Vivi tager kampen op med mændene

Hvad er den største udfordring for dine karrieremuligheder?

»Konkurrencen med mine kolleger. Selvom vi er glade for hinanden, så kæmper vi for det med alle midler.«

Hvordan har du det med den konkurrence?

»Det er et kæmpe pres, men en del af spillet, som man må lære at tackle, hvis man vil gå den her vej.«

Hvordan mærker man presset?

»Hvis ikke du laver noget forskning, der kan publiceres i fornuftige tidsskrifter med høj impact, så kommer du bag i køen. Og hvis ikke du er en af dem, der er god til at skaffe midler eller kommer med på projekter, så ryger du også bag i køen. Derudover er der undervisningsdelen. Den deltager vi jo også i med ønsket om, at den skal kunne gøre det nemmere at få en karriere.«

Er undervisning en ekstra stressfaktor?

»Det kan det sagtens være. Bare det at finde tid til det kan være svært. Hvis det falder sammen med nogle ansøgningsrunder, så er man lidt hængt op. Der er nogle, som godt kan lide at undervise, men der er også nogle, som ikke kan.«

Spiller publiceringsrater en for stor rolle i forhold til rekrutteringen af det videnskabelige personale?

»Ja, det er min fornemmelse. Og det var også det, jeg fik at vide af min chef, da jeg tog snakken med ham: publicer, publicer, publicer. Det samme sagde min tillidsrepræsentant faktisk. Det er virkelig det, der tæller. Det er det bare.«

Er det fair?

»Altså, det er jo en måde at vise, hvilken forskning man har bedrevet. Men jeg synes også, der er andre ting, der bør tælle, såsom hvor aktiv man er til at tage del i undervisningsbyrden.«

Er det dit indtryk, at mænd bliver favoriseret i forhold til lektorater og professorater?

»Jeg har snakket med mine kolleger om, at der tidligere var en tendens til, at kvinders chance var ringere. Om det handler om fordomme eller andet, ved jeg ikke. Men det er ikke rigtig noget, jeg mærker til.«

Genkender du beskrivelsen af forskningsmiljøet som egoistisk og machopræget?

»Jeg vil sige, at tværtimod så gælder det faktisk om at være venlig og imødekommende. Så det er faktisk det fuldstændigt modsatte. Dem, der kommer længst, er dem, som også har den anden kvalitet.«

Du blev gravid med dit andet barn i slutingen af dit ph.d.-forløb. Hvad betød det for
din videre karriere?

»Fordi jeg var så heldig at have fået nogle gode resultater i forbindelse med min ph.d., og fordi jeg havde været ansat som forskningsassistent i tre år, inden jeg startede, så nåede jeg at publicere ret godt, inden jeg gik på barsel. På den måde var det godt timet. Ellers kan det sagtens ødelægge en karriere at blive gravid på det »forkerte« tidspunkt. Det er jeg slet ikke i tvivl om.«

Hvordan vægter du arbejde og familie?

»Jeg prioriterer min tid, så jeg bruger lidt mere i de perioder, hvor jeg har rigtig travlt. Når der så er mindre travlt, skal der til gengæld være plads til familien. Og så lærer man at sige »Okay, nu afleverer jeg noget, som ikke er 100 procent i skabet, men jeg kan stadig godt være det bekendt«. Det er man simpelthen nødt til at kunne.«

Er der forståelse for det fra institutledelsen?

»Ja, jeg er heldig at være ansat på en fleksibel arbejdsplads, der for eksempel giver god mulighed for at sidde hjemme og arbejde et par timer om aftenen. Så man kan nå at hente børnene i god tid.«