Vi troede, vi havde skabt en robust organisation, men …

Lektor Olav W. Bertelsen fra Institut for Datalogi overtager posten som fællestillidsrepræsentant efter Per Dahl. Hans hovedfokus er at medvirke til, at AU er en god arbejdsplads til trods for de alvorlige økonomiske udfordringer.

Olav W. Bertelsen er nyvalgt fællestillidsrepræsentant for AC-TAP'er og VIP'er ved Aarhus Universitet. Foto: Maria Randima

Olav W. Bertelsen er netop blevet valgt som ny fællestillidsrepræsentant for VIP’er og AC-TAP’er, da Omnibus møder ham. Som den eneste kandidat på listen kommer valget ikke bag på ham. Og han er glad for at være blevet valgt, understreger han.

”Men jeg har det også blandet med det. Fordi det betyder, at der er ting, jeg ikke længere har tid til. Ting, som har været hovedindhold i mit arbejde indtil nu, blandt andet undervisning.”

Vil lægge pres på ministeriet

Olav W. Bertelsen ser det som sit helt overordnede fokus at medvirke til, at AU kan være en god arbejdsplads i en situation, hvor universitetet står over for alvorlige økonomiske udfordringer.

”Vi troede, vi havde skabt en robust organisation oven på besparelserne og fyringsrunden i 2014. Men så kom der yderligere besparelser fra regeringens side.”

LÆS OGSÅ: Takker af efter fire år i ilden

I den sammenhæng kan det blive nødvendigt at tænke sin rolle bredere end blot i AU-regi, mener han.

”Jeg tror, det kan være en fordel at tænke længere ud politisk og samarbejde med tillidsrepræsentanterne på de øvrige universiteter og med de faglige organisationer for på den måde at være med til at lægge pres på ministeriet.”   

Vi skal stå sammen

Selvom han er valgt som fællestillidsrepræsentant for de akademiske medarbejdere på AU (AC-TAP’er og VIP’er), ser han også sig selv som tillidsrepræsentant for de øvrige personalegrupper på AU.

”Det er vigtigt at vi står sammen som medarbejdere over for ledelsen. Det kommer vi længst med.”


Olav W. Bertelsen om:

Psykisk Arbejdspladsvurdering 2016:

”Den psykiske APV er et vigtigt redskab i arbejdet med at sikre, at folk ikke bliver syge af deres arbejde. Og jeg har oplevet, at handleplansarbejdet, især efter forrige psykiske APV, var virkelig frugtbart. Men jeg oplever, at folk er uinteresserede i den psykiske APV. Man er træt af at bruge tid på det, når det har vist sig ikke at have den store effekt. Dog har vi i år fået inkorporeret et batteri af spørgsmål om årsagerne til medarbejdernes overarbejde, som jeg ser meget frem til.”

Fyringer og fratrædelsesordninger:

”Vi skal sikre bedre muligheder for, hvordan man kan forlade AU på en god og ordentlig måde. Det vil sige, der skal være en højere grad af ordentlighed i måden, man fyrer folk på. Rummet for frivillige fratrædelsesordninger er meget, meget begrænset, og det er ikke holdbart. Slet ikke i en situation, hvor vi står over for økonomiske udfordringer, der betyder, at mange kommer til at miste deres job. Med de besparelser, som regeringen melder ud, skal man være naiv for at tro, at det ikke fører til personalereduktioner. De klare sparemål, som er meldt ud for administrationen, kan ikke gennemføres kun ved naturlig afgang. Jeg mener, man med fordel kunne tænke i at få fat i folk tidligt og hjælpe dem videre gennem den rette kompetenceudvikling.”    

Sin stil som fællestillidsrepræsentant:

”Jeg ser det som min opgave at samarbejde med ledelsen, og jeg vil i høj grad fortsætte den form, jeg har benyttet som tillidsrepræsentant på ST, som har været præget af et udstrakt samarbejde med ledelsen. Det er min erfaring, at det er nemmere at få succes gennem samarbejde. Omvendt er man også nødt til at stå fast nogle gange, eller man er nødt til at forlade en forhandling. Men det anser jeg også for godt samarbejde.”

Kompetenceudvikling:

”AC’erne er for dårlige til at blive kompetenceudviklet. Især VIP’erne. Måske fordi man som VIP tænker, at man hele tiden udvikler sig og tilegner sig ny viden. Men det med at lære noget helt nyt – en ny metode, eller at blive bedre til formidling – det er vi for dårlige til.”

Lønforhandling:

”Det er sparsomt, hvad der er budgetteret med fra ledelsens side. Så det er klart en udfordring. Og fra TR-siden forsøger vi som altid at presse lønbudgetterne op. Det er klart, at med den økonomiske situation, vi står i, er det ikke tid til at holde lønfest. Men man kan jo altid slå på, at økonomien er udfordret – og så sker der jo slet ingen lønudvikling. Derudover er budgettet i år delt op i en ramme til lønforbedring og en ramme til engangsvederlag. Og jeg er bestemt ikke tilhænger af engangsvederlag, fordi de ikke fører til varig lønforbedring og ikke er pensionsgivende.”