Fremover skal du have mindst 6,0 i snit for at blive optaget på Aarhus Universitet via kvote 1

I løbet af det næste år indfører AU karakterkrav på 6,0 på kvote 1-optaget på alle universitetets uddannelser med få undtagelser. Ledelsen ønsker at gøre det tydeligere for kommende studerende, hvilket fagligt niveau der skal til for at blive optaget på en uddannelse på AU. Studenterrådet ærgrer sig over beslutningen, Konservative Studenter er postivt stemt, mens Frit Forum Århus kan se både fordele og ulemper.

Fra 2021 skal du have et snit på minimum 6,0, hvis du søger ind på en uddannelse på Aarhus Universitet via kvote 1. Foto: Ida Jensen/AU Foto. Grafisk bearbejdelse: Omnibus

Kommende studerende skal kunne fremvise et karaktergennemsnit på mindst 6,0 fra deres gymnasiale uddannelse for at kunne blive optaget på en uddannelse på Aarhus Universitet via kvote 1. Kan man ikke det, kan man fortsat søge om optag via kvote 2.  

Det er universitetsledelsen, der har truffet beslutningen, som gælder alle universitetets uddannelser med undtagelse af universitetets professionsbacheloruddannelser og erhvervsøkonomiuddannelserne i Herning. 

På fakulteterne Natural Sciences (NAT), Technical Sciences (TECH) og Aarhus BSS bliver kravet indført i 2021. På NAT og TECH blev der allerede i 2019 indført et karakterkrav på 7,0, mens det krav skulle have været indført på Aarhus BSS i 2021. Nu sættes kravet på alle tre fakulteter ned til 6,0. På fakulteterne Health og Arts gælder karakterkravet på 6,0 fra 2022. 

Det kræver et vist fagligt niveau at studere på AU

Ledelsen begrunder sin beslutning med, at karakterkravet skal gøre det nemmere for ansøgerne at orientere sig i kriterierne for at blive optaget – og for at understrege, at man skal have et vist fagligt niveau for at studere på Aarhus Universitet. Samtidig peger ledelsen på, at netop karaktergennemsnit har vist sig at have betydning for frafaldet på uddannelserne.

”Vi ved, at karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse har betydning for, om de studerende gennemfører deres uddannelse, og hvor godt de klarer sig på studiet,” siger prorektor Berit Eika i en nyhed på medarbejdere.au.dk

Gode erfaringer fra naturvidenskabelige uddannelser

Gennem de seneste år har flere af de naturvidenskabelige uddannelser på AU testet karaktergennemsnit som middel mod frafald på uddannelserne. Her viser erfaringerne, at frafaldet er faldet på første årgang, efter at uddannelserne indførte karakterkrav på 7. Men om karakterkravet er den direkte årsag, er det dog for tidligt at konkludere.

LÆS OGSÅ: Mere end halvdelen af de studerende på mange af AU’s naturvidenskabelige bacheloruddannelser dropper ud – men nu ser kurven ud til at knække

At der er sammenhæng mellem karakterer og frafald, er også vist i en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2015

Det er ledelsens forventning, at gennemførelsesprocenten og de studerendes karaktergennemsnit vil stige som følge af karakterkravet og ikke mindst i kraft af den fortsatte mulighed for at søge via kvote 2-forløb, hvis man ikke har et snit på 6,0.

”Der er allerede et karakterkrav på NAT, TECH og Aarhus BSS. De første erfaringer tyder på forbedringer i gennemførelse, og der rapporteres om et bedre studiemiljø som følge af nye optagelsesprocedurer i kvote 2. Vi har således grund til at tro, at studerende, der gennemfører et kvote 2-forløb, er mere afklarede på at lægge en ekstra arbejdsindsats, og dermed at flere vil gennemføre den valgte uddannelse. Karakterkravet på Arts og Health indføres først fra 2022, så der må vi vente med at høste erfaringer,” siger prorektor Berit Eika. 

Ikke lagt op til større optag via kvote 2

Aarhus Universitet optager samlet set omkring 15 procent af de nye studerende via kvote 2. Et tal, som dog varierer fra uddannelse til uddannelse. Og der er ikke for nuværende lagt op til at øge fordelingen mellem kvote 1 og kvote 2, siger prorektor Berit Eika. 

”Men de enkelte fakulteter skal nu overveje, om der er behov for at ændre kvotefordelingen lokalt,” siger hun. 

Prorektor understreger, at efter hendes vurdering afskærer universitetet med beslutningen ikke kvalificerede og motiverede ansøgere fra at søge ind på Aarhus Universitet. Optaget via kvote 2 sikrer nemlig, at studerende med lavere karaktergennemsnit fra gymnasiet får mulighed for en ekstra afklaring om uddannelsesvalget, hvor også andre kvalifikationer tæller, og hvor ansøgerne derfor typisk gør sig nogle ekstra overvejelser om matchet.

Studenterrådet utilfreds med karakterkrav  

De tre studenterorganisationer, der er repræsenteret på Aarhus Universitet, ser forskelligt på ledelsens beslutning om at indføre karakterkrav på stort set alle uddannelser. 

Studenterrådet ærgrer sig over beslutningen og kalder karakterkravet for bagudsynet.

”Det er ærgerligt at se universitetet gentage den gamle skrøne, at høje karakterer automatisk er lig høj kvalitet og faglighed. De bidrager til historien om, at karakterkrav er en skala for sværhedsgrad. Det er det ikke. Der er så mange forskellige årsager til, at unge mennesker kan komme ud af en ungdomsuddannelse med et karaktergennemsnit under 6,” siger næstformand Marie Dall i en pressemeddelelse.

Hun nævner eksamensangst og stress som faktorer, der kan have trukket gymnasieelevernes snit ned. 

Studerende er ikke blevet inddraget

Marie Dall har også svært ved at se, hvordan det nye krav gør det lettere for kommende studerende at gennemskue, hvad der skal til for at blive optaget, da der fortsat vil gælde forskellige optagelseskriterier på de enkelte uddannelser. Og Studenterrådet er også utilfreds med, at de studerende ikke er blevet hørt.

”Det er desværre typisk for Aarhus Universitet, at de ikke inddrager de studerende, når denne slags beslutninger bliver taget. Universitetet rummer så mange dygtige studenterrepræsentanter og foreninger. Alligevel har Aarhus Universitet sat sig ind i et lukket lokale og aftalt denne ændring uden at få input fra de studerende, som det hele drejer sig om,” siger Marie Dall. 

Prorektor: Vi kender argumenterne for og imod karakterkrav 

På spørgsmålet om, hvad der er baggrunden for, at ledelsen i denne sammenhæng ikke har taget de studerende med på råd, henviser Berit Eika til, at frafald trods mange forskellige indsatser fortsat er et stort problem på mange af AU’s uddannelser, som ledelsen har en forpligtelse til at løse. 

”Vi har drøftet emnet med blandt andre Studenterrådet ved flere lejligheder tidligere, og vi ved, at der er stor forskel i holdninger  til karakterer som adgangskrav både blandt vores VIP'er (videnskabeligt personale, red.) og vores studerende. Vi kender argumenterne for og imod karakterer som adgangskrav særdeles godt, og universitetsledelsen har nu truffet denne beslutning for at gøre det mere enkelt for ansøgerne at navigere i ansøgningskriterierne – og for at sende et vigtigt signal om nødvendigheden af et vist fagligt niveau i kvote 1," skriver hun i en mail til Omnibus. 

Konservative Studenter: Fint med karakterkrav, men fortsat mulighed for optag via kvote 2

Hos Konservative Studenter tager formand Matias Tidemand Sørensen godt imod ledelsens beslutning. 

”Det er positivt med denne strømlining af, hvad der kræves for at blive optaget. Det gør det nemmere for ansøgerne at orientere sig, og jeg tror også, det vil højne niveauet generelt på uddannelserne og have positiv indflydelse på frafaldet. Man vil også undgå, at kommende studerende søger ind på en uddannelse, bare fordi der er frit optag,” siger Matias Tidemand Sørensen.  

Han mener også, at et karaktergennemsnit på 6,0 er et fair niveau og understreger, at universitetet efter Konservative Studenters mening ikke er for alle. Når det er sagt, er det fortsat vigtigt at holde fast i muligheden for at blive optaget via kvote 2, siger han:

”Mange faktorer kan påvirke karaktergennemsnittet i gymnasiet. Og man skal ikke afskæres fra muligheden for at gå på universitetet, bare fordi man ikke har fået høje karakterer i gymnasiet,” siger Matias Tidemand Sørensen. 

Frit Forum Århus ser både fordele og ulemper

Hos Frit Forum Århus lyder meldingen fra formand Anne Siri Snell, at hun kan se både fordele og ulemper ved ledelsens beslutning om at indføre karakterkrav på alle uddannelser.

”Vi synes, at man burde sætte snittet på relevante fag og ikke på alle fag. Og så øge kvote-2-optaget for at sikre, at ens gymnasiekarakterer ikke er det eneste, der bestemmer ens fremtid,” siger hun.