Omnibus prik

Venner siden dag ét på studiet – nu arrangerer de Kapsejladsen

De to medicinstuderende Emil Ebbensgaard Kjær og Daniel Vestergård fandt ved studiestart hurtigt ud af, at de har samme tilgang til studiet – nemlig at skulle smage på alt, hvad studielivet har at byde på. Nu arrangerer de årets kapsejlads for 30.000 studerende.

Daniel Vestergaard og Emil Ebbensgaard Kjær, der sidder i forretningsudvalget i Umbilicus, melder, at der nok skal blive en Kapsejlads i år. Foto: Roar Lava Paaske.

Der er ikke mange protester fra de to bestyrelsesmedlemmer i Umbilicus (medicinsk fredagsbar), da fotografen spørger, om de ikke vil bunde en øl til et billede. 

”Man får lidt et afslappet forhold til det at hakke øl på kamera,” siger Emil Ebbensgaard Kjær lavmælt. 

Omnibus forstyrrer arrangørerne midt i planlægningen af dette års kapsejlads på deres kontor, der mest af alt ligner et escaperoom, i kælderen under Medicinerhuset. Kapsejladsen er så småt på plads, forsikrer de to arrangører. Der mangler kun enkelte detaljer:

”Vi mangler at få styr på to livreddere, som skal være til Kapsejladsen,” siger Emil Ebbensgaard Kjær. 

”Jeg mangler også at få lavet hele PowerPoint-præsentationen til storskærmene,” siger Daniel Vestergaard. 

Det er ingen hemmelighed, at arbejdsbyrden som arrangør af Kapsejladsen er tung. De to medicinstuderende har splittet deres sjette semester, hvilket er en manøvre mange medicinstuderende laver – også selvom de ikke planlægger en kapsejlads. Arbejdsfordelingen er dog på plads hos de to arrangører. 

”Emil er tilladelsesmanden, der sikrer at alle tilladelser fra myndighederne er i orden, og jeg sidder med økonomien og skal bogføre alt,” siger Daniel Vestergaard. 

Har stået sammen siden dag et

De to arrangører mødte hinanden første dag på universitetet og gik på samme stamhold, da de startede på medicinstudiet i sensommeren i 2023.

”Vi har nok haft samme tilgang til studiet: Vi bare skulle smage på alt, hvad det havde at byde på. Hele første og andet semester skulle vi bare være med til det hele,” siger Emil Ebbensgaard Kjær. 

 I sommeren 2024 var de begge tutorer for de nye studerende og blev grebet af studiemiljøets ånd. 

”Der var et tidligere bestyrelsesmedlem i Umbi, der fortalte mig, at det at være med i Umbi er som at være tutor på steroider,” siger Daniel Vestergaard. 

Så de meldte sig begge til Umbilicus’ bestyrelse. Efter nogle måneder som bestyrelsesmedlemmer i Umbilicus luftede Emil Ebbensgaard Kjær ideen om at stille op til forretningsudvalget ved næste generalforsamling. Forretningsudvalget er den post, der står for Kapsejladsen. Ideen blev pitchet på den dag, hvor alle gode ideer opstår - nemlig nytårsaften. 

Det er en post, der er forbundet med en form for ærefrygt, fordi arbejdsbyrden er så stor, siger Emil Ebbensgaard Kjær. 

I lyst og nød – med søvnunderskud og tømmermænd

De to arrangører er gået fra at være fra klassekammerater til at være bestyrelsesmedlemmer og nu også kapsejlads-arrangører. For nyligt blev de også læsemakkere.  

”I vågne timer ser jeg dig nok mere end min kæreste,” siger Emil Ebbensgaard Kjær til Daniel Vestergaard. 

Og det er da også en fordel at være så gode venner, når man tilbringer så meget tid sammen, hvis man spørger de to arrangører. 

”Man skal kunne tåle hinanden, for vi kan være i trætte situationer, hvor man hurtigt kan blive irriteret,” siger Daniel Vestergaard. 

”I søvnunderskud og med lidt tømmermænd,” indskyder Emil Ebbensgaard Kjær og fortæller, at venskabet er blevet styrket af den store opgave, det er at arrangere Kapsejladsen. 

”Vi er blevet meget tættere og fået mange minder sammen,” siger Emil Ebbensgaard Kjær. 

Skal I lige have to uger fra hinanden, når kapsejladsen er slut? 

”Det tror jeg ikke, at vi skal,” siger Daniel Vestergaard.

”Vi skal jo læse sammen på et tidspunkt,” tilføjer Emil Ebbensgaard Kjær. 

De to arrangører er enige om, at det at påtage sig planlægningen af Kapsejladsen kan anbefales til andre vennepar.

”Det er det fedeste,” siger Daniel Vestergaard. 

Nye tiltag ved årets kapsejlads

Arrangørerne holder traditionen tro kortene tæt på kroppen, når det gælder om at afsløre årets musiknavn. Omnibus forsøger sig dog alligevel. De seneste to år har der været sammenfald med kunstneren, der spiller til Fed Fredag i Tivoli Friheden samme dag som Kapsejladsen. I år er det Joey Moe. 

”Det er IKKE Joey Moe, der kommer og spiller til Kapsejladsen,” siger Daniel Vestergaard. 

Fed Fredag-teorien holder tilsyneladende ikke denne gang. Eller gør den? 

Kapsejlads-entusiasterne må derfor nøjes med at vide, at konferencerne i år er Bella Norup og Adnan Al-Adhami, der begge er værter hos DR P3. 

De to arrangører løfter dog sløret for en række nye tiltag til årets kapsejlads. 

”Vi har lavet et lounge-område i den nordlige del af parken. Vi tænker, at det er fedt med et sted, hvor folk kan trække sig. Vi vil gerne kunne tilbyde nogle flere ting i løbet af dagen,” siger Emil Ebbensgaard Kjær. 

”Så har vi flere La Pees (pissoirs til hugsiddende tissetrængende, red.) for at gøre det nemmere for kvinder at deltage til Kapsejladsen. Der er flere kvindelige studerende end mandlige, og det vil vi gerne omfavne,” siger Daniel Vestergaard. 

Dertil er samaritterne udskiftet med reelle førstehjælpere, og så sælges der dåseøl i stedet for fadøl i barerne til en billigere pris og derudover kan du også nyde mad fra en vegansk madbod i år. 

 

Kapsejladsen løber af stablen fredag den 24. april, og du kan læse hvem din forening skal sejle imod her.