skal forklares lidt. Altså redegøres. Vi fik 0 for den opgave, og det skyldtes, at vi ikke skulle svare med mere end én linje, fik vi at vide på mødet. Vi fik også 0 for de efterfølgende delopgaver, fordi tanken er, at hvis man ikke kan svare korrekt på opgave 1, kan man heller ikke resten,” siger hun.
På mødet inden reeksamen havde Howraz Mohammad håbet på, at underviserne ville komme dem i møde og lytte til deres indvendinger. I stedet mener han, at de forsøgte at forsvare sig selv.
”Spørgetimen var ikke brugbar. Vi håbede at finde ud af, hvad det ville kræve at bestå, og prøvede at forklare dem, at nogle af opgaverne kunne misforstås. Men det var, som om de prøvede at forsvare sig selv. Underviserne og studielederen mente, vi skulle have tillid til dem og til, at tingene blev gjort rigtigt, men vi fik ingen forklaring på, hvorfor der blev givet de karakterer,” siger han.
Studerende manglede bog
Asta Barkmann fortæller, at der på studiet forud for eksamen gik rygter om, at ”flere ville dumpe i år, fordi underviserne ikke synes, vi tog det seriøst nok”.
”Det var også lidt den tone, jeg fik, da jeg spurgte ind til ting i pensum til spørgetimen. Jeg manglede en bog, som ikke var tilgængelig, fordi den var udsolgt fra forlaget, og det sagde jeg på mødet. Så begyndte de at skælde mig ud og sagde, at det var et klart eksempel på, at ingen af de studerende på den her uddannelse læste bøgerne, og at vi ikke tog det seriøst. Men vi arbejder virkelig hårdt på den her uddannelse,” siger Asta Barkmann, som gerne vil understrege, at de fleste altså læser bøgerne.
Kan du følge dem i, at de slår ned på, at du mangler en bog fra pensum?
”Ja, det kan jeg godt. Men jeg havde bare brug for at vide, hvordan jeg skulle få fat på den bog, som ikke var tilgængelig nogen steder. Jeg har selv ansvar for min uddannelse, og det står jeg ved. De foreslog, at vi kunne læse en anden meget dyr bog i stedet. Så skulle vi bare læse noget af den, og jeg spurgte så, hvilke sider der var relevante. Men det kunne de ikke sige, for vi var snart tandlæger og burde vide, hvad der var relevant, når vi læste bogen,” siger hun.
Howraz Mohammad anerkender, at der på studiet blandt de studerende var snak om, at faget protetik skulle være nemt at bestå.
”Nogle studerende har måske taget det mindre seriøst. Der er blevet talt om, at man ikke skulle frygte protetik, men jeg kan ikke vide, hvad underviserne har tænkt,” siger han og forklarer, at faget også består af et klinisk forløb, som han bestod uden problemer – det samme var tilfældet for Asta Barkmann.
Måtte sætte jobsøgning på pause og missede dimission
Den dumpede eksamen betød, at Howraz Mohammad satte sin jobsøgning på pause i sommermånederne. Det er ellers her, mange finder job, fordi de regner med at være klar til at arbejde som tandlæger fra august.
”Det har været meget bittert. Jeg standsede min jobsøgning, fordi jeg ikke syntes, det gav mening uden mit bevis. Jeg var til samtaler, men måtte melde tilbage, at det ikke gik til eksamen. Jeg ved, at nogle af de andre, der dumpede, allerede havde fået job inden eksamen,” siger han.
Dimissionen sprang de to studerende også over.
”Vi fik en mail om, at vi selvfølgelig var meget velkomne i år, men at vores navne ville ikke blive læst op. Hvis vi vil, er vi meget velkomne til dimissionen 2025. Så skulle vi sidde der og få det tværet i ansigtet,” siger Asta Barkmann og fortsætter:
”Sidste år dumpede én person faget, og vedkommende mødte op til dimissionen, men blev photoshoppet ud af det fællesbillede, der blev taget af årgangen. Det var der ikke nogen af os, der havde lyst til,” siger hun.
Studieleder: Vores ansvar, at de lever op til det, der står i studieordningen
Studieleder på odontologi, Irene Dige, anerkender, at dumpeprocenten i år er højere i protetik, og kalder situationen superærgerlig for de studerende. Ligesom de studerende forklarer, har hun fået en fornemmelse af, at eksamensresultatet kom som et chok for dem.
Forklaringer kan man kun gisne om, siger studielederen, men hun mener, der er en tendens til, at fag, som ingen normalt dumper, pludselig kan få en høj dumpeprocent, fordi de studerende har en fornemmelse af, at det er en nem eksamen. Men samtidig har hun i dette forløb studset over ting, der har gjort hende ”forundret”.
”Jeg bliver forundret, når det viser sig, at studerende ikke har skaffet de bøger, der anbefales. Der var efter sigende udfordringer med at skaffe den ene lærebog. Det er ærgerligt, man først siger det efter eksamen, for der er alternativer, og vi ville have hjulpet dem. Jeg har også forstået, at kun halvdelen af de studerende mødte op til den spørgetime, der var placeret inden den oprindelige eksamen. Det var underviserne forundrede over,” siger Irene Dige.
Selv om dumpeprocenten er høj, mener hun ikke i sig selv, det er usædvanligt, at nogle dumper.
”Tandlægeuddannelsen er en professionsuddannelse, og det betyder, at så snart de har deres bevis, skal de ud at behandle patienter. Svarer de noget til eksamen, der ikke lever op til et vist niveau, kan vi ikke stå inde for det. Det er vores ansvar, at de studerende lever op til det, der står i studieordningen. Prøverne er i øvrigt anonyme, og derfor handler bedømmelserne ikke om personlige relationer, eller hvordan de har været i undervisningen,” siger Irene Dige.
Faldende karaktergennemsnit
Hun bemærker, at karaktergennemsnittet de seneste år samtidig er faldet. I 2021, da ingen dumpede, fik 12 procent karakteren 4, og 6 procent fik 02. I 2022, da ingen igen dumpede, fik 34 procent karakteren 4, og 15 procent fik 02.
”Jeg forstår godt, hvis man tænker, at det er blevet sværere. Men niveauet er ikke ændret. Det er de samme faglige mål og samme undervisere,” siger Irene Dige.
Mens de studerende ikke selv kunne se forskel på deres opgaver og dem, der fik 12, må de have tillid til eksaminator og censor, mener studielederen.
”Det er videnskabeligt personale med mange års erfaring både med undervisning og eksamensbedømmelse,” siger hun.
Studieleder: Studerende kan henvende sig med tvivl
Mens hun ikke kan forholde sig til de konkrete eksamensspørgsmål, fordi hun ikke har set dem, understreger Irene Dige, at de studerende kan få kontakt til eksaminator under eksamenen, hvis noget er uklart i formuleringerne.
”Det gjorde ingen til eksamen, og når de har været her i fem år, ved de godt, at det er en mulighed. Vi sidder klar til at tage telefonen, hvis noget er uklart,” siger hun.
Studielederens indtryk er desuden, at underviserne lader tvivlen komme de studerende til gode i svar, hvor det kommer til udtryk, at den studerende kan have været i tvivl om spørgsmålets hensigt. Alligevel er der dog en vis forventning til niveauet, lyder det.
”Det er en eksamen på et højere taksonomisk niveau, og man skal svare på det, der bliver spurgt om, og ikke andet. Hvis man skriver noget irrelevant i forhold til spørgsmålet, kan det trække ned, fordi det viser, at man ikke har forstået essensen,” siger hun.
Frustrerede studerende
Adspurgt om spørgetimen inden reeksamen, som flere studerende oplevede som ubehagelig og ubrugelig, forklarer Irene Dige, at formålet med mødet var at klæde dem på til reeksamen – ikke gennemgå den dumpede eksamen. Hun genkender den trykkede stemning.
”Jeg oplevede, at de studerende var meget frustrerede, og det virkede til, at de studerende var mere interesseret i at vide, hvorfor de var dumpet, end at blive klar til reeksamen. På den måde havde vi nok forskellige forventninger til mødet. Men jeg kan helt sikkert ikke genkende, at nogen underviser skældte nogen ud. Heller ikke, at nogen hævede stemmen. Flere studerende var kede af det, og det var ikke rart at være i – det er aldrig rart at se nogen være kede af det,” siger Irene Dige.
Odontologi opdaterer sine procedurer
Asta Barkmann var forundret over, at hun ikke kunne få indsigt i eksaminators noter, og at censor kun havde skrevet et tal og nogle pile i sine noter. Episoden har givet studieadministrationen på Health anledning til at opdatere sine procedurer.
”Jeg har været studieleder i fem år, og det er første gang, jeg oplever, at nogle studerende har bedt om aktindsigt i bedømmelserne. Derfor har vi nu prøvet at sikre os en god procedure fremadrettet i samarbejde med Health Studier. Studieadministrationen har opdateret censorhjemmesiden, kommunikationen til censorerne er skærpet, blandt andet ved at linke til eksamensbekendtgørelsen, og jeg har sørget for, at alle undervisere er blevet bekendt med reglerne. Det er selvfølgelig beklageligt, hvis der ikke er taget tilstrækkelige noter i den her sag,” siger Irene Dige.
Men studielederen siger, at noterne ikke er til for de studerende.
”Notaterne skal give mening for bedømmerne, ikke for de studerende. Noterne skal tages, hvis der skulle komme en klagesag. Men notater skal forstås bredt. Det er censor, der bestemmer, hvordan formen på noterne er. Det kan være tal, understregninger eller andet,” siger Irene Dige.
Den lange sagsbehandlingstid på eksamensklager er der ikke så meget at gøre ved, forklarer hun.
”Det skal ind til jurister, som sender det ud til censor og eksaminator, og så skal de svare og sende det tilbage til juristen og så videre. Sagsbehandling tager desværre lang tid,” siger Irene Dige.
På spørgsmålet om, hvorvidt sagen giver anledning til ændringer på uddannelsen, svarer Irene Dige:
”Vi kigger altid på kurser, der har høje dumpeprocenter, og kigger indad for at se, om noget skal gøres anderledes. Jeg tror, underviserne næste år vil gøre en særlig indsats for at klæde de studerende på og understrege, hvilken indsats de forventer,” siger hun.
Tre dumpede reeksamen
Asta Barkmann bestod reeksamen i august og har dermed nu modtaget sin autorisation som tandlæge. Tre dumpede dog også reeksamen og skal altså op til et tredje forsøg. Klagerne har de studerende fået svar på i september. Ingen har fået medhold. Omnibus er ikke bekendt med, hvordan det gik Howraz Mohammad til reeksamen.
Korrekturlæst af Charlotte Boel